Imidlertid opnaaede .dog Albrecht i 1384, formodentlig om Sommeren[1], saameget at han fik et Krigstog istand mod den danske Grændse, ved hvilket ogsaa Bo Jonssøn, som Ordene i hans Testament antydede, var med, eller idetmindste skulde være med, ligesom vel og flere andre svenske Herrer, uden at man dog kan see, at de ydede ham nogen virkelig Hjelp. Thi hans fornemste Krigsstyrke synes at have bestaaet i de Tropper, som hans Tilhængere og Lehnsherrer i det østlige Skaane, nemlig begge Duverne, Jakob Axelssøn, vel ogsaa begge Snakenborgerne, Gerhard og Heyne, Vicke v. Vitzen i Kalmar og flere af hans tydske Venner, skaffede ham[2]. Han brød ogsaa kun ind i Skaane og i søndre Halland, hvor han var heldig nok til at erobre Lagaholms Slot. Da Kong Albrecht ved Paasketider allerede var iferd med at begynde Toget, havde Dronningen endnu neppe nogen Tanke om, at det vilde gaa for sig, siden hun begav sig til Hansedagen i Stralsund (den 24de April) og der aftalte et nyt Møde med Stædernes Gesandter i Skaane til den 8de September. Dette var vel ogsaa Aarsagen til Albrechts Fremgang i Begyndelsen. Men da Margrete og Henning Drottsete havde samlet en Hær og med den ilede Albrecht imøde, flygtede han strax tilbage til Sverige
- ↑ Aaret 1384 angives udtrykkeligt i det danske Chronicon af 1389, (Scr. r. Dan. VI. 534), og Angivelsens Rigtighed bekræftes saavel af Bo Jonssøns Testament, som af Dronning Margretes ovenfor meddelte Undskyldning til Hansestæderne, at hun for Krigens Skyld ikke efter Løfte havde kunnet møde deres Gesandter i September 1384, eller til dette Mode indkalde sine Slotsherrer. Huitfeld (S. 569) henfører Krigstoget, uagtet han øjensynligt omtaler det efter det selvsamme Chronicon, urigtigt til 1383, hvilken Fejl siden er gaaet over i andre, nyere Beretninger, saaledes i Jahns Unionshistorie S. 11. Naar det her beder, at Albrecht i 1382 faldt ind i Skaane og bemegtigede sig Turstorpsø, hvor den kongelige Statholders Broder blev drebt, da er dette en aldeles vilkaarlig Forklaring af hiint Chronicons simple og korte, af os ovenfor omtalte, Ord, at Gjaldkeren Hr. Snur Galen mistede Slottet Turstorpsø, og at Hr. Holmger, en skaansk Ridder, der blev drebt. Snarere var det Dronningen, der lod ham det fratage; thi i 1386 var det i hendes Vold, (l. c.) og Tuve Galen havde viist sig venskabeligt sindet mod Mecklenburgerne (see ovenfor S. 74). Huitfeld siger (S. 571) efter selve Gavebrevet, at hun havde kjøbt det af ham, neppe med hans gode Vilje.
- ↑ I nysnævnte Chronicon siges det udtrykkeligt, at Kong Albrecht efterat have taget til sig ikke faa Riddersmend fra Skaane (adjunctis sibi non paucis militaribus de Scaniâ), brød ind i Skaane og Halland og tog Lagaholm. Det maa altsaa især have været de Herrer, til hvem Hertug Albrecht i 1378 havde pantsat Gerde, Jerestads og Gøinge Hereder i Skaane, (see ovenfor S. 74); dog var Jerestads Hered før 1387 kommet i Heyne Snakenborgs Vold (see det samme Chron. S. 535). At Birke v. Vitzen og Snakenbor-
Abraham Broderssøn paa Kongsbakke, en af de megtigste Mend i Halland, der siden kom til at spille en betydelig Rolle og var Dronningen ivrigt hengiven, Jep Muus paa Lindholm (der lidt senere havde Vardberg) undlod vist heller ikke at agitere for Dronningen.
