Side:Det norske Folks Historie 2-2.djvu/28

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
XX

Hvad der iſær maatte mishage den danſke Recenſent var Forfatterens nationale Iver, der ſtillede Danmarks Forhold til Norge i et ſlettere Lys end man tidligere var vant til. Juſtitiarius Berg havde i den Sag førſt brudt Banen, og Munch, ſom nu talte i ſamme Retning, maatte derfor ſinde ſig i at blive betegnet ſom den, der ganſke fulgte i hans Spor, og ſom paany bragte „uretfærdige Ytringer om Danmark“ ud iblandt Publikum. Hvad ellers Müller meſt bebreidede Forf. var ubillige Domme om Perſoner; men han erkjendte ogſaa hans Arbeides gode Sider, og da anden Udgave af Allens priisbelønnede Danmarks-Hiſtorie udkom, ſagde han i ſin Anmeldelſe heraf, at man „maatte foretrække Munchs kortfattede Udtog af Skandinaviens Hiſtorie, — havde denne Bog blot været ſkrevet i en anden Aand og Tone“. (For Literatur og Kritik I, 108). Men da dette Skrift, ligeſom overhovedet alle Munchs ſtørre Arbeider, var bleven forfattet under Trykningen og alt efterſom denne ſkred frem, var derved fremkommet en vis Uensartethed i Behandlingen af de forſkjellige Partier, der kunde gjøre en ny Bearbeidelſe af Værket ønſkelig, og navnligen gjaldt dette om førſte Afſnit. En ſaadan Bearbeidelſe havde han ogſaa begyndt paa og nogle Ark vare allerede trykte, da han begav ſig paa Reiſen til Rom, hvormed uheldigviis den nye Udgave ganſke indſtilledes.

Paa de ovenfor nævnte Skrifter fulgte „Nordens gamle Gude- og Helteſagn i kortfattet Fremſtilling“ (Chriſtiania 1840). Denne Bog, i hvis Fremſtilling flere af den yngre Eddas Fortællinger ere gjengivne i Overſættelſe, udmærker ſig ved et ſærdeles populært og ſimpelt Sprog og har derfor fundet en meget ſtor Læſekreds og mægtigen bidraget til at vække Sandſen for vor Sagntid. Bogens egentlige mythologiſke Deel var ufuldſtændig og mindre tilfredsſtillende og er ogſaa ganſke bleven omarbeidet i tvende ſenere udkomne Oplag (1845 og 1854, hvert med ſin forſkjellige Titel).

Efterat Munch havde forſøgt at afhjælpe Trangen til Lærebøger i Fædrelandets Hiſtorie, vendte han ſig ogſaa til Bearbeidelſen af Verdenshiſtorien. Han udgav ſaaledes i 1840 „Verdenhiſtoriens vigtigſte Begivenheder fra de ældſte Tider indtil den franſke Revolution i kortfattet Fremſtilling“. Men Bogen, hvori Rotteck tildeels ſees at have været Forfatterens Mønſter, var for ſammentrængt og ſtofrig til i Almindelighed at kunne tjene ſom Lærebog; thi for at kunne benytte den med Fordeel, maatte man have det hiſtoriſke Stof inde. Ikke deſto mindre troe vi at ſinde Hiſtorikeres Medhold, naar vi betegne den ſom et hiſtoriſkt Arbeide, der er høiſt mærkeligt baade ved Begivenhedernes pragmatiſke Fremſtilling og ved en hiſtoriſk Kunſt, ſom neppe er overtruffet i Forfatterens mere læſte og kjendte Skrifter. Tiden fra