Side:Det norske Folks Historie 2-2.djvu/296

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
248
Olaf Haakonsſøn.

Grønland udnævnte Henrik, der opholdt ſig deels i Danmark, deels i Norge, og ſandſynligviis ved ſin Udnævnelſe havde faaet en almindelig Fuldmagt til at meddele ſaadanne Abſolutioner i ſit fjerne Biſkopsdømme, hvorfra det i de fleſte Tilfelde var umuligt at komme til Rom; men hvilken Fuldmagt dog viſt ikke gjaldt andetſteds. Med denne Abſolution vendte Vigfuus tilbage i 1391, men opførte ſig fremdeles ſom en Voldsmand, ſaaat han omſider atter blev bannſat[1]. Der nævnes endvidere om Folk, der havde begaaet flere Snigmord, og ſom ſtraffedes med at blive levende begravne: en Straf, ſom dog ingenſteds findes i Loven. Ogſaa Elementerne vare i Oprør. I 1381 var der ſaa lidet Gres, ſom der i Mands Minde havde været, men derimod regnede det mere, end nogen kunde mindes; heraf fulgte igjen ſvære Jordſkred og Steenſkred, endog der, hvor man hidtil ej havde ſeet dem, til ſtor Skade for Mark og Jord[2]. Uveiret og Stormene voldte igjen Skibbrud. I 1380 eller 1381 blev et Skib fordrevet til Grønlands Kyſt, kaldet Olafsbollen eller Olafsſuden, og Folkene maatte overvintre der; næſte Aar (1381 eller 1382) forliiſte et Skib, tilhørende Biſkopsſtolen i Skaalholt, men Mandſkabet reddede ſig, næſten ſom ved et Underverk, paa en aaben Baad til Grønland, hvor de traf Folkene paa Olafsſuden og kom med den derfra[3]. I 1382 omkom den rige og megtige Bonde Einar Eriksſøn i Vatnsfjord, af den gamle Vatnsfjord-Ætt, med flere Folk, paa Iſafjorden (d. 29de Marts)[4]. Hans Søn Bjørn, der ſiden blev en meget anſeet og navnkyndig Mand, havde i 1385 det Uheld at blive fordreven til Grønland, formodentlig paa en Reiſe til Norge, med et af ſine egne Skibe, thi ikke mindre end fire Islandsfarere, berettes der, bleve da fordrevne til Grønland, og paa dem var Bjørn Einarsſøn ſaavelſom en Sigurd Loftsſøn, kaldet Hvitkoll, der ſynes at have været hans fortrolige Ven og Tilhænger. De havde været i den yderſte Fare formedelſt Driviis, ſaaat de endog aflagde det højtidelige Løfte, at de vilde foretage en Pilegrimsreiſe til det hellige Land, hvis de nu bleve frelſte. De kom, ſom ſagt, til Grønland, ſkjønt efter at have lidt ſtor Skade paa Skibene, og de bleve nu nødſagede til at opholde ſig der i to Aar, formodentlig paa Grund af Storm og Iisgang. Imidlertid havde de ogſaa andre Vanſkeligheder at kæmpe med. Da de vilde kjøbe Levnetsmidler og andre uundværlige Fornødenheder af Indbyggerne, vægrede disſe ſig ved at ſelge dem noget, uden at de ogſaa kjøbte af de egentlige ſaakaldte grøn-

  1. Sammeſteds, ved 1384, 1385, 1391, S. 336, 338, 350.
  2. Sammeſteds, S. 332.
  3. Sammeſteds, S. 334, jvfr. Grønlands hiſt. Mindesmerker, III. S. 34, 61.
  4. Isl. Annaler, Udg. S. 334.