Side:Det norske Folks Historie 2-2.djvu/320

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
272
Olaf Haakonsſøn.

1387 under Kong Olaf Haakonsſøns Regjering) forſvandt Kong Olaf Haakonsſøn; Danerne ſagde, at han var død, men Nordmendene vilde ikke tro det“[1]. (Tiden angives til 1388, fordi Efterretningen formodentlig førſt da er kommen til Island). Muligtviis menes ogſaa Kong Olaf, hvor det i de Annaler, der ſlutte hiin ſamme Flatøbog, fortelles ved 1393, at „Olaf Margretesſøn efter Enkeltes Sigende ſkal have gaaet ud“, det vil ſige, være reiſt udenlands eller draget i Pilegrimsferd, ſamtidigt eller maaſkee endog tilſammen med nogle Islendinger, der havde deeltaget i en blodig Kamp med Bjørn Einarsſøn og drebt eller ſaaret flere af dennes Følge, hvorfor det, ſom det ſynes, i Skriftemaalet var blevet dem paalagt at gjøre en ſlig Pønitens-Reiſe. Rigtignok ſkulde man efter Sammenhengen ſnarere antage, at denne Olaf Margretesſøn ligeledes var en Islending; men da en ſaadan af dette Navn ikke andenſteds omtales, bliver det i alle Fald ikke umuligt, at Kong Olaf er meent[2]. Men i ſaa Fald ſkulde man dog næſten formode, at der her tydes hen paa et Sagn, der ej lenge efter Olafs Død ſynes at være opkommet i Italien og endnu fortelles idetmindſte i Perugia. I Aaret 1415, heder det nemlig, den 13de Marts, „døde i Perugia Henrik eller Erik, en Søn af Kong Haakon og Dronning Margrete, Medlem af St. Franciſcus’s tredie Orden. Han havde fra Barndommen af haft meſt Tilbøjelighed for den geiſtlige Stand, og hverken hans Moder Margrete eller Rigets Store kunde formaa ham til, enten ved ſin Faders, eller ved ſin Broder Olafs Død, at modtage Kongedømmet eller gifte ſig for at faa Børn, men for at undgaa alt Overheng herom flygtede han bort til et afſides, øde Sted, traadte ind i St. Franciſcus’s tredie Orden og henlevede flere Aar i den yderſte Armod, optagen af aandelige Øvelſer, Bønner og Betragtninger. Imidlertid blev han omhyggeligt efterſøgt af Sine, og tilſidſt opdaget og bragt tilbage til Riget, hvorved han fik Anledning til at forherlige ſit hellige Liv ved et Mirakel. Rigets Store vilde nemlig overdrage ham Regjeringen, men Moderen, hvad enten hun nu nødigt vilde give Slip paa Magten eller ikke troede, at han var hendes Søn,

  1. Flatøbogen, Udg. I. S. 28. Stedet findes ligeledes i Fornaldar Sögur Norðrlanda, II. 3. 16. Det har ogſaa ſom Overſkrift „Hvarf Ólafs Konungs Hákónarsunar“ (Kong Olaf Haakonsſøns Forſvinden), hvilket ere de ſelvſamme Ord, der anføres paa nysomtalte Sted i Hole-Annalerne, ſaaat man næſten ſkulde antage, at disſes Nedſkriver har haft Flatøbogen for ſig.
  2. Islandſke Annaler, Udgaven, S. 358. Ordene: þá sögðu sumir menn at Ólafr Margrétarsun hafði útgengit, ſlaa midt inde i Beretningen om Slaget ved Gnup mellem Bjørn Einarsſøn og Thord Sigmundsſøn og dets Følger for Deeltagerne, ſaa at man visſelig ved førſte Øjekaſt ſnareſt ſkulde fulde paa, at denne Olaf Margretesſøn var en Islending, der ſejlede afſted i ſamme Skib ſom hine.