Side:Det norske Folks Historie 2-2.djvu/284

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
236
Olaf Haakonsſøn.

med den Skam, heder det hos en ſamtidig Chroniſt[1], ikke at have vovet at oppebie en Kvinde. Hermed endte Fjendtlighederne for denne Gang, og fornyedes ikke for det førſte, da Albrecht neppe følte ſig iſtand dertil og optoges derhos mere end forhen af ſit fedrene Hertugdømme Mecklenburgs Anliggender, efterat hans Brødre Henrik og Magnus begge vare døde (1383 og 1385). Uſandſynligt er det ikke, at Bo Jonsſøn kan have meglet en Stilſtand, ſiden Kong Albrecht i November 1384 var i Jønkøping, hvilken Stad tilligemed Rumblaborgs Lehn og en Deel af Finveden nu ogſaa hørte til Bo Jonsſøns Beſiddelſer, og derfor paa en vis Maade kunde betragtes ſom et neutralt Territorium. Thi under dette Ophold i Jønkøping pantſatte Kong Albrecht Lagaholm til en Henrik Andersſøn, der ſynes at have været en ſkaanſk eller hallandſk Herremand og ſnarere at have heldet til Dronningens, end til Kong Albrechts Parti, med den Forpligtelſe, at holde det aabent for ham, og give ham eller hans Befuldmegtigede det tilbage, naar Panteſummen, 100 Mk. brendt, betaltes: en Overdragelſe, ſom Albrecht dog neppe ſynes at kunne have bekvemmet ſig til med ſin gode Vilje[2]. Merkeligt er det ogſaa, at tvende af det gamle Kongehuſes Tilhengere, Tubbe Eriksſøn og Jon Oddesſøn, omtrent paa ſamme Tid ogſaa opholdt ſig i Jønkøping[3]. Maaſkee var Stilſtanden endog noget tid-

    gerne var med, maa man ſlutte af Henrik Anderſøns Forſikringsbrev af 19de April 1387 (Styffes Bidrag S. 189, jfr. nedenfor). Vicke v. Vitzen havde endnu Kalmar (ſee Suhm XIV. S. 861. Man faar ſaaledes det Indtryk, at Kong Albrecht fornemmelig, eller næſten udelukkende, havde fine tydſke Herrer og ſkaanſke Tilhængere med ſig paa Toget, og faa eller ingen ſvenſke Herrer. Det ſeer endog ud til, at han holdt ſig ſaa ſydligt og maaſkee begyndte Toget fra det øſtlige Skaane af for at undgaa at komme i Berørelſe med Bo Jonsſøn og hans Fogeder. Det lader ikke til, at Bo Jonsſøn, da det kom til Stykket, ydede ham videre Hjelp, ſkjønt han havde bebudet det i ſit Teſtament. Derimod har han ſnarere været rede til at megle Stilſtand.

  1. Nemlig i det oftere paaberaabte Chonicon af 1389 (Scr. R. Dan. III. 534).
  2. Ved Brev af 26de Novbr. 1384 erkjendte Henrik Andersſøn, at han havde Lagaholms Slot med tilhørende Landſkab til Pant af Kong Albrecht for 100 Mark brendt, og lovede ved Panteſummens Betaling at give det tilbage, i Styffe, No. 77, Side 183). Men denne ſamme Henrik Andersſøn var det, ſom omtrent ved ſamme Tid gik i Borgen for Nisſe Svarteſkaaning, Dronningens Slotsherre paa Kongsbakke, da han og de øvrige „Sørøvere“ indgik den føromtalte Fred; altſaa maa Henrik idetmindſte have været en Ven af ham, og formodentlig og af Hr. Henning Putbuſch, der var med at megle Freden. (See Bunge, l. c. S. 1382).
  3. Brev af Kong Albrecht, dat. Jønkøping d. 27de Novbr. 1384, og af Tubbe Eriksſøn, dat. ſammeſteds den 20de Novbr. om en Pantſettelſe af Jordegods