Side:Det norske Folks Historie 2-2.djvu/322

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
274
Olaf Haakonsſøn.

Midten af det 14de Aarhundrede, yttrer ſig om Olafs Død paafølgende Maade: „hvor der blev af hans (Haakons) Søn Olaf, eller hvor og paa hvad Maade han døde, vides ikke, undtagen at hans Moder lod en vis Olaf, der kaldte ſig hendes Søn, opbrende“[1]. Men disſe Ord ſynes at viſe, at Rygtet neppe er opkommet, førend efterat den falſke Olaf var fremſtaaet og afſtraffet, da Stemningen i Sverige var bleven mindre gunſtig for Margrete, og de mange, der havde imod hende, med Glæde greb alt hvad der kunde ſiges til hendes Skade, medens derimod Tilſtanden og Forholdene paa den Tid, da Olaf døde, ej lenger var i ſaa friſkt Minde hos Mengden, at det kunde være denne ret klart, hvor urimelig Beſkyldningen var. I de nærmeſte Aar efter Olafs Død har viſt ikke en eneſte Stemme reiſt ſig mod Margrete i denne Anledning, thi ingenſteds maatte det ſtaa ſaa klart for Enhver ſom netop i Sverige, hvilken ubetimelig Afbrydelſe Olafs Død maatte gjøre i Margretes Planer. Har man der endog ſtrax fundet Omſtændighederne ved hans Død noget mistenkelige, da kunde dog Mistanken umuligt rette ſig mod Margrete, men maatte ſnarere vende ſig til den modſatte Side, nemlig mod Mecklenburgerne og deres Tilhængere, thi Albrechts Sager ſtod visſelig nu ſaa ſlet, at hans ſidſte Haab om at kunne beholde Sveriges Trone maatte knytte ſig til, at den gamle Konge-Ætt aldeles uddøde paa Mandsſiden, og de Svenſke derved maaſkee vilde blive nødſagede til endog mod deres Vilje at beholde ham. Heller ikke kan man antage, at de ſvenſke Herrer trods Olafs Død omſider vilde have taget Margrete til ſin Herſkerinde, derſom nogen ſaadan Mistanke havde hvilet paa hende. Og derhos kan man være temmelig forvisſet om, at om endog kun den ſvageſte Antydning til en ſaadan Mistanke havde været fremkaſtet, vilde Albrecht ikke have undladt at opdiſke den blandt de andre Uartigheder og grove Beſkyldninger, han yttrede mod Margrete, da hun aabenbart havde ſtillet ſig i Skranken mod ham.

Det for Margrete krænkende Rygte, at hun ſkulde have villet lade ſin Søn forgive, maa ellers, ſom vi ovenfor have ſeet, temmelig tidligt være opſtaaet i de pommerſke og preusſiſke Stæder, ſiden det var fra denne Kant, at Bedrageren fremſtod. Imidlertid tør det nok være muligt, at Rygtet ſelv allerførſt blev ſammenſmedet umiddelbart før Bedragerens Fremkomſt. Der maa her ogſaa have gaaet et andet Rygte, hvilket dog muligtviis førſt har dannet ſig i meget ſildigere Tider, nemlig at Kong Olaf ſkulde være omkommen paa Søen i en Storm, medens flere af de øvrige, der var ombord paa Skibet, frelſte Livet, og nogle endog paaſtod, at Kongen ſelv ſkulde være kommen levende derfra, men under ſaa mislige Omſtændigheder, at man ikke hørte noget til ham, førend

  1. Scr. r. S. II. p. 112.