paa den Maade, at han anførte Antiq. Russes som Kilde og hertil bemærkede, at den der udtalte Mening var „tiltraadt af P. A. Munch i Christiania illustrerede Nyhedsblad for 22de Sept. 1855“. Paa denne Maade saa det ud, som om Munch havde gjort sig vigtig med Rafns Lærdom, medens de Undersøgelser, hvortil han havde henvist, dog vare af ham selv og ingen Anden. Mod Danskernes gjentagne Forsøg paa at tilegne sig en Hovedandeel i den oldnorske Literatur ved at henføre denne til Island alene og indføre Benævnelsen „oldnordisk“ som den ene gyldige Oversættelse af „norrön“, har Munch senest og vistnok med størst Klarhed og Skarphed udtalt sig i en Artikel „Nordisk, Norsk,Dansk“ i „Illustr. Nyhedsblad“ for 1861, hvori han resumerede Stridens Hovedpunkter med de mest afgjørende og slaaende Beviser.
Munchs Forfatterskab kan henføres under fire forskjellige Afdelinger: Historie, Geographie, Sproggranskning og Journalistik. Af disse Afdelinger, er den første, hvorunder tillige maa henføres hans antikvariske og mythologiske Arbeider, baade den indholdsrigeste og betydningsfuldeste.
Munchs tidligste Forsøg i historisk Retning og tillige hans første Forfatterskab er en udførlig Bedømmelse af Fayes Norgeshistorie, skrevet i Novbr. 1831, altsaa i hans etogtyvende Aar, hvilken fik Plads i det af Danmarks dygtigste Videnskabsmænd redigerede „Maanedsskrift for Literatur“. Han viste allerede her, at han ikke alene var nøie hjemme i Fædrelandets Historie, men at han ogsaa var en Mand, der ikke agtede blindt hen at vandre i Forgjængeres Fodspor. Sin historiske Dygtighed godtgjorde han snart end yderligere ved forskjellige Bidrag i „Samlinger til det norske Folks Sprog og Historie“, hvortil Aktstykker i Kjøbenhavn vare samlede, og hvoriblandt kan nævnes en Textudgave med Oversættelse af de saa kaldte Ágrip af Norges Historie. Munchs første større og særskilte historiske Arbeide var en temmelig udførlig „Norges, Sveriges og Danmarks Historie“, der udkom i Christiania i 1838 og næste Aar esterfulgtes af et Udtog samt af en kort Norgeshistorie for Begyndere. Disse Skrifter vare alle egentlig bestemte til Skolebrug; men i det første og største kom Forfatteren til i saamange og væsentlige Stykker at afvige fra det Vedtagne, at det blev et videnskabeligt Arbeide med originale Synsmaader. Den danske Historiker Paludan-Müller fandt sig beføiet til i en udførlig Anmeldelse i Petersens „Tidsskrift for Literatur“ (3die Bind) at fremhæve som et Misgreb, at uagtet denne Skandinaviens Historie skulde være en Skolebog, dog Forfatteren „i Almindelighed havde villet fremsætte sin Anskuelse om Nordens Historie for et større Publikum“.
