Side:Det norske Folks Historie 2-2.djvu/304

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
256
Olaf Haakonsſøn.

pligtelſer, han havde indgaaet, og hvorledes de dog Aaret efter fik Tilladelſe til at vende tilbage til Skotland paa ſit Æres-Ord, for perſonligt at paadrive Opfyldelſen, er ovenfor berettet (S. 96). Det maa i denne Tid have ſeet uroligt ud paa Øerne. Biſkop Villjam, der allerede lenge havde ligget i Strid med Kronens Ombudsmend, indtog fremdeles en mod disſe fjendtlig Stilling, uagtet han i 1369 havde maattet indgaa hiint Forliig med Haakon Jonsſøn, hvorom der i det foregaaende er talt. Thi een af Forpligtelſerne i Jarlens Forſikringsbrev til Kongen var den, at han ikke uden Kongens Samtykke ſkulde indgaa noget Forbund med Biſkopen eller ſlutte noget Venſkab med ham, men derimod hjelpe Kongen imod ham, indtil denne havde ydet Kongen ſin Ret og gjort hvad der var hans Skyldighed i de Stykker, hvorfor Kongen anklagede ham. At denne Strid egentlig har været en Nationalſtrid mellem de indfødte Øboere af norſk Herkomſt, og de efterhaanden mere og mere indtrængende Skoter, der begunſtigedes af Biſkopen og vel overhoved af den højere Geiſtlighed, hvis Medlemmer ſamtlige ſynes at have været af ſkotſk Herkomſt, have vi i det foregaaende ſøgt at paaviſe[1]. Det er Skade, at vi ikke have nøjere Efterretninger om denne Strid, hvis hele Gang og Enkeltheder det vilde have været af den ſtørſte Interesſe at kjende. Den maa have været ført med den ſtørſte Heftighed, ſiden endog Biſkop Villjam ſelv miſtede Livet derved, og det endog, ſom det ſynes, ſaaledes at hans Modſtandere af Forbittrelſe mod ham og med velberaadt Hu lode ham drebe; Beretningen derom i de islandſke Annaler lyder nemlig ſaaledes, „at der i Orknøerne ſkete den harmelige Tildragelſe Aar 1382, at Biſkop Villjam blev drebt“, eller, „at Biſkop Viljam blev drebt ved en harmelig Død“[2]. Et ſaadant Drab ſynes ſnarere at maatte være ſkeet i et ſtort Folke-Opløb, end i en Fejde mellem Jarlen og Biſkopen alene. Det er lidet ſandſynligt, at Jarlen, der ſelv var ſkotſk af Fødſel, ſkulde have omfattet de norſkfødte Øboeres Interesſer med ſaadan Heftighed lige overfor Biſkopen og ſine øvrige Landsmend, at han endog vovede det farlige Skridt at lade Biſkopen drebe, hvor tro og loyal han end ſynes at have været mod den norſke Krone, og hvor ſtor Voldſomhed der end plejedes at øves i Fejder mellem ſkotſke Magnater baade da og ſildigere. Heller ikke er der nogen Efterretning om, eller endog mindſte Tegn til,

  1. See foregaaende Bind, S. 915.
  2. Isl. Annaler, Udg. S. 336. Aaret angives forſkjelligt, 1383 af Flatø-Annalerne,1382 af Skaalholt-Annalerne, og 138l af Lagmands-Annalerne; men da det udtrykkeligt tilføjes, at Drabet ſkete ſamme Aar, ſom Einar Eriksſøn i Vatnsfjorden omkom, og dette, ſom ovenfor viiſt, med Sikkerhed kan godtgjøres at være ſkeet i 1382, bliver ſaaledes dette Aar det rette.