Side:Det norske Folks Historie 2-2.djvu/319

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
271
1387. Kong Olafs Død.

ſig inden den førſte Dagsreiſe fra Falſterbod, neppe erfarede hans Død, førend ſamtidigt med Efterretningen om Begravelſen. Det kunde ſaaledes for dem letteligt ſynes, ſom om man havde brugt et uſømmeligt Haſtverk, og ved Forſøgene paa at forklare dette kunde vel enkelte for Margrete mindre fordeelagtige Gjetninger opſtaa, der efterhaanden gik over i Folketroen. For Nordmendene maatte det uventede Budſkab om den unge Konges Død i hans blomſtrende Ynglings-Alder være dobbelt ſørgelig og nedſlaaende. Ej alene maatte det ſmerte dem dybt, at den gamle Kongeſtamme, der nu i et halvt Aartuſende havde ſtyret Riget, og paa hvis yngre, af et kvindeligt Led fremſpirede Green de havde overført al den varme og inderlige Hengivenhed, hvormed de havde hængt ved den ældre, nu med eet ſkulde uddø. Men desforuden havde de i hiin lange Tid faaet det arvelige Kongedømme ſelv kjært, ligeſom dette ogſaa i ſig ſelv var meſt overeensſtemmende med Folkets Retsbegreber og Inſtitutioner og afgav ſtørſt Betryggelſe for Landets fremtidige Blomſtren og Velvære, ſaaat Konge-Ættens pludſelige Uddøen allerede i og for ſig kunde give Anledning til de ængſteligſte Anelſer for Fremtiden, iſær da det uheldigviis endog var tvivlſomt, hvorvidt der overhoved fandtes nogen lovlig Tron-Arving, eller, om en ſaadan end kunde findes, hvorvidt han vilde være Folket tjenlig. Alle disſe Betragtninger, forenede med den Veemod, hvormed man altid erfarer en haabefuld ung Mand eller Kvindes uventede Endeligt, maatte gjøre Smerten over Olafs Død dybere og mere almindelig, end den maaſkee under andre Omſtændigheder vilde have været. Og Sorgen har rimeligviis bragt Nordmendene til at ſmykke ham med Dyder, ſom han neppe engang havde haft Anledning til at legge for Dagen, og til at anſee Forhaabninger med ham begravne, ſom de efter ſin ringe Kjendſkab til ham neppe endnu i Virkeligheden vare berettigede til at nære. Det var derfor heel naturligt, at mange af dem ikke engang ſtrax kunde gjøre ſig fortrolige med Tanken om hans Død, men klyngede ſig til den Tro, at han endnu var i Live, og med Tiden nok vilde fremſtaa igjen, ligeſom man i ſin Tid havde troet det ſamme om Olaf Trygvesſøn, da han var falden i Svolder-Slaget. Denne Tro, der fra Norge ogſaa maatte udbrede ſig til Island, udtaler ſig i nogle ſamtidige islandſke Annalers Udſagn ved 1387, idet de omtale Olafs Død kun ſom en Forſvinden (hvarf)[1]. Ligeledes heder det i den nys omtalte islandſke Sagaſamling, kaldet Flatøbogen, ved Slutningen af en Fortegnelſe paa Norges Konger fra Olaf tilbage til Harald Haarfagre: „Et Aar ſenere end før er ſagt ( der ſiges ſtrax ovenfor udtrykkeligt, at Bogen var paabegyndt

  1. Isl. Annaler, Udg. S. 340. Det er de til 1396 naaende Hole-Annaler, hvor dette findes. Vi ville ogſaa ſtrax herefter ſee, hvorledes man paa flere Steder i Norge endnu 1389 daterede efter Kong Olafs Regjerings-Aar, ſom om han ej var død.