Side:Det norske Folks Historie 2-2.djvu/323

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
275
1387. Kong Olafs Søn.

man gjenfandt ham ſom en fattig og ringe Mand i Graudenz[1]: en Opdigtning, der var alt for urimelig, til at man ſkulde antage, at nogen Samtidig virkelig for Alvor har troet den[2].

Margrete ſtaar ſaaledes fuldkommen reen for enhver Beſkyidning, ſom Uvittighed eller ond Vilje ſenere kan have vovet at fremſette imod hende paa Grund af Sønnens pludſelige Død. Men at det nok kunde have været hendes Ønſke at ſkjule Dødsfaldet ſaa lenge ſom muligt, og det maaſkee ej ſaameget for de Danſkes Skyld, paa hvis Hengivenhed hun vel i alle Tilfelde kunde ſtole, ſom ſnarere for at hendes Planer med Henſyn til Sverige ikke ſkulde lide nogen Standsning, er baade højſt rimeligt og meget undſkyldeligt. Dog end ikke dette lod ſig gjøre i ſaa lang Tid, at hun kunde have nogen Nytte deraf, thi om endog Olaf var død kort efter den 10de Juli, da han endnu var i Live i Yſtad, bliver der alligevel i det højeſte kun tre Uger til den 4de Auguſt, da Liget blev bragt til Sorø. Og da vi erfare, at ſaavel de holſtenſke Grever, ſom en Mengde andre anſeede Mend og Kvinder af begge Riger, Danmark og Norge, vare tilſtede ved Jordfeſtningen, ſom maa have fundet Sted umiddelbart efter Ligets Ankomſt til Sorø, maa

  1. See den preusſiſke Skribent Caſpar Hennebergers Beretning i hans „Erklärung der preusſiſchen größern Landtafeln“ S. 67, meddeelt in extenso af Behrmann, l. c. S. 16—18. Henneberger ſkrev ved Midten af det itide Aarhundrede og beraaber ſig paa den eldre Simon Grunau.
  2. Her kan man ogſaa merke, at ifølge et ſvenſk Sagn ſkulde Smaalendingerne have drebt Kong Olaf og hugget ham iſtykker Led for Led, fordi han kom ind i Landet uden Gisſel, ſee Werlauff, „de hellige tre Kongers Kapel“, S. 68, hvor „Swenſka Fatburen“ VII. S. 103 citeres, og det her anførte Tilleg „ſom ännu tilſeendes är uti Nopelskyrka“, meddeles med den Formodning, at der herved forſtaaes Nöbbeleds Kirke i Kongahered i Smaaland, medens der dog ſnarere menes Chriſtianopels Kirke i Bleking, da denne Stad i daglig Tale altid kaldes „Nopel“ eller „Nobel“. Dette Sagn knytter ſig ſandſynligviis oprindeligt til den Ridderfigur af Marmor fra det 14de Aarhundrede, der findes i nysnævnte Capel i Roeskilde, og ſom er beſkreven ſamt afbildet i hiint Skrift af Werlauff S. 65 fgg. Denne Figur beſtaaer nemlig af 13 forſkjellige Stykker til at ſette ſammen, men ſom rimeligviis aldrig hade været ſammenſatte, og herom har da det Sagn været gængſe, at Figurens Beſkaffenhed ſkulde betegne enten den Tilſtand, hvori de Svenſke bade tilbageſendt Olafs Legeme, eller den Maade, hvorpaa de truede med at ville behandle ham, hvis han faldt i deres Hender (Werlauff l. c.). Altſaa maa enten Figuren have givet Anledning til Sagnet, eller maa dette, om det oprindeligen var uafhængigt af Figuren, tidligt have været ſat i Forbindelſe dermed, ſaa at man næſten ſkulde antage det for en Fejltagelſe, naar „Sv. Fatburen“ nævner „Nopel“ og ikke Roeskilde. Hvad Figuren ſelv angaar, da har Werlauff (l. c. S. 70, 71) viiſt ſaagodtſom til Evidens, at den neppe kan foreſtille nogen anden end Kong Valdemars i Juni 1363 afdøde Søn Hertug Chriſtopher (ſee foreg. B. S. 737), og at den har været beſtemt til at ſmykke hans Gravſted.