Side:Det norske Folks Historie 2-2.djvu/289

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
241
1381. Raads- og Biskopsmøde i Tunsberg.

og efterseet Kong Magnus’s oprindelige Forordning derom, udstedte de forsamlede Herrer i Kongens Navn en ny Forordning til de nys ankomne Islandsfarere saavelsom alle dem, der senere kunde komme, at de skulde holde sig de eldre Bestemmelser efterrettelige og ordentligt udrede Afgiften; navnlig skulde Islandsfarernes Svene ikke unddrage sig Ydelsen, saaledes som de en Tidlang havde gjort. Dog tilføjedes ogsaa her, at Forordningen alene skulde gjelde, indtil Kongen blev myndig, saafremt han da fandt det raadeligt at gjøre nogen Forandring deri. Hvad der mere er forhandlet paa dette Møde, vides ikke.

Det næste Møde, der holdtes i Tunsberg, var, som vi have seet, talrigere; navnlig var alle Norges Biskoper der tilstede, og det havde saaledes Præget af et virkeligt Rigsmøde, hvilket vel ogsaa er Grunden til, at de her fattede Bestemmelser ej ligesom de, der vedtoges paa de forrige Møder, kun erklæredes gjeldende under Kongens Umyndighedstid[1]. Her var det ikke alene en Deel af Raadet, der fattede Beslutninger paa sit eget Ansvar, med Forbehold af yderligere Bekræftelse, men det hele Raad kunde give fine Bestemmelser fuld og varig Gyldighed. Saaledes vedtoges her og udstedtes siden under den 26de August i Kong Olafs Navn forskjellige Bestemmelser, samlede i Retterbodform. En af disse Bestemmelser var en ny Indskerpelse af Sekkegjeld-Ydelsen. Der klagedes fremdeles, heder det, over, at det Gods, der kom fra Island, blev udskibet, førend Sekkegjeldet var erlagt til Kronen, og derfor blev nu enhver saadan Udskibning forbudt under Brevebrudsstraf. Men desforuden blev der og truffet et Par andre Bestemmelser, af hvilke man kunde ønske, at idetmindste den ene aldrig havde været udklekket, saa ødeleggende blev den og maatte den i Tidens Løb blive for Norges Handelsrørelse og store Landskabers Velvære. I Anledning af de hyppige Klager, der fremdeles hørtes over, at de Mend, der vilde holde sit Huusvæsen og sit Landbrug vedlige, ikke kunde faa Arbeidsfolk, fordi de fleste unge Mend lagde sig paa Kjøbferd, tvertimod Kong Magnus’s og Haakons Bestemmelse, blev denne strengt indskerpet, saaledes at ingen herefter maatte sejle i Kjøbferd, som ikke ejede indtil femten forngilde Mark gjeldfrit. Dette kunde dog endnu nogenledes lade sig høre. Men desforuden blev det bestemt, at til Forebyggelse af, at Landet „skulde mere ligge øde, end Konge og Folk kunde være tjent med“, skulde herefter ingen enten i By eller Bygd have Tilladelse til at bygge noget Kjøbmandsskib for dermed at sejle nord i Landet eller til Skatlandene, undtagen de, som formaaede at gjøre det af sit eget Gods uden at optage Laan en-

  1. N. gl. L. III. S. 216–218.