Side:Det norske Folks Historie 2-2.djvu/29

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
XXI

franſke Revolution behandlede Munch ſiden med ſtørre Udførlighed i et ſæregent Arbeide, der var beſtemt til Brug ved Læsningen til Anden-Examen, men hvilket Skrift imidlertid forblev ufuldført. Senere leverede han ingen Arbeider i Verdenshiſtorien, uden forſaavidt han bearbeidede og rettede den norſke i 1847 paabegyndte, men aldrig fuldførte Overſættelſe af Held og Corvins „Illuſtrerede Verdenshiſtorie,“ til hvis anden Deel han gav en ſelvſtændig Fremſtilling af Skandinaviens Middelalders-Hiſtorie.

Han var imidlertid paany vendt tilbage til Fremſtillingen af Fædrelandets Hiſtorie, og udgav 1847 „Underholdende Tildragelſer af Norges Hiſtorie“, et nærmeſt paa Ungdommen beregnet Populærſkrift. Dette Arbeide udmærker ſig ved en let og tiltalende Fremſtilling, der endog paa enkelte Steder, ſom allerede tidligere en fagkyndig Anmelder har bemærket, „minder om W. Scotts uovertræffelige Tales of a Grandfather“. Hos Mange opſtod Lyſten til at ſee vor hele Hiſtorie behandlet paa ſamme Maade, og Munch indbød ogſaa kort efter til Subſkription paa en „Norges Hiſtorie i Fortællinger“, idet han foruden Andre henpegede paa Fryxell og W. Scott ſom ſine Mønſtre. Men paa Grund af den ringe Subſkription udkom dog ikke disſe Fortællinger, og dette turde forſaavidt være godt, ſom han maaſkee ellers vilde blevet forhindret fra over ſamme Emne at give os det Værk, ſom ikke blot er blevet Forfatterens Hovedværk, men ogſaa et Hovedværk i hele Nordens hiſtoriſke Literatur, nemlig „Det norſke Folks Hiſtorie“.

Ved det Motto, Forfatteren har valgt til dette ſit Arbeide, har han udtalt det Maal, han derved havde ſtillet ſig. Det er Niebuhrs Ord: „Ich werde ſuchen die Kritik der Geſchichte nicht nach dunkeln Gefühlen, ſondern forſchend, auszuführen, nicht ihre Reſultate, welche nur blinde Meinungen ſtiften, ſondern die Unterſuchungen ſelbſt in ihrem ganzen Umfange vortragen“. Med andre Ord: ſom kritiſk Hiſtorieſkriver har han ikke villet lade det beroe ved at meddele ſine Reſultater, — han har tillige ſtræbt „at fore Læſeren ind i det hele Apparat, hvoraf Reſultaterne fremgaae.“ Saa uryddet og tildeels forfuſket, ſom den norſke Hiſtorie tidligere var, har der ſaaledes ingen ſlagen Landevei været at ile jævnt frem paa, men han har ſelv „Skridt for Skridt maattet bane ſig Vei med Øxen og Spaden i Haanden“; og der har, ſom han i Værkets Fortale ſiger, ei alene været naturlige, men endog kunſtige Hindringer at rydde tilſide og træde under Fødder. Derfor har Fortællingens Gang maattet afbrydes af mange Digresſioner og Underſøgelſer, hvorved Værket nødvendigviis er blevet en „mindre underholdende Læsning for Alle og Enhver“, end han maa-