Side:Det norske Folks Historie 2-2.djvu/25

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
XVII

nordiſk, medens den ſamtidige jydſke Lov ſiges at være ſkrevet paa gammel Danſk. Thi hvad der er Oldnordiſk eller gammel Nordiſk, er jo dog tillige gammel Danſk; men da nu Sproget i jydſke Lov ikke er det ſamme ſom Sproget i den norſke Lov eller Sagaen, ſaa er det altſaa ikke Oldnordiſk i danſk Betydning, følgelig er gammel Danſk forſkjellig fra Oldnordiſk, og Danſk ſaaledes ikke Nordiſk, — og dog ſkal det jo tillige være nordiſk — kort man indvikler ſig i et uopløſeligt Væv af Selvmodſigelſer, for at holde paa en Benævnelſe, ſom aldrig Vedkommende ſelv brugte, thi ſaavel Nordmændene, ſom Islændingerne kaldte deres Sprog norrønt, d. e. norſkt. Viſtnok ſøge de Danſke ogſaa at faae ud, at norrøn, der oprindelig betyder „hvad der er fra Norden“, anvendt paa Folk og Sprog ſkulde betyde „nordiſk“; men det er en ubeſtridelig Kjendsgjerning, at det ligeſom Subſtantivet „Nordmænd“ endog nuomſtunder, kun ſigter til Norge og betegner hvad der er derfra; ſaaledes f. E., naar der i den gamle veſtgotiſke Lov ſkjelnes mellem „gøtſk Mand“, „ſvenſk Mand“, „norrøn Mand“ og „danſk Mand“, eller naar der i islandſke Sagaer tales om et Skib beſat „deels med islandſke, deels med norrøne Mænd“, eller i et norſk Diplom om „norrøne Skind og islandſke Skind“. Islændingerne have igjen, deels paa Grund af deres Forfædres Fortjeneſter af Literaturen, deels fordi Sproget i ſin gamle grammatiſke Bygning nu kun lever hos dem, fordret at det ſkulde kaldes islandſk Benævnelſen er viſtnok mindre vildledende end oldnordiſk; men deels ſtrider det mod al Rimelighed og Brug, at et Sprog ſkal benævnes efter en Koloni, ikke efter Moderfolket, og at det ſaaledes f. Ex. ſkal hede, at Nordmanden Eyvind Skaldaſpilder, neppe 100 Aar efter Islands Opdagelſe, digtede ſit Haakonarmaal, ikke paa Norſk, men paa Islandſk; deels gaaer man ikke Islændernes Ære for nær, naar man bruger den Benævnelſe paa Sproget, ſom de ſelv brugte lige til det 18de Aarhundrede, nemlig norrønt, d. e. Norſk; endog den islandſke Bibeludgave af 1728 ſiges paa Titelbladet at være á norrønu“. For Vindikationen af Norges Ret i denne Henſeende har jeg derfor og maattet høre ilde af Islænderne, ſom om jeg vilde forringe deres Hæder; dog har den Udførlighed, hvormed Islands Hiſtorie af mig i Norges Hiſtorie er behandlet, ſom det lader, viſt dem, at jeg kun bar fægtet for, hvad jeg anſaa for Sandhed, og at jeg er beredvillig til at yde Nationen al fortjent Roes. Formedelſt mine ſproghiſtoriſke Underſøgelſer have og de mere Enſidige, der ei kunde finde ſig i at Sandheden ſkal overordnes nationale Henſyn og ſom derhos ikke ſelv beſidde ſproglige Kundſkaber nok til at forſtaae Underſøgelſernes Gang, imputeret mig Meninger, ſom jeg aldrig har