Side:Det norske Folks Historie 2-2.djvu/298

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
250
Olaf Haakonsſøn.

Rom, førend han gjorde hiin ufrivillige Reiſe til Grønland. Siden gjorde han flere Reiſer, hvoriblandt den merkelige, der bar forſkaffet ham Tilnavnet Bjørn Jorſalafare, og ſom i det følgende ſkal omtales, ſaavelſom hvorledes han blev Hirdſtjore, og overhoved førte et meget uroligt Liv. Han forfattede ogſaa Beſkrivelſe over ſine Reiſer, ſom desverre er tabt. Han holdt en Skald i ſin Tjeneſte, der fulgte ham paa hans Reiſer for at underholde ham og hans Huſtru ved ſine Kvad visſe Dage om Ugen; af flere af disſe Kvad ere endnu Levninger opbevarede[1].

Som et merkeligt Beviis paa, hvor megen Vind Islendingerne endnu i disſe urolige og for Landet faa ulykkelige Tider lagde paa Videnſkabelighed og fremfor alt paa Opbevarelſen og Afſkrivningen af deres hiſtoriſke Sagaer, maa det anføres, at den ſtørſte, fuldſtændigſte og i et viſt Henſeende endog den bedſte Samling af norſke Kongeſagaer, ſom endnu er til, blev ſkreven netop i Aarene mellem 1387 og 1393, og det endog kun af to Mend, Preſterne Jon Thordsſøn og Magnus Thorhallsſøn. Dette er den bekjendte Flatøbog, ſaakaldt, fordi den fandtes paa Flatø i Breidafjorden, da den i det 17de Aarhundrede erhvervedes for det kongelige Bibliothek i Kjøbenhavn. Hovedplanen med denne Afſkrivning ſynes at have været den, at levere en ſaavidt mulig fuldſtændig Samling af de Sagaer, ſom vedkommme Norges tvende regjerende Fyrſte-Huſe, Kongehuſet, og de orknøiſke Jarlers Ætt. Saaledes indeholder den Kongeſagerne i deres vidtløftigſte Bearbeidelſe, med ſaamange indſkudte mindre Fortællinger om merkelige Islendinger, der kom i Berørelſe med Kongerne, ſom muligt; desforuden findes det gamle Kvad Hyndluljod, formodentlig fordi det indeholder endeel Slegtregiſtre, der ogſaa forekomme i det gamle Sagn om Norges førſte Bebyggelſe, et Eventyr om Erik Vidfarle (uviſt hvorfor), og endelig kortfattede Annaler, der ſlutte med Aaret 1394, og ſom for de ſidſte ti til tyve Aars Hiſtorie ere af megen Vigtighed, ſkjønt de ikke altid angive Aarstallet nøjagtigt. Uden denne ſtore Samling, hvis

    April, og Einar kaldes udtrykkeligt „góðdrar minningar“, altſaa var han da død 29de Marts forud, og Aaret 1382, hvilket Hole-Annalerne angiver ſom hans Dødsaar, bliver det rigtige.

  1. See herom Grenlands hiſt. Mindesmerker, I. S. 110. Det er forreſten viſtnok en Feiltagelſe, naar det her heder, at han ikke førend paa ſin ſidſte Reiſe kom til Grønland og anløb de fabelagtige Gunnbjørnsſker, thi de isl. Annaler henføre udtrykkeligt hans Ophold paa Grønland til 1384—1386, hvad der ogſaa beſtyrkes af nysanførte Brev, og hans Jorſaleferd derimod til 1406. At han, ſom det i et Uddrag om hans Reiſe (l. c. S. 119) heder, under ſit ufrivillige Ophold i Grenland havde Sysſel i Eriksfjorden efter Grønlendingernes egen Beſlutning, er lidet ſandſynligt; hiint Brev taler jo netop om den kongelige Ombudsmand, der ikke engang vilde betro ham de til Kronen beſtemte Varer.