Side:Det norske Folks Historie 2-2.djvu/295

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
247
1381—1387. Begivenheder paa Island.

Henrettelſer, og andre Tegn paa en mislig Samfundstilſtand, men da man forreſten veed lidet eller intet om de Perſoner, ſom enten udførte disſe Handlinger eller vare Offere for dem, ville vi her ej dvele udførligere derved, men kun omtale et Par af de meſt characteriſtiſke Tildragelſer. I Aaret 1385 i Julen, fortælles der, reed Gudmund, en Søn af den tidligere omtalte Lagmand Orm Snorresſøn, der endnu levede, tilligemed en Erik Gudmundsſøn hen til en vis Thord Jonsſøn, der boede i Borgarfjorden, tog ham til Fange i hans eget Hjem og lod ham halshugge, altſammen ifølge en af Orm Snorresſøn afſagt og der for nu mindſt 10 Aar gammel Dom. Dommen ſynes at have været uretferdig, idetmindſte betragtedes den ſaaledes, og Gudmunds og Eriks Handling vakte derfor almindelig Harme. Paa Thinget ſamme Aar blev Gudmund og hans Fader Orm, ſom det fortelles, betrængte ved Mandgang, det vil ſige, truede og angrebne af forbittrede Folkehobe, og Erik Gudmundsſøn maatte Aaret efter forlade Landet. Imidlertid havde Gudmund, ſaavidt man kan ſkjønne, ført et halv fredløſt Røverliv, thi der fortælles, at hans Mend begik Ran og Tyverier over hele Veſt- og Syd-Fjerdingen. Dog maatte ogſaa han endnu ſamme Aar fortrække; om han kom til Norge, vides ikke, men i 1388 var han paa Færøerne, hvor han en Nat, ſom der berettes, forſvandt paa en uforklarlig Maade, og Sysſelmanden, den oftere omtalte Greip Ivarsſøn, inddrog paa Kongens Vegne alt hans Efterladenſkab, da dette ifølge en over ham afſagt Dom var forfaldet til Kongens Kasſe, formedelſt hans ſtore Misgjerninger. Heldigere var Erik Gudmundsſøn, der endog drev det til at udnævnes til Hirdſtjore af Drottſeten, medens denne endnu førte Regjeringen, ſom det i det følgende vil blive berettet; men allerede Aaret efter blev han drebt[1]. De Ulykker, der ſaaledes overgik begge Thord Jonsſøns Drabsmend, betragtedes formodentlig ſom aabenbare Tegn paa hans Uſkyld, thi i 1389 blev hans Been efter Officialens Foranſtatning og hele Geiſtlighedens Samtykke flyttede til Stavholts Kirkegaard, og han ſelv betragtet ſom en Helgen, ſaaat man endog tilſkrev en Bøn til ham, at et Menneſke blev reddet i et ſtort Jordſkred paa Hjalleland, der indtraf omtrent ſamtidigt med det nys omtalte paa Langelid[2]. Der nævnes ligeledes om en megtig Mand ved Navn Vigfuus Floſesſøn, ſom i 1384 formedelſt ſtore Forbrydelſer var bleven ſat i Bann, med Paaleg at drage lige til den pavelige Curie at faa Abſolution. Han reiſte ogſaa afſted næſte Aar, men kom ikke til Rom, thi han fik fuld Abſolution for alle ſine Forſeelſer af den til Biſkop i

  1. Sammeſteds, S. 338, 340, ved 1385, 1386, 1387, 1388.
  2. Sammeſteds, ved 1389 og 1390, S. 342, 346.