En anden og langt mere krænkende Beskyldning, der ogsaa, og det endog temmelig tidligt har været fremsat imod Margrete, nemlig at hun selv skulde have ladet sin Søn tage af Dage ved Gift[1] for at kunne bestige Tronen i hans Sted er endnu mere urimelig, og derfor dobbelt utilbørlig. Thi om hun endog havde været unaturlig nok til at lade sin egen Søn rydde af Vejen for at tilfredsstille sin Herskesyge, saa er det af hvad vi ovenfor have anført, og end mere af hvad der nedenfor vil vises, let at indsee, at hun aldeles intet havde at vinde, men derimod overordentlig meget at tabe ved hans Død, især da den Udsigt, hun ganske vist havde til, at de misfornøjede svenske Herrer med det første vilde erklære sig for Olaf og hylde ham som deres Konge, nu atter blev stillet mere i det fjerne.
Ej mindre usandsynlig er derfor den Beskyldning, som ogsaa har været fremsat, at Margrete alene skulde have udgivet Olaf for at være død, men hemmeligt have holdt ham fangen, og at det virkelig skulde være ham, der, som det heed, efter at være undkommen af Fangenskabet, fremtraadte i 1402 som Kong Olaf og ved hendes Foranstaltning blev brendt som en Bedrager, hvilket paa sit Sted nærmere vil blive omhandlet. Om man end kunde tiltro Margrete en saadan Unaturlighed – hvortil hendes hele øvrige Ferd ikke giver mindste Anledning –, faa maatte dog, som nys paaviist, Olafs Død just paa denne Tid være saa ubelejlig for hendes Planer, at den Ærgjerrighed og Herskesyge, der skulde være sterk nok til at kvæle alle moderlige Følelser hos hende, snarere vilde have tilskyndet hende til at anvende alt hvad der stod i hendes Magt for at holde ham i Live, ja endog til heller at udgive ham for levende, skjønt han var død, end til at udgive ham for død, medens han endnu levede.
At der imidlertid har været gaadefulde Omstendigheder forbundne med Kong Olafs Død og Begravelse, der kunde give Anledning til nogen Mistanke om, at det dermed ej var gaaet ganske rigtigt til, maa man slutte deraf, at hiin Bedrager virkelig kunde fremstaa og finde Tiltro hos Flere, saaledes som vi i det følgende ville see. Paa hvilken Dag end Olaf er afgaaet ved Døden, var den dog vistnok saa nær forud for Begravelsesdagen, at Beboerne af Rigets fjernere Egne og overhoved alle de, der ikke befandt
- ↑ Denne Beskyldning er først antydet af den samtidige Johannes v. der Pusilie, udg. af Voigt S.153. Stedet anføres ogsaa hos Behrmann, S. 25. Messenius henkaster den dog med nogen Uvished, (Olaf, siger han, omkom af en ubekjendt Sygdom, maaskee ved sin Moders herskesyge Svig) i Scondia, l. III. S. 31; (Apnlogia (XII. S.207) helder han mere til den Tro, at Bedrageren i 1402 var den egte Olaf, men omtaler hans Fremtræden saa forvirret, at det næsten seer ud, som om han henførte den til 1387. Dalin siger i sin Historie (II. S. 575, Not.) „Margrete slegtede paa sin Fader og var ej uliig Dronning Blanche, (hvilken han, vel at merke, antager for at have ladet sin Søn forgive), men jeg kan derom intet dømme“. Sigtelsen er imidlertid henkastet.
