Side:Det norske Folks Historie 2-2.djvu/317

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
269
1387. Kong Olafs Død.

lidet ſandſynligt, naar man betænker, at hans Liig ifølge en ſamtidig og ſikker Kilde blev ført til Sorø for der at begraves, allerede Dagen efter, den 4de Auguſt, efterat det var aabnet og balſameret, ſamt Indvoldene udtagne, for at bringes til Lund og der nedlegges i Domkirken foran Vor Frues Alter, hvilket ogſaa formodentlig ſtrax efter ſkete[1]. Thi det er dog ikke rimeligt, at den Afdødes Omgivelſer ſkulde have vovet at foretage alt dette i flyvende Haſt uden ſpørge Dronningen ad; men et Bud, om det end ſkyndte ſig nok ſaa meget, kunde dog i hine Tider neppe tilbagelegge den henved ſex norſke eller over aatte danſke Mile lange Vej fra Falſterbod til Yſtad paa kortere Tid end en Dag[2], og om han endog ſtrax i al Haſt vendte tilbage igjen, kunde han, ſelv for det Tilfelde, at Olaf var død om Morgenen den 3die Auguſt, neppe indtreffe ſaa betids i Falſterbod, at man allerede Dagen efter ſkulde kunne være færdig med Balſameringen o. ſ. v. Desuden er det højſt rimeligt, at Dronningen ſelv efter Modtagelſen af Dødsbudſkabet begav ſig til Falſterbod for at ſee Sønnens Liig og foranſtalte det Fornødne med Henſyn til hans Begravelſe, og for hende var det vel endnu vanſkeligere at reiſe ſaa hurtigt. Man kan ſaaledes viſtnok, endog med temmelig Sikkerhed, antage, at hiin Dags-Angivelſe beroer paa en Feiltagelſe, der af de forhaandenværende Kilder ej lader ſig efterviſe, og at Olafs Død indtraf tidligere. Ved alt dette bortfalder den Beſkyldning, ſom har været ført imod Margrete, at hun paa en upasſende Maade ſkulde have haſtet med at faa Sønnens Liig aabnet og bortbragt for ſiden en Tid at kunne holde hans Død hemmelig, indtil hun havde ſikkret ſig Regjeringen efter ham. Snarere har hun holdt hans Død nogle Dage hemmelig, forinden Liget aabnedes og bragtes bort; men længe kan dog denne Hemmeligholdelſe ej have varet, hvor faa mange vidſte Beſkeed derom. Og ſkete“Aabningen og Ligets Bortbringelſe Dagen efter hans Død, kunde hun jo neppe engang ſelv have været uvidende om eller givet Befaling dertil; men hvo af hans Omgivelſer ſkulde vel have driſtet ſig dertil paa egen Haand?

  1. Chron. af 1389, Scr. r. D. VI. 534, der udtrykkeligt angiver Søndagen ſør Laurentii, hvilken i 1387 falder paa 4de Auguſt, ſom Dagen, da hans Liig bragtes bort. Behrmann (l. c.) begaar her den uforklarlige Fejl at antage denne Søndag for 7de Auguſt, og Aarets Søndagsbogſtav for B iſtedetfor F. Dette pasſer paa 1384 og 1390, men paa ingen af de mellemliggende Aar. (Jfr. Keyſer, den N. Kirkes Hiſt. II. S. 408). Behrmann begaar ſammeſteds ogſaa en anden væſentlig Fejl, idet han nemlig citerer Petrus Olai, under Navnet „Olaus Petri“, og hiint Chron. af 1523 ſom indbyrdes uafhængige og „omtrent ſamtidige“ Vidnesbyrd for 3die Auguſt ſom Dødsdagen. Vidnesbyrdet er kun eet, da Petrus Olai har udſkrevet Krøniken, og denne er mindſt 136 Aar yngre end Begivenheden.
  2. Man maa erindre, hvor ſlette viſt Vejene i de Tider vare, i Sammenligning med nuomſtunder.