Side:Det norske Folks Historie 2-2.djvu/321

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
273
1387. Kong Olafs Død.

ſaaſom hans haarde Spægelſer havde gjort ham ukjendelig, lod ham gribe og kaſte paa et ſtort Baal, hvor han dog ſtod en Tidlang ganſke uſkadt, medens alt Folket ſaa derpaa og erkjendte det for et Jertegn. Imidlertid brød han ſig ikke om at benytte dette mod ſin Moder for at faa Kongedømmet, men forlod atter Riget, vedblev med ſit ſtrenge Levnet og gjorde en lang Pilegrimsreiſe til Italien for at beſøge Apoſtlernese Grav og St. Franciſcus’s Hvileſted. Men medens han var i Perugia, døde han af en Feber, efterat have aabenbaret, hvo han var. Ved hans Død ringede Klokkerne i St. Andreaskirken af ſig ſelv, og da Biſkopen hørte dette, kom han til med hele Klereſiet og lod Liget begrave i ſamme Kirke. Da Keiſer Sigismund nogle Aar ſenere paa Reiſen til Rom kom igjennem Perugia og hørte dette, gik han ind i Kirken, kysſede Gravſtedet, tilbad hans jordiſke Levninger, og bad om at maatte faa Deel i den hellige Mands Fortjeneſter“[1]. Liget eller idetmindſte Graven foreviſes endnu i Perugia, og der ſkal endog forefindes flere ſkriftlige Optegnelſer derom i ſamme Kirkes Archiv[2]. At der i Perugia virkelig paa hiin Dag er død en Mand, der paa ſit yderſte afgav en ſaadan Bekjendelſe om ſig ſelv, er meget muligt og medfører maaſkee endog Sandhed; men heraf følger ikke, at Feberpatientens Angivelſe er ſand, eller endog rigtigt opfattet af de Tilſtedeværende. Fortellingen handler desuden om en foregiven Broder af Kong Olaf, hvorom hverken de danſke eller de norſke Kilder vide at berette det allermindſte, og ſom heller ikke ſynes at have været til. Man har derfor tænkt ſig, at de, der førſt nedſkrev Beretningen, kunne have fejlet i at antage den foregivne Kongeſøn og Helgen for at have været en Broder af Kong Olaf, men at han var denne ſelv, der altſaa ej ſkulde være død, og ſiden paa en ſaa vidunderlig Maade frelſt fra Baalet. Men Beretningen bliver ikke derfor mindre uſandſynlig, og det eneſte merkelige ved den er, at den har kunnet opſtaa og vedligeholde ſig i det fjerne Italien. Det vilde derfor altid være af megen Interesſe at kjende de nærmere Omſtændigheder ved dens Oprindelſe.

I Sverige maa der ogſaa være opkommet et Rygte, om at det ikke hang ganſke ſaaledes ſammen med Kong Olafs Død, ſom man foregav, ſiden den ſvenſke Forfatter Ericus Olai, der compilerede ſin Krønike lidt efter

  1. Wadding, Annales Minorum, Ed. 1734. T. XI. p. 375. jvfr. Gram, Notæ ad Meursuim l. IV. p. 541. Wadding paaberaaber ſig her to Forfattere, Marinus Florentinus (c. 8) og Marcus Ulisſiponenſis (l. I. c. 31), af hvilke han udtrykkeligt ſiger, at den førſte næſten var ſamtidig med den foregivne Henrik. Den ferſke af disſe Forfattere er endnu ikke udgiven i Trykken, og den anden findes i alle Fald neppe i nordiſke Bibliotheker.
  2. Dette er i Rom blevet Forfatteren meddeelt af Geiſtlige, der ſelv havde været i Perugia og ſeet ſaavel Optegnelſerne ſom den foregivne Helgens Grav.