Side:Det norske Folks Historie 2-2.djvu/24

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
XVI

dringer, indtil de endelig i Braavallaſlaget brød den ſamlede danſk-gotiſke Magt og gjorde ſig til Herrer over Danmark, hvor deres Efterkommere, antagende Navnet Daner, blandede ſig med det tidligere gotiſke Folk af dette Navn og dannede det nyere Danefolk.

„Disſe Anſkuelſer, ſaavelſom mine Beſtræbelſer for at vindicere vor Nationalitets Ret og overhoved den hiſtoriſke Sandhed, have, ſom bekjendt, vakt megen Modſigelſe iſær blandt de Danſke, der ikke kunde finde ſig i at man afviger fra de gamle ukritiſke Hypotheſer fra tidligere Dage, da Alt gik ud paa at fremſtille Danerne ſom Nordens Principalfolk. Viin Hovedmaxime er dog kun suum cuique og Sandheden fremfor alt. Det er intet, ſom har ſkadet den nordiſke Hiſtorieforſkring mere end den Sammenrøren af danſk, norſk og ſvenſk, ſom de tidligere, iſær danſke Hiſtoriforſkere i deres Iver for at være nordiſke, (og maaſke tildeels paa Grund af den tilfældige Omſtædighed, at ſaa mange nordiſke Manuſkripter ere komne i Danmarks Værge) have gjort ſig ſkyldig i. Det maa nødvendigviis lede til gale Reſultater, naar man af den Omſtændighed, at Sagaer fortælle, at den og den Skik brugtes ved Gilder paa Island, eller at Nordmændene byggede ſaadanne og ſaadanne Huſe, ſlutter, at netop det ſamme fandtes i Danmark. Saaledes iſær med Sproget. Det er en bekjendt Sag, at man i Danmark lægger ſærdeles Vægt paa, at kalde vort Oldſprog „oldnordiſk“, ſom om det var fælles for hele Norden. Nu har jeg naturligviis aldrig nægtet, at der maa have været den Tid, da alle nordiſke Folk talte ſamme Sprog; men jeg mener kun, at denne Tid ligger næſten forud for den nordiſke Hiſtorie, og at vi i alle Fald ingen Sproglevninger have derfra. De Skrifter, fra hvilke vi kjende vore Oldſprog, naae ikke længer op end til det 12te Aarhundrede i det allerhøieſte, og da vare de tre nordiſke Sprog, ſkjønt meget lige, — ſom de endnu ere — dog ligeſaa afgjort forſkjellige, ſom Svenſk — og Danſk ere nu; altſaa med ſamme Ret, ſom nu Svenſk og Danſk kaldes to ſærſkilte Sprog, med ſamme Ret maa Svenſk, Danſk og Norſk c. 1200 kaldes trende ſærſkilte Sprog. Man behøver ogſaa kun at ſammenligne Sproget i Kongeſpejlet og Magnus Haakonſøns norſke Lov med den omtrent ſamtidige Valdemar II’s jydſke Lov, for at ſee, hvor forſkjelligt Norſk og Danſk da vare. Nu mener jeg altſaa — og enhver vil give mig Ret deri — at det er en ei alene latterlig, men endogſaa ſkadelig Paaſtaaelighed (da den er vildfarende), naar de Danſke altid kalde det i Norge i Middelalderen og paa Island brugelige Sprog Oldnordiſk iſtedetfor Oldnorſk eller gammel Norſk. Man behøver jo kun at iagttage det Urimelige i at f. Ex. Magnus’s Lov og Haakon Haakonſøns Saga ſkal ſiges at være ſkrevet paa Old-