Side:Det norske Folks Historie 2-2.djvu/280

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
232
Olaf Haakonsſøn.

der er unegteligt et eller andet, ſom beſtyrker en ſaadan Gjetning. Paa faldende er det, at Slottene Øreſteen og Oppenſteen i det ſydveſtlige Veſtergøtland, hvoraf det ſidſte og formodentlig ogſaa det førſte endnu mod Udgangen af 1382 var i Margretes eller hendes Slotsfogders Hender, og Kinds Hered, der endnu ved Midſommerstid 1383 ſynes at have tilhørt hende[1], i den førſte Deel af 1384 vare komne i Drottſeten Bo Jonsſøns Beſiddelſer[2]. Det maa altſaa være ſkeet i Løbet af 1383, netop paa den Tid, da den ſidſte alvorlige Tviſt herſkede mellem Kong Albrecht og Raadet, eller, ſom man nu ligeſaagodt kan ſige, Bo Jonsſøn, hvis Magt i Sverige formedelſt hans uhyre Rigdom og de mange Forleninger, han efterhaanden havde tilpantet ſig, nu var ſaa ſtor, at Kongens egen i Forhold dertil ſvandt ind til en Ubetydelighed, og hvem man vel derfor er berettiget til at betragte ſom Hovedmanden for de Foranſtaltninger eller Truſler, der aftvang Kongen den nysomtalte ydmygende Erklæring. Men hvorledes vare vel hine tvende Slotte faldne i hans Hender? Noget Krigstog, hvorved de fratoges Margretes Slotsfogder, omtales ingenſteds og ſynes heller ikke at have fundet Sted. Saadant maatte desuden under det daværende ſpendte Forhold mellem Kongen og Bo Jonsſøn være foretaget af denne paa egen Haand, hvilket ikke er videre ſandſynligt, ligeſom man neppe engang kan paapege nogen Tid i 1383, da et ſaadant Krigstog med nogen Rimelighed kunde antages at have gaaet for ſig, ſaaſom de ikke faa Brevſkaber fra dette Aar, hvori Bo Jonsſøn omtales, viſer, at han i den meſte Tid af Sommeren og Høſten ferdedes i det øſtlige Sverige[3]. De nævnte Slotte med tilhørende Hereder (Kind og Mark) maa ſaaledes ad fredelig Vej, efter Dagthingning og mod Udbetaling af en beſtemt Panteſum, have været over-

  1. I det nys omtalte Brev af 31te October 1382, vedkommende Udlesningen af Abrumstorps Slot, nævnes ſom Forlover Johan Liſte, Høvedsmand paa Oppenſteen for Dronningen, altſaa holdt han det da endnu for hendes Regning. Og da Bremen og Oppenſteen, der laa nær hinanden, ſom ofteſt nævnes ſammen, ofte ſtod under een Høvding, og fordetmeſte ſynes at have deelt Skjebne med hinanden, bliver det ſandſynligt, at ogſaa Øreſteen i Marks Hered, der laa Vardberg meget nærmere, ſamtidigt var i Dronningens Hereder. Og i et Brev i det ſv. Rigsarchiv af 29de Juni 1383, formodentlig udſtedt enten paa Kongsbakke, eller paa Vardberg, ſiden Nisſe Svarteſkaaning nævnes ſom Vidne, forføjer Karl Nikolasſøn over Gods ſaavel i Halland ſom i Kindshered. Dette viſer aabenbart at Kindshered (og ſaaledes Oppenſteen) da endnu ſtod i nærmere Forbindelſe med Halland og altſaa adlød Dronningen.
  2. Bo Jonsſøn opregner dem nemlig blandt ſine Pantelehn i ſit Teſtamente af 17de April 1384, ſom vi i det følgende nærmere komme til at omtale.
  3. Bo Jonsſøn var 2den Auguſt 1383 i Vadſtena, 28de Septbr. i Veſteraas, 19de November i Nykøping, 13de December paa Bjerkø (Breve i det ſv. Rigsarchiv).