Side:Det norske Folks Historie 2-2.djvu/297

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
249
1381—1387. Begivenheder paa Island.

landſke Varer eller Udførſels-Artikler, uagtet det var ſtrengeligen forbudt, da denne Handel tilhørte Kronen. Ja Indbyggerne vedtog dette endog paa ſit Althing, i de Fremmedes Nærværelſe. Disſe havde ſaaledes intet andet Valg. Og da de, formodentlig i den Henſigt at gjøre Kronen en Tjeneſte til Erſtatning for den nødtvungne Overtrædelſe af dens Enehandelsret, tilbød ſig at føre Kronens Varer over til Norge, vilde Kongens Ombudsmend ikke indlade ſig derpaa, da de intet Brev havde at foreviſe derom. Alt dette bragte dem ſiden i ikke ringe Forlegenhed, thi da de, efterat være komne i god Behold tilbage til Hvalfjorden paa Island 1387, og det følgende Aar reiſte over til Norge, blev de ved Ankomſten til Bergen af Haakon Jonsſøn tiltalte for ulovlig Handel med Grønlendingerne. Sagen blev førſt paadømt den 17de Mai i det paafølgende Aar, ved en af Fehirden Erlend Philipsſøn nedſat Dom, hvoriblandt Arnulf Gunnarsſøn, Lagmand i Bergen, Jon Thorgilsſøn, Lagmand paa Haalogaland, og Finn Gyrdsſøn, Sysſelmand paa Liſter. Dommen faldt dog ud til deres Fordeel. Da intet andet Vidnesbyrd kunde haves, maatte man nøies med deres egen og Mandſkabets Eed om, hvad der havde bragt dem til Grønland, og efter at have oplyſt hvad der ovenfor er meddeelt, ſamt at de ikke havde kjøbt noget af Kongens Gods, bleve de frikjendte[1].

Den her omtalte Bjørn Einarsſøn var forøvrigt maaſkee Islands merkeligſte Mand paa den Tid, formedelſt de ſtore Udenlandsreiſer, han foretog. Faderen Einar nedſtammede, ſom ſagt, fra Snorre Sturlasſøns Datterſøn Einar Thorvaldsſøn i Vatnsfjorden i 3die Led[2], og var, efter hans Teſtament at dømme, hvoraf der endnu haves en Afſkrift, tagen 1382 efter hans Død, en overmaade riig Mand; han ſkjenkede nemlig flere Gaarde ſamt en Kalk til Olafskirken i Vatnsfjord, hvor han valgte ſit Lejeſted, og endvidere til 18 forſkjellige Kirker ikke mindre end 43 Hundreder, ſamt til tre Kirker desforuden visſe Herligheder, for Liigferd og Sjælemesſe tolv Hundreder, til Fattige fem Hundreder, og til fattige Frænder tyve Hundreder, altſaa i Alt tilſammen 85 Hundreder foruden de øvrige Gaver[3]. Bjørn havde allerede gjort een Reiſe til

  1. Isl. Annaler, Udg. S. 336, Brev af 17de Mai 1389 i „Grønlands hiſtor. Mindesmerker“ III. S. 139. Vel ere Perſonerne, ſom anklagedes for ulovlig Handel med Grønlendingerne, ikke nævnte ved Navn i Brevet, men ved Sammenhold med Annalernes Beretning ſeer man dog tydeligt, at det netop er Bjørn Einarsſøn og hans Medreiſende, ſom menes; det er ogſaa ſaaledes antaget og paaviiſt i „Grønl. hiſt. M.“ l. c. S. 138.
  2. Slegtregiſtret findes i Folio-Udgaven af Snorre Sturlasſøn, I. XLVIII ſaaledes: Einar — Vilborg — Erik — Einar.
  3. Finn Jonsſøns isl. Kirkehiſtorie, II. S. 130. Vidisſen er dateret den 10de