Rom, førend han gjorde hiin ufrivillige Reise til Grønland. Siden gjorde han flere Reiser, hvoriblandt den merkelige, der bar forskaffet ham Tilnavnet Bjørn Jorsalafare, og som i det følgende skal omtales, saavelsom hvorledes han blev Hirdstjore, og overhoved førte et meget uroligt Liv. Han forfattede ogsaa Beskrivelse over sine Reiser, som desverre er tabt. Han holdt en Skald i sin Tjeneste, der fulgte ham paa hans Reiser for at underholde ham og hans Hustru ved sine Kvad visse Dage om Ugen; af flere af disse Kvad ere endnu Levninger opbevarede[1].
Som et merkeligt Beviis paa, hvor megen Vind Islendingerne endnu i disse urolige og for Landet faa ulykkelige Tider lagde paa Videnskabelighed og fremfor alt paa Opbevarelsen og Afskrivningen af deres historiske Sagaer, maa det anføres, at den største, fuldstændigste og i et vist Henseende endog den bedste Samling af norske Kongesagaer, som endnu er til, blev skreven netop i Aarene mellem 1387 og 1393, og det endog kun af to Mend, Presterne Jon Thordssøn og Magnus Thorhallssøn. Dette er den bekjendte Flatøbog, saakaldt, fordi den fandtes paa Flatø i Breidafjorden, da den i det 17de Aarhundrede erhvervedes for det kongelige Bibliothek i Kjøbenhavn. Hovedplanen med denne Afskrivning synes at have været den, at levere en saavidt mulig fuldstændig Samling af de Sagaer, som vedkommme Norges tvende regjerende Fyrste-Huse, Kongehuset, og de orknøiske Jarlers Ætt. Saaledes indeholder den Kongesagerne i deres vidtløftigste Bearbeidelse, med saamange indskudte mindre Fortællinger om merkelige Islendinger, der kom i Berørelse med Kongerne, som muligt; desforuden findes det gamle Kvad Hyndluljod, formodentlig fordi det indeholder endeel Slegtregistre, der ogsaa forekomme i det gamle Sagn om Norges første Bebyggelse, et Eventyr om Erik Vidfarle (uvist hvorfor), og endelig kortfattede Annaler, der slutte med Aaret 1394, og som for de sidste ti til tyve Aars Historie ere af megen Vigtighed, skjønt de ikke altid angive Aarstallet nøjagtigt. Uden denne store Samling, hvis
- ↑ See herom Grenlands hist. Mindesmerker, I. S. 110. Det er forresten vistnok en Feiltagelse, naar det her heder, at han ikke førend paa sin sidste Reise kom til Grønland og anløb de fabelagtige Gunnbjørnssker, thi de isl. Annaler henføre udtrykkeligt hans Ophold paa Grønland til 1384–1386, hvad der ogsaa bestyrkes af nysanførte Brev, og hans Jorsaleferd derimod til 1406. At han, som det i et Uddrag om hans Reise (l. c. S. 119) heder, under sit ufrivillige Ophold i Grenland havde Syssel i Eriksfjorden efter Grønlendingernes egen Beslutning, er lidet sandsynligt; hiint Brev taler jo netop om den kongelige Ombudsmand, der ikke engang vilde betro ham de til Kronen bestemte Varer.
April, og Einar kaldes udtrykkeligt „góðdrar minningar“, altsaa var han da død 29de Marts forud, og Aaret 1382, hvilket Hole-Annalerne angiver som hans Dødsaar, bliver det rigtige.
