Side:Det norske Folks Historie 2-2.djvu/26

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
XVIII

haft, end mindre ytret. Saaledes anføres der etſteds, at jeg ſkulde mene, at Gotiſk er det germaniſke Urſprog, deraf Tydſk, deraf Danſk, deraf Norſk, deraf Islandſk: en Mening, jeg ikke engang behøver at fralægge mig; thi jeg har kun benyttet Gotiſk ſom et germaniſk Sprog paa et ældre Stadium end noget andet til Indkig i det ældre Sprog-Maſkineri, uden nogenſinde at udgive det for Moderſproget.“

Et af Munchs alvorligſte Skridt for at vindicere Norges nationale Ret, var hans Optræden i 1845 mod Oldſkriſtſelſkabets daværende Beſtyrelſe, hvis Virkſomhed udviſte adſkillige Misligheder. Egentlig kan man ſige, at der fra den Tid Munch og Keyſer ſendtes ned til Kjøbenhavn begyndte en ny Perode i Behandlingen af oldnorſke Skrifter; thi da viſte det ſig, at man ikke altid behøvede Islændingerne til Mellem-Mænd ved disſe Skrifters Udgivelſe; og den Kontrol, disſe norſke Lærde viſte ſig at kunne udøve, gjorde Vedkommende varſommere og nøiagtigere. Men efterhaanden løiede Oldſkriftſelſkabet af, og i 1845 var det ſaaledes nødvendigt at give det en ny Vækker. Munch gjorde det med Strenghed og Grundighed, idet han i en Artikel i Dahl’s Literaturtidende blottede de af Selſkabet begangne Feil iſær mod Norge, hvis Deeltagelſe i den gamle Literatur ligeſom ſkuppedes bort. Senere fik Munch en ſæregen Foranledning til at beklage ſig over Oldſkriftſelſkabet, eller rettere Sjælen i ſamme, Konferentsraad Rafn. Efter Finn Magnusſøns Død tog han nemlig paa Rafns Anmodning Deel i Redaktionen af de af Oldſkriftſelſkabet beſørgede „Antiquités Russes & orientales“, ſaaledes at han leverede ſamtlige Indledninger og oplyſende Noter til Stykkerne i hele førſte Bind fra S. 15 af og til en ſtor Deel af andet Bind, navnlig til den deri optagne Udgave af Ottars og Ulfſteins Reiſeberetninger; og desuden meddelte han ſærſkilte Afhandlinger, foruden at han i det Hele taget havde en Stemme med i Valget af Stykkerne. Men dette blev af Rafn faa lidet eller dunkelt fremhævet i Fortalen til Værket, at Rafn ſelv er bleven anſeet ſom Forfatteren, navnlig i en vidtløftig Recenſion af den lærde Akademiker Kunik i det petersborgſke Videnſkabs-Akademies Skrifter. Endog danſke Lærde ere her blevne ſkuffede med Henſyn til Forfatterſkabet. Idetmindſte ſynes Genealogen Kønigsfeldt at have antaget Rafn for Forfatter af ovennævnte Værk. Thi da Munch (i „Illuſtr. Nyhedsblad“ for 1855) havde berigtiget en gjentaget Vildfarelſe i de danſke Kongers Slægtsrække med Henviisning til Antiq. Russes, i hvis genealogiſke Tabeller, forfattede af ham ſelv, han allerede i Forveien havde indført Forbedringen, rettede Konigsfeldt i den nye Udgave af ſine fortjenſtlige „Genealogiſk-hiſtoriſke Tabeller“ Feilen efter Munch, men