Side:Det norske Folks Historie 2-2.djvu/318

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
270
Olaf Haakonsſøn.


En anden og langt mere krænkende Beſkyldning, der ogſaa, og det endog temmelig tidligt har været fremſat imod Margrete, nemlig at hun ſelv ſkulde have ladet ſin Søn tage af Dage ved Gift[1] for at kunne beſtige Tronen i hans Sted er endnu mere urimelig, og derfor dobbelt utilbørlig. Thi om hun endog havde været unaturlig nok til at lade ſin egen Søn rydde af Vejen for at tilfredsſtille ſin Herſkeſyge, ſaa er det af hvad vi ovenfor have anført, og end mere af hvad der nedenfor vil viſes, let at indſee, at hun aldeles intet havde at vinde, men derimod overordentlig meget at tabe ved hans Død, iſær da den Udſigt, hun ganſke viſt havde til, at de misfornøjede ſvenſke Herrer med det førſte vilde erklære ſig for Olaf og hylde ham ſom deres Konge, nu atter blev ſtillet mere i det fjerne.

Ej mindre uſandſynlig er derfor den Beſkyldning, ſom ogſaa har været fremſat, at Margrete alene ſkulde have udgivet Olaf for at være død, men hemmeligt have holdt ham fangen, og at det virkelig ſkulde være ham, der, ſom det heed, efter at være undkommen af Fangenſkabet, fremtraadte i 1402 ſom Kong Olaf og ved hendes Foranſtaltning blev brendt ſom en Bedrager, hvilket paa ſit Sted nærmere vil blive omhandlet. Om man end kunde tiltro Margrete en ſaadan Unaturlighed — hvortil hendes hele øvrige Ferd ikke giver mindſte Anledning —, faa maatte dog, ſom nys paaviiſt, Olafs Død juſt paa denne Tid være ſaa ubelejlig for hendes Planer, at den Ærgjerrighed og Herſkeſyge, der ſkulde være ſterk nok til at kvæle alle moderlige Følelſer hos hende, ſnarere vilde have tilſkyndet hende til at anvende alt hvad der ſtod i hendes Magt for at holde ham i Live, ja endog til heller at udgive ham for levende, ſkjønt han var død, end til at udgive ham for død, medens han endnu levede.

At der imidlertid har været gaadefulde Omſtendigheder forbundne med Kong Olafs Død og Begravelſe, der kunde give Anledning til nogen Mistanke om, at det dermed ej var gaaet ganſke rigtigt til, maa man ſlutte deraf, at hiin Bedrager virkelig kunde fremſtaa og finde Tiltro hos Flere, ſaaledes ſom vi i det følgende ville ſee. Paa hvilken Dag end Olaf er afgaaet ved Døden, var den dog viſtnok ſaa nær forud for Begravelſesdagen, at Beboerne af Rigets fjernere Egne og overhoved alle de, der ikke befandt

  1. Denne Beſkyldning er førſt antydet af den ſamtidige Johannes v. der Puſilie, udg. af Voigt S.153. Stedet anføres ogſaa hos Behrmann, S. 25. Mesſenius henkaſter den dog med nogen Uvished, (Olaf, ſiger han, omkom af en ubekjendt Sygdom, maaſkee ved ſin Moders herſkeſyge Svig) i Scondia, l. III. S. 31; (Apnlogia (XII. S.207) helder han mere til den Tro, at Bedrageren i 1402 var den egte Olaf, men omtaler hans Fremtræden ſaa forvirret, at det næſten ſeer ud, ſom om han henførte den til 1387. Dalin ſiger i ſin Hiſtorie (II. S. 575, Not.) „Margrete ſlegtede paa ſin Fader og var ej uliig Dronning Blanche, (hvilken han, vel at merke, antager for at have ladet ſin Søn forgive), men jeg kan derom intet dømme“. Sigtelſen er imidlertid henkaſtet.