myndig, idetmindste for Norges Vedkommende. Men hvorvidt en saadan Act har fundet Sted, er af de forhaandenværende Brevskaber og sparsomme historiske Efterretninger umuligt at udfinde med Sikkerhed. At Dronningen neppe kan have haft noget derimod, maa man antage, fornemmelig af den Grund, at hendes Magt over Sønnen vistnok ligefuldt vilde vedblive uforandret, ja at hun siden endog vilde kunne herske endnu mere uhindret i hans Navn, end forhen som hans Formynderske med Raadet ved sin Side. Dog er der ingen Spor af, at Olaf om. Sommeren 1386 – thi da maatte vel nærmest Myndighedserklæringen have fundet Sted – har været i Norge. Der findes et Varnadarbrev, udstedt i hans Navn fra Oslo den 15de April 1386 for en Eivind paa Ottarsjø i Jemteland med Hustru og Børn, og hvorved Kongsgaarden Ottarsjø overdroges ham og hans Børn paa Livstid mod sedvanlig Afgift og Tjeneste som andre Kongens Thegner[1]. Men dette Brev er indseglet af Cantsleren paa samme Maade som hiint af Cantsleren i Kongens Fravær beseglede Bekræftelsesbrev af 22de August 1384; der nævnes ikke et Ord om, at Kongen var tilstede, og forsaavidt beviser dette Brev ikke stort. Overhoved vilde vel de fleste saadanne Kongebreve, om vi havde dem fuldstændigt, bevise lidet eller intet, siden allerede de, der udferdigedes under hans Mindreaarighed i Dronningens Nærværelse, stedse udstedtes i hans Navn, uden at enten Dronningen, Drottseten eller Cantsleren nævnes, medens omvendt de Breve, der i hans Fraværelse udstedtes af Drottseten eller Cantsleren, selv om han var erklæret myndig, dog ikke kunde være affattet paa anden Maade end de tidligere; der er saaledes ingen Anledning til at antage, at hans Myndighedserklæring vilde gjøre nogen væsentlig Forandring i Brevenes Affattelsesmaade. Imidlertid kan det vistnok ikke betvivles, at en saadan Myndigheds-Erklæring var uundgaaelig, idetmindste for Norges Vedkommende, thi Folket var nu engang vant til at see en Konge føre Regjeringen, om end kun af Navn, naar en saadan fandtes, og han havde den lovlige Alder. Desuden have vi seet, at alle Fornyelser af Privilegier, Friheder o. a. desl., der hidtil vare udstedte i Kong Olafs Navn, ja endog flere Lovbestemmelser, som den om Islandsfarernes Sekkegjeld, udtrykkeligt erklæredes kun at være midlertidigt gjeldende, indtil Kongen opnaaede „sine lovlige Aar“: de vilde saaledes ligefrem blive ugyldige ved Kongens femtende Fødselsdag, hvis han ikke da, eller snarest muligt derefter, erklæredes myndig for at kunne fornye dem: en Act, hvortil kun han eller den, hvem han overdrog sin Fuldmagt, var berettiget. Og denne Omstændighed gjør, at det nysomtalte Varnadarbrev af 15de April 1386,
- ↑ Dipl. N. III. 466.
