Side:Det norske Folks Historie 2-2.djvu/289

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
241
1381. Raads- og Biſkopsmøde i Tunsberg.

og efterſeet Kong Magnus’s oprindelige Forordning derom, udſtedte de forſamlede Herrer i Kongens Navn en ny Forordning til de nys ankomne Islandsfarere ſaavelſom alle dem, der ſenere kunde komme, at de ſkulde holde ſig de eldre Beſtemmelſer efterrettelige og ordentligt udrede Afgiften; navnlig ſkulde Islandsfarernes Svene ikke unddrage ſig Ydelſen, ſaaledes ſom de en Tidlang havde gjort. Dog tilføjedes ogſaa her, at Forordningen alene ſkulde gjelde, indtil Kongen blev myndig, ſaafremt han da fandt det raadeligt at gjøre nogen Forandring deri. Hvad der mere er forhandlet paa dette Møde, vides ikke.

Det næſte Møde, der holdtes i Tunsberg, var, ſom vi have ſeet, talrigere; navnlig var alle Norges Biſkoper der tilſtede, og det havde ſaaledes Præget af et virkeligt Rigsmøde, hvilket vel ogſaa er Grunden til, at de her fattede Beſtemmelſer ej ligeſom de, der vedtoges paa de forrige Møder, kun erklæredes gjeldende under Kongens Umyndighedstid[1]. Her var det ikke alene en Deel af Raadet, der fattede Beſlutninger paa ſit eget Anſvar, med Forbehold af yderligere Bekræftelſe, men det hele Raad kunde give fine Beſtemmelſer fuld og varig Gyldighed. Saaledes vedtoges her og udſtedtes ſiden under den 26de Auguſt i Kong Olafs Navn forſkjellige Beſtemmelſer, ſamlede i Retterbodform. En af disſe Beſtemmelſer var en ny Indſkerpelſe af Sekkegjeld-Ydelſen. Der klagedes fremdeles, heder det, over, at det Gods, der kom fra Island, blev udſkibet, førend Sekkegjeldet var erlagt til Kronen, og derfor blev nu enhver ſaadan Udſkibning forbudt under Brevebrudsſtraf. Men desforuden blev der og truffet et Par andre Beſtemmelſer, af hvilke man kunde ønſke, at idetmindſte den ene aldrig havde været udklekket, ſaa ødeleggende blev den og maatte den i Tidens Løb blive for Norges Handelsrørelſe og ſtore Landſkabers Velvære. I Anledning af de hyppige Klager, der fremdeles hørtes over, at de Mend, der vilde holde ſit Huusvæſen og ſit Landbrug vedlige, ikke kunde faa Arbeidsfolk, fordi de fleſte unge Mend lagde ſig paa Kjøbferd, tvertimod Kong Magnus’s og Haakons Beſtemmelſe, blev denne ſtrengt indſkerpet, ſaaledes at ingen herefter maatte ſejle i Kjøbferd, ſom ikke ejede indtil femten forngilde Mark gjeldfrit. Dette kunde dog endnu nogenledes lade ſig høre. Men desforuden blev det beſtemt, at til Forebyggelſe af, at Landet „ſkulde mere ligge øde, end Konge og Folk kunde være tjent med“, ſkulde herefter ingen enten i By eller Bygd have Tilladelſe til at bygge noget Kjøbmandsſkib for dermed at ſejle nord i Landet eller til Skatlandene, undtagen de, ſom formaaede at gjøre det af ſit eget Gods uden at optage Laan en-

  1. N. gl. L. III. S. 216—218.