1387 under Kong Olaf Haakonssøns Regjering) forsvandt Kong Olaf Haakonssøn; Danerne sagde, at han var død, men Nordmendene vilde ikke tro det“[1]. (Tiden angives til 1388, fordi Efterretningen formodentlig først da er kommen til Island). Muligtviis menes ogsaa Kong Olaf, hvor det i de Annaler, der slutte hiin samme Flatøbog, fortelles ved 1393, at „Olaf Margretessøn efter Enkeltes Sigende skal have gaaet ud“, det vil sige, være reist udenlands eller draget i Pilegrimsferd, samtidigt eller maaskee endog tilsammen med nogle Islendinger, der havde deeltaget i en blodig Kamp med Bjørn Einarssøn og drebt eller saaret flere af dennes Følge, hvorfor det, som det synes, i Skriftemaalet var blevet dem paalagt at gjøre en slig Pønitens-Reise. Rigtignok skulde man efter Sammenhengen snarere antage, at denne Olaf Margretessøn ligeledes var en Islending; men da en saadan af dette Navn ikke andensteds omtales, bliver det i alle Fald ikke umuligt, at Kong Olaf er meent[2]. Men i saa Fald skulde man dog næsten formode, at der her tydes hen paa et Sagn, der ej lenge efter Olafs Død synes at være opkommet i Italien og endnu fortelles idetmindste i Perugia. I Aaret 1415, heder det nemlig, den 13de Marts, „døde i Perugia Henrik eller Erik, en Søn af Kong Haakon og Dronning Margrete, Medlem af St. Franciscus’s tredie Orden. Han havde fra Barndommen af haft mest Tilbøjelighed for den geistlige Stand, og hverken hans Moder Margrete eller Rigets Store kunde formaa ham til, enten ved sin Faders, eller ved sin Broder Olafs Død, at modtage Kongedømmet eller gifte sig for at faa Børn, men for at undgaa alt Overheng herom flygtede han bort til et afsides, øde Sted, traadte ind i St. Franciscus’s tredie Orden og henlevede flere Aar i den yderste Armod, optagen af aandelige Øvelser, Bønner og Betragtninger. Imidlertid blev han omhyggeligt eftersøgt af Sine, og tilsidst opdaget og bragt tilbage til Riget, hvorved han fik Anledning til at forherlige sit hellige Liv ved et Mirakel. Rigets Store vilde nemlig overdrage ham Regjeringen, men Moderen, hvad enten hun nu nødigt vilde give Slip paa Magten eller ikke troede, at han var hendes Søn,
- ↑ Flatøbogen, Udg. I. S. 28. Stedet findes ligeledes i Fornaldar Sögur Norðrlanda, II. 3. 16. Det har ogsaa som Overskrift „Hvarf Ólafs Konungs Hákónarsunar“ (Kong Olaf Haakonssøns Forsvinden), hvilket ere de selvsamme Ord, der anføres paa nysomtalte Sted i Hole-Annalerne, saaat man næsten skulde antage, at disses Nedskriver har haft Flatøbogen for sig.
- ↑ Islandske Annaler, Udgaven, S. 358. Ordene: þá sögðu sumir menn at Ólafr Margrétarsun hafði útgengit, slaa midt inde i Beretningen om Slaget ved Gnup mellem Bjørn Einarssøn og Thord Sigmundssøn og dets Følger for Deeltagerne, saa at man visselig ved første Øjekast snarest skulde fulde paa, at denne Olaf Margretessøn var en Islending, der sejlede afsted i samme Skib som hine.
