lidet sandsynligt, naar man betænker, at hans Liig ifølge en samtidig og sikker Kilde blev ført til Sorø for der at begraves, allerede Dagen efter, den 4de August, efterat det var aabnet og balsameret, samt Indvoldene udtagne, for at bringes til Lund og der nedlegges i Domkirken foran Vor Frues Alter, hvilket ogsaa formodentlig strax efter skete[1]. Thi det er dog ikke rimeligt, at den Afdødes Omgivelser skulde have vovet at foretage alt dette i flyvende Hast uden spørge Dronningen ad; men et Bud, om det end skyndte sig nok saa meget, kunde dog i hine Tider neppe tilbagelegge den henved sex norske eller over aatte danske Mile lange Vej fra Falsterbod til Ystad paa kortere Tid end en Dag[2], og om han endog strax i al Hast vendte tilbage igjen, kunde han, selv for det Tilfelde, at Olaf var død om Morgenen den 3die August, neppe indtreffe saa betids i Falsterbod, at man allerede Dagen efter skulde kunne være færdig med Balsameringen o. s. v. Desuden er det højst rimeligt, at Dronningen selv efter Modtagelsen af Dødsbudskabet begav sig til Falsterbod for at see Sønnens Liig og foranstalte det Fornødne med Hensyn til hans Begravelse, og for hende var det vel endnu vanskeligere at reise saa hurtigt. Man kan saaledes vistnok, endog med temmelig Sikkerhed, antage, at hiin Dags-Angivelse beroer paa en Feiltagelse, der af de forhaandenværende Kilder ej lader sig eftervise, og at Olafs Død indtraf tidligere. Ved alt dette bortfalder den Beskyldning, som har været ført imod Margrete, at hun paa en upassende Maade skulde have hastet med at faa Sønnens Liig aabnet og bortbragt for siden en Tid at kunne holde hans Død hemmelig, indtil hun havde sikkret sig Regjeringen efter ham. Snarere har hun holdt hans Død nogle Dage hemmelig, forinden Liget aabnedes og bragtes bort; men længe kan dog denne Hemmeligholdelse ej have varet, hvor faa mange vidste Beskeed derom. Og skete“Aabningen og Ligets Bortbringelse Dagen efter hans Død, kunde hun jo neppe engang selv have været uvidende om eller givet Befaling dertil; men hvo af hans Omgivelser skulde vel have dristet sig dertil paa egen Haand?
- ↑ Chron. af 1389, Scr. r. D. VI. 534, der udtrykkeligt angiver Søndagen sør Laurentii, hvilken i 1387 falder paa 4de August, som Dagen, da hans Liig bragtes bort. Behrmann (l. c.) begaar her den uforklarlige Fejl at antage denne Søndag for 7de August, og Aarets Søndagsbogstav for B istedetfor F. Dette passer paa 1384 og 1390, men paa ingen af de mellemliggende Aar. (Jfr. Keyser, den N. Kirkes Hist. II. S. 408). Behrmann begaar sammesteds ogsaa en anden væsentlig Fejl, idet han nemlig citerer Petrus Olai, under Navnet „Olaus Petri“, og hiint Chron. af 1523 som indbyrdes uafhængige og „omtrent samtidige“ Vidnesbyrd for 3die August som Dødsdagen. Vidnesbyrdet er kun eet, da Petrus Olai har udskrevet Krøniken, og denne er mindst 136 Aar yngre end Begivenheden.
- ↑ Man maa erindre, hvor slette vist Vejene i de Tider vare, i Sammenligning med nuomstunder.
