Hvad der især maatte mishage den danske Recensent var Forfatterens nationale Iver, der stillede Danmarks Forhold til Norge i et slettere Lys end man tidligere var vant til. Justitiarius Berg havde i den Sag først brudt Banen, og Munch, som nu talte i samme Retning, maatte derfor sinde sig i at blive betegnet som den, der ganske fulgte i hans Spor, og som paany bragte „uretfærdige Ytringer om Danmark“ ud iblandt Publikum. Hvad ellers Müller mest bebreidede Forf. var ubillige Domme om Personer; men han erkjendte ogsaa hans Arbeides gode Sider, og da anden Udgave af Allens priisbelønnede Danmarks-Historie udkom, sagde han i sin Anmeldelse heraf, at man „maatte foretrække Munchs kortfattede Udtog af Skandinaviens Historie, – havde denne Bog blot været skrevet i en anden Aand og Tone“. (For Literatur og Kritik I, 108). Men da dette Skrift, ligesom overhovedet alle Munchs større Arbeider, var bleven forfattet under Trykningen og alt eftersom denne skred frem, var derved fremkommet en vis Uensartethed i Behandlingen af de forskjellige Partier, der kunde gjøre en ny Bearbeidelse af Værket ønskelig, og navnligen gjaldt dette om første Afsnit. En saadan Bearbeidelse havde han ogsaa begyndt paa og nogle Ark vare allerede trykte, da han begav sig paa Reisen til Rom, hvormed uheldigviis den nye Udgave ganske indstilledes.
Paa de ovenfor nævnte Skrifter fulgte „Nordens gamle Gude- og Heltesagn i kortfattet Fremstilling“ (Christiania 1840). Denne Bog, i hvis Fremstilling flere af den yngre Eddas Fortællinger ere gjengivne i Oversættelse, udmærker sig ved et særdeles populært og simpelt Sprog og har derfor fundet en meget stor Læsekreds og mægtigen bidraget til at vække Sandsen for vor Sagntid. Bogens egentlige mythologiske Deel var ufuldstændig og mindre tilfredsstillende og er ogsaa ganske bleven omarbeidet i tvende senere udkomne Oplag (1845 og 1854, hvert med sin forskjellige Titel).
Efterat Munch havde forsøgt at afhjælpe Trangen til Lærebøger i Fædrelandets Historie, vendte han sig ogsaa til Bearbeidelsen af Verdenshistorien. Han udgav saaledes i 1840 „Verdenhistoriens vigtigste Begivenheder fra de ældste Tider indtil den franske Revolution i kortfattet Fremstilling“. Men Bogen, hvori Rotteck tildeels sees at have været Forfatterens Mønster, var for sammentrængt og stofrig til i Almindelighed at kunne tjene som Lærebog; thi for at kunne benytte den med Fordeel, maatte man have det historiske Stof inde. Ikke desto mindre troe vi at sinde Historikeres Medhold, naar vi betegne den som et historiskt Arbeide, der er høist mærkeligt baade ved Begivenhedernes pragmatiske Fremstilling og ved en historisk Kunst, som neppe er overtruffet i Forfatterens mere læste og kjendte Skrifter. Tiden fra
