Side:Det norske Folks Historie 2-2.djvu/322

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
274
Olaf Haakonssøn.

Midten af det 14de Aarhundrede, yttrer sig om Olafs Død paafølgende Maade: „hvor der blev af hans (Haakons) Søn Olaf, eller hvor og paa hvad Maade han døde, vides ikke, undtagen at hans Moder lod en vis Olaf, der kaldte sig hendes Søn, opbrende“[1]. Men disse Ord synes at vise, at Rygtet neppe er opkommet, førend efterat den falske Olaf var fremstaaet og afstraffet, da Stemningen i Sverige var bleven mindre gunstig for Margrete, og de mange, der havde imod hende, med Glæde greb alt hvad der kunde siges til hendes Skade, medens derimod Tilstanden og Forholdene paa den Tid, da Olaf døde, ej lenger var i saa friskt Minde hos Mengden, at det kunde være denne ret klart, hvor urimelig Beskyldningen var. I de nærmeste Aar efter Olafs Død har vist ikke en eneste Stemme reist sig mod Margrete i denne Anledning, thi ingensteds maatte det staa saa klart for Enhver som netop i Sverige, hvilken ubetimelig Afbrydelse Olafs Død maatte gjøre i Margretes Planer. Har man der endog strax fundet Omstændighederne ved hans Død noget mistenkelige, da kunde dog Mistanken umuligt rette sig mod Margrete, men maatte snarere vende sig til den modsatte Side, nemlig mod Mecklenburgerne og deres Tilhængere, thi Albrechts Sager stod visselig nu saa slet, at hans sidste Haab om at kunne beholde Sveriges Trone maatte knytte sig til, at den gamle Konge-Ætt aldeles uddøde paa Mandssiden, og de Svenske derved maaskee vilde blive nødsagede til endog mod deres Vilje at beholde ham. Heller ikke kan man antage, at de svenske Herrer trods Olafs Død omsider vilde have taget Margrete til sin Herskerinde, dersom nogen saadan Mistanke havde hvilet paa hende. Og derhos kan man være temmelig forvisset om, at om endog kun den svageste Antydning til en saadan Mistanke havde været fremkastet, vilde Albrecht ikke have undladt at opdiske den blandt de andre Uartigheder og grove Beskyldninger, han yttrede mod Margrete, da hun aabenbart havde stillet sig i Skranken mod ham.

Det for Margrete krænkende Rygte, at hun skulde have villet lade sin Søn forgive, maa ellers, som vi ovenfor have seet, temmelig tidligt være opstaaet i de pommerske og preussiske Stæder, siden det var fra denne Kant, at Bedrageren fremstod. Imidlertid tør det nok være muligt, at Rygtet selv allerførst blev sammensmedet umiddelbart før Bedragerens Fremkomst. Der maa her ogsaa have gaaet et andet Rygte, hvilket dog muligtviis først har dannet sig i meget sildigere Tider, nemlig at Kong Olaf skulde være omkommen paa Søen i en Storm, medens flere af de øvrige, der var ombord paa Skibet, frelste Livet, og nogle endog paastod, at Kongen selv skulde være kommen levende derfra, men under saa mislige Omstændigheder, at man ikke hørte noget til ham, førend

  1. Scr. r. S. II. p. 112.