Side:Det norske Folks Historie 2-2.djvu/308

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
260
Olaf Haakonsſøn.

myndig, idetmindſte for Norges Vedkommende. Men hvorvidt en ſaadan Act har fundet Sted, er af de forhaandenværende Brevſkaber og ſparſomme hiſtoriſke Efterretninger umuligt at udfinde med Sikkerhed. At Dronningen neppe kan have haft noget derimod, maa man antage, fornemmelig af den Grund, at hendes Magt over Sønnen viſtnok ligefuldt vilde vedblive uforandret, ja at hun ſiden endog vilde kunne herſke endnu mere uhindret i hans Navn, end forhen ſom hans Formynderſke med Raadet ved ſin Side. Dog er der ingen Spor af, at Olaf om. Sommeren 1386 — thi da maatte vel nærmeſt Myndighedserklæringen have fundet Sted — har været i Norge. Der findes et Varnadarbrev, udſtedt i hans Navn fra Oslo den 15de April 1386 for en Eivind paa Ottarſjø i Jemteland med Huſtru og Børn, og hvorved Kongsgaarden Ottarſjø overdroges ham og hans Børn paa Livstid mod ſedvanlig Afgift og Tjeneſte ſom andre Kongens Thegner[1]. Men dette Brev er indſeglet af Cantſleren paa ſamme Maade ſom hiint af Cantſleren i Kongens Fravær beſeglede Bekræftelſesbrev af 22de Auguſt 1384; der nævnes ikke et Ord om, at Kongen var tilſtede, og forſaavidt beviſer dette Brev ikke ſtort. Overhoved vilde vel de fleſte ſaadanne Kongebreve, om vi havde dem fuldſtændigt, beviſe lidet eller intet, ſiden allerede de, der udferdigedes under hans Mindreaarighed i Dronningens Nærværelſe, ſtedſe udſtedtes i hans Navn, uden at enten Dronningen, Drottſeten eller Cantſleren nævnes, medens omvendt de Breve, der i hans Fraværelſe udſtedtes af Drottſeten eller Cantſleren, ſelv om han var erklæret myndig, dog ikke kunde være affattet paa anden Maade end de tidligere; der er ſaaledes ingen Anledning til at antage, at hans Myndighedserklæring vilde gjøre nogen væſentlig Forandring i Brevenes Affattelſesmaade. Imidlertid kan det viſtnok ikke betvivles, at en ſaadan Myndigheds-Erklæring var uundgaaelig, idetmindſte for Norges Vedkommende, thi Folket var nu engang vant til at ſee en Konge føre Regjeringen, om end kun af Navn, naar en ſaadan fandtes, og han havde den lovlige Alder. Desuden have vi ſeet, at alle Fornyelſer af Privilegier, Friheder o. a. desl., der hidtil vare udſtedte i Kong Olafs Navn, ja endog flere Lovbeſtemmelſer, ſom den om Islandsfarernes Sekkegjeld, udtrykkeligt erklæredes kun at være midlertidigt gjeldende, indtil Kongen opnaaede „ſine lovlige Aar“: de vilde ſaaledes ligefrem blive ugyldige ved Kongens femtende Fødſelsdag, hvis han ikke da, eller ſnareſt muligt derefter, erklæredes myndig for at kunne fornye dem: en Act, hvortil kun han eller den, hvem han overdrog ſin Fuldmagt, var berettiget. Og denne Omſtændighed gjør, at det nysomtalte Varnadarbrev af 15de April 1386,

  1. Dipl. N. III. 466.