Side:Det norske Folks Historie 2-2.djvu/325

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
277
Kong Olafs Død.

have begivet ſig til Danmark, da det forekommer os højſt ſandſynligt, at hun plejede ſtadigt at være om Dronningens Perſon. Olafs Gravſted forefindes endnu i Sorø Kirkes Chor paa Alterets nedre og venſtre Side, fremviſende i Midten hans Skjold med den norſke Løve, og Overſkriften HIC JACET OLAVS FILIVS MARGRETE REGINE QVEM GENVIT EX HAQVINO REGE NORVEGIE[1]. Nogle andre, verſificerede latinſke Gravſkrifter over ham ere fra ſildigere Tider[2].

Den danſke Chroniſt Huitfeld ſkriver om Olaf, at „han var en god og from Konge, ſtille og dydelig, holdt god Fred i ſin Tid, holdt hver Mand ved. Lov og Ret, og havde gjerne nogen af ſit Raad med ſig, hvor han foor frem, ſamt hørte gjerne Sager“[3]. Det er øjenſynligt, at denne Dom ej kan være hentet fra ſamtidige Beretninger, men alene ſtøtter ſig paa de i hans Navn udſtedte Domme og andre Brevſkaber, ſom Huitfeld benyttede ved Affattelſen af ſin Krønike. Olaf var ved ſin Død for ung og havde udviklet for liden Selvvirkſomhed, til at man overhoved kunde danne ſig nogen Foreſtilling om hans Perſonlighed, eller at de Efterlevende kunde tillegge ham nogen ſæregen Character eller beſtemte Regent-Dyder. Nordmendene elſkede i ham den ſidſte mandlige Ætling af deres Kongeſtamme og ſørgede over hans Død, ſaavel fordi denne Stamme nu uddøde, ſom vel og fordi de ynkedes over ham, at han ſkulde blive bortrykket i en ſaa ung Alder. Men til perſonligt at lære at kjende og elſke ham havde vel kun de færreſte haft Tid eller Lejlighed.

21. Dronning Margrete hyldes ſom Rigsſtyrerinde, førſt i Danmark, ſiden i Norge.


Vi have allerede omtalt den Forlegenhed, hvori Kong Olafs pludſelige Død nødvendigviis maatte bringe Dronning Margrete. Den var ſaa ſtor, at mangen en Mand i hendes Sted viſtnok vilde have anſeet ſin Sag for tabt, og det kan alene have været i Bevidſtheden om ſin overlegne Dygtighed og Statsklogſkab, at hun vovede at holde Stand og fortſette ſine Beſtræbelſer til Nordens Forening. At der ikke for det førſte

  1. Suhm, XIV. S. 184.
  2. Den lengere af disſe Gravſkrifter, der begge meddeles af Huitfeld S. 572 og af Suhm (l. c.) er forfattet af Ivar Bartholin c. 1570; den kortere antager Suhm for at være „gammel“, hvormed han vel mener „ſamtidig“; men ſaavel Latiniteten ſom Indholdet ſynes at vidne om en ſildigere Tidsalder. Desforuden meddeler Huitfeld ogſaa en Gravſkrift i Proſa, om hvilken vi ikke behøve at melde mere, end at den lader Olaf arve Norges Kongedømme, førend han blev Konge i Danmark (!). Ingenſteds anføres det, hvor i Kirken disſe Gravſkrifter egentlig ſtaa eller ſtod; paa den lille Liigſteen kan det ikke være.
  3. Huitfeld S. 573.