Side:Det norske Folks Historie 2-2.djvu/290

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
242
Olaf Haakonsſøn.

ten hos Landsmend eller Fremmede, og aflagde Eed herpaa. Overtrederne af dette Forbud ſkulde bøde 8 Ertoger og 13 Mk. i Brevebrud og derhos have Skibet forbrudt. Endvidere forbødes det alle kongelige Ombudsmend, fornemmelig Fehirden i Bergen, at taale eller tillade, at nogen byggede Skib imod dette Forbud, men derimod paalagdes det dem at confiſkere Skibet for dem, ſom handlede derimod, ligeſom ogſaa Lagmendene ſkulde dømme dem efter Loven, ſom Sysſelmendene ſagſøgte for deres Domſtol i Anledning af dette Forbuds Overtredelſe.

Dette Forbud maatte, naar det ſtrengt overholdtes, legge ſaa mange Hindringer i Vejen for de unge foretagelſeslyſtne Nordmend, der endnu ſøgte at arbeide ſig op ved Handelsdrift, at man let kan friſtes til at tro, at de kloge Hanſeater, der havde al Grund til at frygte Opkomſten af en indenlandſk og formuende Handelsſtand i Norge, havde ved alſkens Midler, maaſkee endog mindre hederlige, faaet Raadsherrerne til at udſtede det. Thi naar alene de Nordmend, der allerede vare Capitaliſter, ſkulde have Lov til at handle, og ingen ung Begynder maatte grunde ſine Forretninger paa fremmede Capitaler, er det jo klart, at ingen ſelvſtændig norſk Handelsſtand — den man nu juſt trengte meſt til — kunde komme op ved Siden af Hanſeaterne. Dog, naar man har den totale Ukyndighed i den rette Handelspolitik for Øje, ſom i denne Tid og lenge efter herſkede hos de Styrende ej alene i Norge, men i hele Norden, vil man godt kunne forſtaa, at neppe nogen ſaadan Indblæsning fra Hanſeſtæderne behøvedes for at forlede Raadsherrerne til dette falſke Skridt. Vi have allerede forhen ſeet, hvilken Frygt der herſkede hos Magthaverne for, at „Landet ſkulde legges øde, Jorden ſavne Dyrkning og Skatterne forringes, naar altfor mange vilde ſlaa ſig paa Handelen;“ og denne Frygt var ſikkert tilſtrekkelig til at kunne fremkalde det her omtalte, ja endnu verre Misgreb, uden at der fra Hanſeſtædernes Side udfordredes anden Indvirkning — om overhoved en ſaadan har fundet Sted — end det ubetydeligſte Vink. Forbudet gjaldt vel egentlig kun Farten paa Nordland, Finmarken og Skatlandene, men ſaavidt man kan ſee, var denne Handelsfart den eneſte, der nu beſkjeftigede norſke Kjøbmend og norſke Skibe, medens Handelen paa Udlandet ganſke var i Hanſeaternes Hender. Og ſaaledes arbeidede Regjeringen, i ſin Ængſtelſe for at Kronindtægterne ſkulde forringes, ligeſom ſlagen med Blindhed, til det Maal, der omſider desverre opnaaedes, nemlig at den ſidſte Reſt af Nordmendenes egen Handelsrørelſe paa det nærmeſte tilintetgjordes, og at de fjernere Skatlande, hvis Velferd nu, paa Grund af Regjeringsmonopolet, afhang af Forſyningen fra Norge, oftere kom i den yderſte Nød, medens Sejladſen til Grønland omſider ganſke ophørte, ſaaledes ſom det i det følgende vil blive viiſt.