Henrettelser, og andre Tegn paa en mislig Samfundstilstand, men da man forresten veed lidet eller intet om de Personer, som enten udførte disse Handlinger eller vare Offere for dem, ville vi her ej dvele udførligere derved, men kun omtale et Par af de mest characteristiske Tildragelser. I Aaret 1385 i Julen, fortælles der, reed Gudmund, en Søn af den tidligere omtalte Lagmand Orm Snorressøn, der endnu levede, tilligemed en Erik Gudmundssøn hen til en vis Thord Jonssøn, der boede i Borgarfjorden, tog ham til Fange i hans eget Hjem og lod ham halshugge, altsammen ifølge en af Orm Snorressøn afsagt og der for nu mindst 10 Aar gammel Dom. Dommen synes at have været uretferdig, idetmindste betragtedes den saaledes, og Gudmunds og Eriks Handling vakte derfor almindelig Harme. Paa Thinget samme Aar blev Gudmund og hans Fader Orm, som det fortelles, betrængte ved Mandgang, det vil sige, truede og angrebne af forbittrede Folkehobe, og Erik Gudmundssøn maatte Aaret efter forlade Landet. Imidlertid havde Gudmund, saavidt man kan skjønne, ført et halv fredløst Røverliv, thi der fortælles, at hans Mend begik Ran og Tyverier over hele Vest- og Syd-Fjerdingen. Dog maatte ogsaa han endnu samme Aar fortrække; om han kom til Norge, vides ikke, men i 1388 var han paa Færøerne, hvor han en Nat, som der berettes, forsvandt paa en uforklarlig Maade, og Sysselmanden, den oftere omtalte Greip Ivarssøn, inddrog paa Kongens Vegne alt hans Efterladenskab, da dette ifølge en over ham afsagt Dom var forfaldet til Kongens Kasse, formedelst hans store Misgjerninger. Heldigere var Erik Gudmundssøn, der endog drev det til at udnævnes til Hirdstjore af Drottseten, medens denne endnu førte Regjeringen, som det i det følgende vil blive berettet; men allerede Aaret efter blev han drebt[1]. De Ulykker, der saaledes overgik begge Thord Jonssøns Drabsmend, betragtedes formodentlig som aabenbare Tegn paa hans Uskyld, thi i 1389 blev hans Been efter Officialens Foranstatning og hele Geistlighedens Samtykke flyttede til Stavholts Kirkegaard, og han selv betragtet som en Helgen, saaat man endog tilskrev en Bøn til ham, at et Menneske blev reddet i et stort Jordskred paa Hjalleland, der indtraf omtrent samtidigt med det nys omtalte paa Langelid[2]. Der nævnes ligeledes om en megtig Mand ved Navn Vigfuus Flosessøn, som i 1384 formedelst store Forbrydelser var bleven sat i Bann, med Paaleg at drage lige til den pavelige Curie at faa Absolution. Han reiste ogsaa afsted næste Aar, men kom ikke til Rom, thi han fik fuld Absolution for alle sine Forseelser af den til Biskop i
