Side:Det norske Folks Historie 2-2.djvu/29

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
XXI

franske Revolution behandlede Munch siden med større Udførlighed i et særegent Arbeide, der var bestemt til Brug ved Læsningen til Anden-Examen, men hvilket Skrift imidlertid forblev ufuldført. Senere leverede han ingen Arbeider i Verdenshistorien, uden forsaavidt han bearbeidede og rettede den norske i 1847 paabegyndte, men aldrig fuldførte Oversættelse af Held og Corvins „Illustrerede Verdenshistorie,“ til hvis anden Deel han gav en selvstændig Fremstilling af Skandinaviens Middelalders-Historie.

Han var imidlertid paany vendt tilbage til Fremstillingen af Fædrelandets Historie, og udgav 1847 „Underholdende Tildragelser af Norges Historie“, et nærmest paa Ungdommen beregnet Populærskrift. Dette Arbeide udmærker sig ved en let og tiltalende Fremstilling, der endog paa enkelte Steder, som allerede tidligere en fagkyndig Anmelder har bemærket, „minder om W. Scotts uovertræffelige Tales of a Grandfather“. Hos Mange opstod Lysten til at see vor hele Historie behandlet paa samme Maade, og Munch indbød ogsaa kort efter til Subskription paa en „Norges Historie i Fortællinger“, idet han foruden Andre henpegede paa Fryxell og W. Scott som sine Mønstre. Men paa Grund af den ringe Subskription udkom dog ikke disse Fortællinger, og dette turde forsaavidt være godt, som han maaskee ellers vilde blevet forhindret fra over samme Emne at give os det Værk, som ikke blot er blevet Forfatterens Hovedværk, men ogsaa et Hovedværk i hele Nordens historiske Literatur, nemlig „Det norske Folks Historie“.

Ved det Motto, Forfatteren har valgt til dette sit Arbeide, har han udtalt det Maal, han derved havde stillet sig. Det er Niebuhrs Ord: „Ich werde suchen die Kritik der Geschichte nicht nach dunkeln Gefühlen, sondern forschend, auszuführen, nicht ihre Resultate, welche nur blinde Meinungen stiften, sondern die Untersuchungen selbst in ihrem ganzen Umfange vortragen“. Med andre Ord: som kritisk Historieskriver har han ikke villet lade det beroe ved at meddele sine Resultater, – han har tillige stræbt „at fore Læseren ind i det hele Apparat, hvoraf Resultaterne fremgaae.“ Saa uryddet og tildeels forfusket, som den norske Historie tidligere var, har der saaledes ingen slagen Landevei været at ile jævnt frem paa, men han har selv „Skridt for Skridt maattet bane sig Vei med Øxen og Spaden i Haanden“; og der har, som han i Værkets Fortale siger, ei alene været naturlige, men endog kunstige Hindringer at rydde tilside og træde under Fødder. Derfor har Fortællingens Gang maattet afbrydes af mange Digressioner og Undersøgelser, hvorved Værket nødvendigviis er blevet en „mindre underholdende Læsning for Alle og Enhver“, end han maa-