man gjenfandt ham som en fattig og ringe Mand i Graudenz[1]: en Opdigtning, der var alt for urimelig, til at man skulde antage, at nogen Samtidig virkelig for Alvor har troet den[2].
Margrete staar saaledes fuldkommen reen for enhver Beskyidning, som Uvittighed eller ond Vilje senere kan have vovet at fremsette imod hende paa Grund af Sønnens pludselige Død. Men at det nok kunde have været hendes Ønske at skjule Dødsfaldet saa lenge som muligt, og det maaskee ej saameget for de Danskes Skyld, paa hvis Hengivenhed hun vel i alle Tilfelde kunde stole, som snarere for at hendes Planer med Hensyn til Sverige ikke skulde lide nogen Standsning, er baade højst rimeligt og meget undskyldeligt. Dog end ikke dette lod sig gjøre i saa lang Tid, at hun kunde have nogen Nytte deraf, thi om endog Olaf var død kort efter den 10de Juli, da han endnu var i Live i Ystad, bliver der alligevel i det højeste kun tre Uger til den 4de August, da Liget blev bragt til Sorø. Og da vi erfare, at saavel de holstenske Grever, som en Mengde andre anseede Mend og Kvinder af begge Riger, Danmark og Norge, vare tilstede ved Jordfestningen, som maa have fundet Sted umiddelbart efter Ligets Ankomst til Sorø, maa
- ↑ See den preussiske Skribent Caspar Hennebergers Beretning i hans „Erklärung der preussischen größern Landtafeln“ S. 67, meddeelt in extenso af Behrmann, l. c. S. 16–18. Henneberger skrev ved Midten af det itide Aarhundrede og beraaber sig paa den eldre Simon Grunau.
- ↑ Her kan man ogsaa merke, at ifølge et svensk Sagn skulde Smaalendingerne have drebt Kong Olaf og hugget ham istykker Led for Led, fordi han kom ind i Landet uden Gissel, see Werlauff, „de hellige tre Kongers Kapel“, S. 68, hvor „Swenska Fatburen“ VII. S. 103 citeres, og det her anførte Tilleg „som ännu tilseendes är uti Nopelskyrka“, meddeles med den Formodning, at der herved forstaaes Nöbbeleds Kirke i Kongahered i Smaaland, medens der dog snarere menes Christianopels Kirke i Bleking, da denne Stad i daglig Tale altid kaldes „Nopel“ eller „Nobel“. Dette Sagn knytter sig sandsynligviis oprindeligt til den Ridderfigur af Marmor fra det 14de Aarhundrede, der findes i nysnævnte Capel i Roeskilde, og som er beskreven samt afbildet i hiint Skrift af Werlauff S. 65 fgg. Denne Figur bestaaer nemlig af 13 forskjellige Stykker til at sette sammen, men som rimeligviis aldrig hade været sammensatte, og herom har da det Sagn været gængse, at Figurens Beskaffenhed skulde betegne enten den Tilstand, hvori de Svenske bade tilbagesendt Olafs Legeme, eller den Maade, hvorpaa de truede med at ville behandle ham, hvis han faldt i deres Hender (Werlauff l. c.). Altsaa maa enten Figuren have givet Anledning til Sagnet, eller maa dette, om det oprindeligen var uafhængigt af Figuren, tidligt have været sat i Forbindelse dermed, saa at man næsten skulde antage det for en Fejltagelse, naar „Sv. Fatburen“ nævner „Nopel“ og ikke Roeskilde. Hvad Figuren selv angaar, da har Werlauff (l. c. S. 70, 71) viist saagodtsom til Evidens, at den neppe kan forestille nogen anden end Kong Valdemars i Juni 1363 afdøde Søn Hertug Christopher (see foreg. B. S. 737), og at den har været bestemt til at smykke hans Gravsted.
