Side:Det norske Folks Historie 2-2.djvu/309

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
261
1385. Kong Olaf opnaar Myndigheds-Alderen.

ſkjønt kun udferdiget af Cantſleren, dog bliver af nogen Vigtighed med Henſyn til Spørsmaalet, om Kong Olaf erklæredes myndig eller ikke. Det indeholder nemlig ikke hiin Clauſul om at ſkulle gjelde indtil Kongens Myndighedsaar, ſom det dog, lige ſaavel ſom andre Varnadarbreve, upaatvivleligt maatte have indeholdt, hvis Kongen endnu betragtedes ſom umyndig; og der maa ſaaledes dog ved Kong Olafs Indtrædelſe i hans 16de Aar være foregaaet noget ſaadant ſom en foreløbig Myndigheds-Erklæring, maaſkee ledſaget af en lignende foreløbig Fornyelſe af alle hine midlertidigt udſtedte Forordninger og Frihedsbreve. En ſaadan Erklæring kan være ſkeet ved en ſimpel Bekjendtgjørelſe i Kongens Navn under Drottſetens og Cantſlerens Beſegling, medens den højtidelige Myndigheds-Erklæring og Tilbageleverelſen af Storſeglene maatte udſettes, indtil Kongen ſelv kunde komme til Norge og ſamles med Raadet.

Denne Act havde Dronning Margrete altſaa formodentlig i Sinde at lade foretage om Høſten 1386, ſiden hun paa Hanſedagen i Lübeck den 13de Juli erklærede ikke at kunne føje Stæderne i at beramme det næſte Møde i Vordingborg med deres Deputerede ſenere end til den 15de Septbr., paa Grund af ſtore og vigtige Erender i Norge. Disſe uopſettelige Erender ſynes fornemmelig at maatte have været en Myndigheds-Erklæring og hvad dermed ſtod i Forbindelſe. Men da hun tillige bebudede, at hun ventede begge Rigers Raad, Norges ſaavelſom Danmarks, til dette Møde, er det ogſaa muligt, at hendes Henſigt har været førſt at lade Myndigheds-Erklæringen ſkee i Danmark, under eet for begge Riger, og derpaa at drage til Norge med den unge Konge, for at anordne, hvad der maatte ſtaa i Forbindelſe med denne Act. Paa en ſaadan foreſtaaende Myndigheds-Erklæring, det være ſig nu for begge Riger, eller for Norge alene, henpeger ogſaa hendes Yttring til Stæderne paa det ſamme Møde i Lübeck, „at Kong Olaf nu ej lenger vilde ſidde for Stædernes Maning“, og „at hun med Beſtemthed vilde vide, om Stæderne vilde forlige ſig med ham i Betragtning af den Fordeel, de kunde have af ham“. Thi det fuldſtændige Opgjør, hvorom hun paa Sønnens Vegne fremſatte et ſaa beſtemt Ønſke, ſynes nærmeſt at ſtaa i Forbindelſe med Kongens foreſtaaende Optreden ſom ſelvſtændig Regent, idetmindſte af Navn, ved hvilken han heel rimeligt maatte ønſke at faa det indviklede Forhold bragt paa det Rene, ſaa at han herefter ikke mere behøvede at plages dermed; og ved de Fordele, ſom Stæderne ſkulde kunne have af Kongen, kan hun ej have forſtaaet andet end den Bekræftelſe af deres Privilegier, ſom de ſaa lenge forgjeves havde ventet paa, og ſom nu allerbedſt og med ſtørſt Gyldighed kunde meddeles dem af Kong Olaf ſelv i Egenſkab af Norges fuldmyndige Konge.

Dette Anliggende var det vel ſaaledes iſær, der paakaldte Dronning