Althinget. Imidlertid havde Kong Olaf, eller de, der styrede i hans Navn, allerede tidligere beskikket baade Hirdstjore og Lagmend i Landet. Hirdstjore blev fremdeles Andres Sveinssøn, der i 1379 var kommen over til Norge tilligemed Biskop Oddgeir, og som vel derved des lettere kunde udvirke, at han bekræftedes i sit Embede. Efter nogle Haandskrifter af de islandske Annaler skal han allerede være kommen ud til Island i 1380, og Troskabseedens Afleggelse, der formodentlig skete ved hans Foranstaltning, have fundet Sted i 1381; andre Haandskrifter lade ham komme ud i 1381, og Eeden blive aflagt i 1382; endnu andre flytte begge Begivenheder fremdeles eet Aar lengere frem. Det sandsynligste er, at hans Udnævnelse først fandt Sted efter Hyldingen i Norge, altsaa om Sommeren 1381, at han samme Høst kom ud til Island, og at Troskabseeden saaledes blev aflagt paa det følgende Althing, nemlig først i Juli 1382[1]. I 1381, formodentlig samtidigt med Andres’s Fornyelse i Hirdstjornen, beskikkedes ogsaa Rafn, en Søn af den før omtalte Hirdstjore Botulf Andressøn, og Svigersøn af Thorstein Eyjulvssøn, til Lagmand for Nord- og Vest-Fjerdingen umiddelbart efter denne, og det anmerkes udtrykkeligt, og altsaa som en Særegenhed, at Embedet betroedes ham for Livstid[2]. Ravn havde ligesom Andres Sveinssøn været i Norge, da han udnævntes, og var saaledes formodentlig reist over med Anbefaling fra sin Svigerfader, der nu maa have været gammel og svag og derfor vel ønskede at fravige Embedet, men naturligviis ogsaa helst at have Svigersønnen til Eftermand. Ravn beklædte dog Embedet ikke længere end til 1389, da han omkom ved et forferdeligt Jordfald, der ødelagde hans Gaard Langelid i Hørgaardal (d. 18de November), saaledes som det i det følgende nærmere vil blive omtalt, og den gamle Thorstein maatte da endnu engang overtage Embedet[3]. Lagmand syd og øster var formodentlig en vis Bjørn, kaldet Klova-Bjørn, der udnævntes i 1377[4], men man veed forresten aldeles intet om ham. Tilstanden paa Island i denne Tid beskrives som yderst sørgelig. Der dannede sig Flokker (d. e. Ufreds-Flokker) og herskede Fredløshed, heder det[5], og derhos rasede fremdeles Sott og Mandedød over hele Landet[6]. Annalerne nævne ogsaa flere anseede Mend, som i denne Tid døde, formodentlig som Offere for Sygdommen. Der tales om Manddrab, om
