nordisk, medens den samtidige jydske Lov siges at være skrevet paa gammel Dansk. Thi hvad der er Oldnordisk eller gammel Nordisk, er jo dog tillige gammel Dansk; men da nu Sproget i jydske Lov ikke er det samme som Sproget i den norske Lov eller Sagaen, saa er det altsaa ikke Oldnordisk i dansk Betydning, følgelig er gammel Dansk forskjellig fra Oldnordisk, og Dansk saaledes ikke Nordisk, – og dog skal det jo tillige være nordisk – kort man indvikler sig i et uopløseligt Væv af Selvmodsigelser, for at holde paa en Benævnelse, som aldrig Vedkommende selv brugte, thi saavel Nordmændene, som Islændingerne kaldte deres Sprog norrønt, d. e. norskt. Vistnok søge de Danske ogsaa at faae ud, at norrøn, der oprindelig betyder „hvad der er fra Norden“, anvendt paa Folk og Sprog skulde betyde „nordisk“; men det er en ubestridelig Kjendsgjerning, at det ligesom Substantivet „Nordmænd“ endog nuomstunder, kun sigter til Norge og betegner hvad der er derfra; saaledes f. E., naar der i den gamle vestgotiske Lov skjelnes mellem „gøtsk Mand“, „svensk Mand“, „norrøn Mand“ og „dansk Mand“, eller naar der i islandske Sagaer tales om et Skib besat „deels med islandske, deels med norrøne Mænd“, eller i et norsk Diplom om „norrøne Skind og islandske Skind“. Islændingerne have igjen, deels paa Grund af deres Forfædres Fortjenester af Literaturen, deels fordi Sproget i sin gamle grammatiske Bygning nu kun lever hos dem, fordret at det skulde kaldes islandsk Benævnelsen er vistnok mindre vildledende end oldnordisk; men deels strider det mod al Rimelighed og Brug, at et Sprog skal benævnes efter en Koloni, ikke efter Moderfolket, og at det saaledes f. Ex. skal hede, at Nordmanden Eyvind Skaldaspilder, neppe 100 Aar efter Islands Opdagelse, digtede sit Haakonarmaal, ikke paa Norsk, men paa Islandsk; deels gaaer man ikke Islændernes Ære for nær, naar man bruger den Benævnelse paa Sproget, som de selv brugte lige til det 18de Aarhundrede, nemlig norrønt, d. e. Norsk; endog den islandske Bibeludgave af 1728 siges paa Titelbladet at være á norrønu“. For Vindikationen af Norges Ret i denne Henseende har jeg derfor og maattet høre ilde af Islænderne, som om jeg vilde forringe deres Hæder; dog har den Udførlighed, hvormed Islands Historie af mig i Norges Historie er behandlet, som det lader, vist dem, at jeg kun bar fægtet for, hvad jeg ansaa for Sandhed, og at jeg er beredvillig til at yde Nationen al fortjent Roes. Formedelst mine sproghistoriske Undersøgelser have og de mere Ensidige, der ei kunde finde sig i at Sandheden skal overordnes nationale Hensyn og som derhos ikke selv besidde sproglige Kundskaber nok til at forstaae Undersøgelsernes Gang, imputeret mig Meninger, som jeg aldrig har
