Side:Det norske Folks Historie 2-2.djvu/294

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
246
Olaf Haakonsſøn.

Althinget. Imidlertid havde Kong Olaf, eller de, der ſtyrede i hans Navn, allerede tidligere beſkikket baade Hirdſtjore og Lagmend i Landet. Hirdſtjore blev fremdeles Andres Sveinsſøn, der i 1379 var kommen over til Norge tilligemed Biſkop Oddgeir, og ſom vel derved des lettere kunde udvirke, at han bekræftedes i ſit Embede. Efter nogle Haandſkrifter af de islandſke Annaler ſkal han allerede være kommen ud til Island i 1380, og Troſkabseedens Afleggelſe, der formodentlig ſkete ved hans Foranſtaltning, have fundet Sted i 1381; andre Haandſkrifter lade ham komme ud i 1381, og Eeden blive aflagt i 1382; endnu andre flytte begge Begivenheder fremdeles eet Aar lengere frem. Det ſandſynligſte er, at hans Udnævnelſe førſt fandt Sted efter Hyldingen i Norge, altſaa om Sommeren 1381, at han ſamme Høſt kom ud til Island, og at Troſkabseeden ſaaledes blev aflagt paa det følgende Althing, nemlig førſt i Juli 1382[1]. I 1381, formodentlig ſamtidigt med Andres’s Fornyelſe i Hirdſtjornen, beſkikkedes ogſaa Rafn, en Søn af den før omtalte Hirdſtjore Botulf Andresſøn, og Svigerſøn af Thorſtein Eyjulvsſøn, til Lagmand for Nord- og Veſt-Fjerdingen umiddelbart efter denne, og det anmerkes udtrykkeligt, og altſaa ſom en Særegenhed, at Embedet betroedes ham for Livstid[2]. Ravn havde ligeſom Andres Sveinsſøn været i Norge, da han udnævntes, og var ſaaledes formodentlig reiſt over med Anbefaling fra ſin Svigerfader, der nu maa have været gammel og ſvag og derfor vel ønſkede at fravige Embedet, men naturligviis ogſaa helſt at have Svigerſønnen til Eftermand. Ravn beklædte dog Embedet ikke længere end til 1389, da han omkom ved et forferdeligt Jordfald, der ødelagde hans Gaard Langelid i Hørgaardal (d. 18de November), ſaaledes ſom det i det følgende nærmere vil blive omtalt, og den gamle Thorſtein maatte da endnu engang overtage Embedet[3]. Lagmand ſyd og øſter var formodentlig en vis Bjørn, kaldet Klova-Bjørn, der udnævntes i 1377[4], men man veed forreſten aldeles intet om ham. Tilſtanden paa Island i denne Tid beſkrives ſom yderſt ſørgelig. Der dannede ſig Flokker (d. e. Ufreds-Flokker) og herſkede Fredløshed, heder det[5], og derhos raſede fremdeles Sott og Mandedød over hele Landet[6]. Annalerne nævne ogſaa flere anſeede Mend, ſom i denne Tid døde, formodentlig ſom Offere for Sygdommen. Der tales om Manddrab, om

  1. Isl. Annaler, Udg. S. 334.
  2. Sammeſteds, S. 332.
  3. Sammeſteds, S. 346., jvfr. Safn til Sögn Íslands II. S. 72.
  4. Isl. Annaler, Udg. S. 328.
  5. Sammeſteds, ved 1382, S. 334.
  6. Sammeſteds, ved 1381 og 1382, S. 332, 334.