pligtelser, han havde indgaaet, og hvorledes de dog Aaret efter fik Tilladelse til at vende tilbage til Skotland paa sit Æres-Ord, for personligt at paadrive Opfyldelsen, er ovenfor berettet (S. 96). Det maa i denne Tid have seet uroligt ud paa Øerne. Biskop Villjam, der allerede lenge havde ligget i Strid med Kronens Ombudsmend, indtog fremdeles en mod disse fjendtlig Stilling, uagtet han i 1369 havde maattet indgaa hiint Forliig med Haakon Jonssøn, hvorom der i det foregaaende er talt. Thi een af Forpligtelserne i Jarlens Forsikringsbrev til Kongen var den, at han ikke uden Kongens Samtykke skulde indgaa noget Forbund med Biskopen eller slutte noget Venskab med ham, men derimod hjelpe Kongen imod ham, indtil denne havde ydet Kongen sin Ret og gjort hvad der var hans Skyldighed i de Stykker, hvorfor Kongen anklagede ham. At denne Strid egentlig har været en Nationalstrid mellem de indfødte Øboere af norsk Herkomst, og de efterhaanden mere og mere indtrængende Skoter, der begunstigedes af Biskopen og vel overhoved af den højere Geistlighed, hvis Medlemmer samtlige synes at have været af skotsk Herkomst, have vi i det foregaaende søgt at paavise[1]. Det er Skade, at vi ikke have nøjere Efterretninger om denne Strid, hvis hele Gang og Enkeltheder det vilde have været af den største Interesse at kjende. Den maa have været ført med den største Heftighed, siden endog Biskop Villjam selv mistede Livet derved, og det endog, som det synes, saaledes at hans Modstandere af Forbittrelse mod ham og med velberaadt Hu lode ham drebe; Beretningen derom i de islandske Annaler lyder nemlig saaledes, „at der i Orknøerne skete den harmelige Tildragelse Aar 1382, at Biskop Villjam blev drebt“, eller, „at Biskop Viljam blev drebt ved en harmelig Død“[2]. Et saadant Drab synes snarere at maatte være skeet i et stort Folke-Opløb, end i en Fejde mellem Jarlen og Biskopen alene. Det er lidet sandsynligt, at Jarlen, der selv var skotsk af Fødsel, skulde have omfattet de norskfødte Øboeres Interesser med saadan Heftighed lige overfor Biskopen og sine øvrige Landsmend, at han endog vovede det farlige Skridt at lade Biskopen drebe, hvor tro og loyal han end synes at have været mod den norske Krone, og hvor stor Voldsomhed der end plejedes at øves i Fejder mellem skotske Magnater baade da og sildigere. Heller ikke er der nogen Efterretning om, eller endog mindste Tegn til,
- ↑ See foregaaende Bind, S. 915.
- ↑ Isl. Annaler, Udg. S. 336. Aaret angives forskjelligt, 1383 af Flatø-Annalerne,1382 af Skaalholt-Annalerne, og 138l af Lagmands-Annalerne; men da det udtrykkeligt tilføjes, at Drabet skete samme Aar, som Einar Erikssøn i Vatnsfjorden omkom, og dette, som ovenfor viist, med Sikkerhed kan godtgjøres at være skeet i 1382, bliver saaledes dette Aar det rette.
