kunde være nogen Tale om at vinde Fodfeste i Sverige, er naturligt. Men dette var maaskee endda ikke det verste. Betænkeligere var det, at hun kunde blive nødsaget til at fravige baade Danmark og Norge. Hidtil havde man nemlig ej haft noget Exempel paa, at en Kvinde var valgt til Tronfølgerinde i Danmark, om hun end var en Konges Datter, og Successionen i Danmark var desuden ved Tractaten af 1376 paa en vis Maade forbeholdt hendes Systersøn Hertug Albrecht af Mecklenburg, forsaavidt som det her var vedtaget, „at Kong Olafs Valg ikke skulde komme ham til nogen Skade med Hensyn til hans fremtidige Fordringer paa Kongedømmet“[1]. I Norge kunde der ogsaa, som vi ville see, være grundet Spørsmaal, om ikke den samme Albrecht var nærmest arveberettiget til Tronen, medens derimod Margrete som Moder af den afdøde Konge kun havde en tvivlsom Arveret og dertil saa langt ude, at.den næsten kunde betragtes, som om den ej var til[2]. Hvis Hertug Albrecht havde været det eneste Medlem af sin Stamme, vilde hun maaskee ikke have betænkt sig paa strax at faa ham valgt og antaget til Konge i begge Riger. Det vilde saaledes da ikke findes nogen anden, der kunde gjøre hendes fremdeles Indflydelse over ham stridig. Men Ulykken var, at hans Farbroder Kong Albrecht i Sverige levede, havde formodentlig været hans Formynder, og vilde vel ogsaa efter hans Ophøjelse paa Danmarks og Norges Trone udøve størst Magt over ham. Paa denne Tronfølge var det saaledes ikke for det første at tænke, om den maaskee og tilsidst vilde have ledet til en varigere Forening af Nordens Riger, end den, som det lykkedes Margrete at bringe istand. Imidlertid var en anden Arving, der passede for Margretes Planer, ikke let at finde, uden at man dog holdt sig til den samme mecklenburgske Ætt, som ved de tidligere statskloge Hertuger Henriks og Albrechts Fremsynethed havde giftet sig ind i begge de da regjerende nordiske Konge-Ætter og derved vundet Arveret efter dem begge. Det er derfor højst rimeligt, at Margrete allerede nu havde kastet sine. Øjne paa en yngre Ætling af hiint Fyrstehuus, men som allerede stod Kong Albrecht fjernere, nemlig Erik, en Søn af den pommerske Hertug Vartislav VII. og Hertug Albrechts Syster Maria, følgelig Margretes Systerdattersøn og saaledes heller ikke uden Arveberettigelse til Norge, som det i det følgende vil sees. Men til at faa hans Udkaarelse bragt i Orden udkrævedes der Tid, og for det første maatte det være Margrete magtpaaliggende, at Tingene gik i sin sedvanlige Orden, idet hun midlertidigt blev bekræftet i Regjeringen,
