Grønland udnævnte Henrik, der opholdt sig deels i Danmark, deels i Norge, og sandsynligviis ved sin Udnævnelse havde faaet en almindelig Fuldmagt til at meddele saadanne Absolutioner i sit fjerne Biskopsdømme, hvorfra det i de fleste Tilfelde var umuligt at komme til Rom; men hvilken Fuldmagt dog vist ikke gjaldt andetsteds. Med denne Absolution vendte Vigfuus tilbage i 1391, men opførte sig fremdeles som en Voldsmand, saaat han omsider atter blev bannsat[1]. Der nævnes endvidere om Folk, der havde begaaet flere Snigmord, og som straffedes med at blive levende begravne: en Straf, som dog ingensteds findes i Loven. Ogsaa Elementerne vare i Oprør. I 1381 var der saa lidet Gres, som der i Mands Minde havde været, men derimod regnede det mere, end nogen kunde mindes; heraf fulgte igjen svære Jordskred og Steenskred, endog der, hvor man hidtil ej havde seet dem, til stor Skade for Mark og Jord[2]. Uveiret og Stormene voldte igjen Skibbrud. I 1380 eller 1381 blev et Skib fordrevet til Grønlands Kyst, kaldet Olafsbollen eller Olafssuden, og Folkene maatte overvintre der; næste Aar (1381 eller 1382) forliiste et Skib, tilhørende Biskopsstolen i Skaalholt, men Mandskabet reddede sig, næsten som ved et Underverk, paa en aaben Baad til Grønland, hvor de traf Folkene paa Olafssuden og kom med den derfra[3]. I 1382 omkom den rige og megtige Bonde Einar Erikssøn i Vatnsfjord, af den gamle Vatnsfjord-Ætt, med flere Folk, paa Isafjorden (d. 29de Marts)[4]. Hans Søn Bjørn, der siden blev en meget anseet og navnkyndig Mand, havde i 1385 det Uheld at blive fordreven til Grønland, formodentlig paa en Reise til Norge, med et af sine egne Skibe, thi ikke mindre end fire Islandsfarere, berettes der, bleve da fordrevne til Grønland, og paa dem var Bjørn Einarssøn saavelsom en Sigurd Loftssøn, kaldet Hvitkoll, der synes at have været hans fortrolige Ven og Tilhænger. De havde været i den yderste Fare formedelst Driviis, saaat de endog aflagde det højtidelige Løfte, at de vilde foretage en Pilegrimsreise til det hellige Land, hvis de nu bleve frelste. De kom, som sagt, til Grønland, skjønt efter at have lidt stor Skade paa Skibene, og de bleve nu nødsagede til at opholde sig der i to Aar, formodentlig paa Grund af Storm og Iisgang. Imidlertid havde de ogsaa andre Vanskeligheder at kæmpe med. Da de vilde kjøbe Levnetsmidler og andre uundværlige Fornødenheder af Indbyggerne, vægrede disse sig ved at selge dem noget, uden at de ogsaa kjøbte af de egentlige saakaldte grøn-
