over den Umyndighedstilstand, hvori han befandt sig lige over for Raadet og Høvdingerne, havde gjort nye Forsøg paa at afkaste Aaget, og saaledes gjort Brud paa de højtidelige Tilsagn, han tilforn havde maattet give. Men alle saadanne Attentater kunde ej andet end lede til nye Krænkelser for ham, især da han nu ej længer havde sin megtige og statskloge Fader at ty til. Saaledes maatte han paa Gripsholm den 18de September 1383 udstede en højst ydmygende Forskrivning, hvori han erklærede, at han „af sit hele Hjerte og sin Tanke havde bortkastet al Mistykke, Misstemning, Mistro og Tvedragt, der paa nogen Maade og i nogetsomhelst Stykke havde kunnet reise sig mellem ham og hans Raadgivere, navnlig Drottseten Bo Jonssøn, samt alle de øvrige i Riget boende Mend, høje og lave, læge eller lærde“; Uenigheden skulde betragtes, som om den aldrig havde fundet Sted, og Kongen skulde aldrig drages det til Minde, som indtil denne Dag havde kunnet afstedkomme nogen Skade eller Uvilje; og for at al saadan Uvilje og Mistro ganske kunde forebygges, overlod og lagde Kongen sig „med hele sin Tro ind til Rigets Raadgivere, om al hans egen og Rigets Bestaaen, og om alt hvad der kunde angaa ham selv, Riget eller Indbyggerne, og vilde han i alle Erender eller Stykker rette sig efter deres Vilje og i ingen Maade derfra afvige, men med oprigtig Troskab og Kjærlighed omgaaes dem, styrke dem i al deres Ret, og med god Tro lade dem blive ved alle de Breve og Rettigheder uforkrænkede, som før maatte være givne dem eller nogen enkelt af dem. Thi det maatte han nu erkjende, at med Rigets Raadgiveres Raad kunde han bedst ramme Rigets og Undersaatternes Bedste“[1]. Dette var altsaa hverken mere eller mindre end en ydmygst Beden om Forladelse og Kryben til Korset fra hans Side; han havde modtaget Skrud, som en Skoledreng. Men saa langt fra, at sligt kunde fremkalde hos ham det venlige og tillidsfulde Sind mod Raadet, som dette fordrede, maatte det tvertimod have opirret ham dobbelt imod det, medens Raadet og Herrerne paa deres Side vist heller ikke et eneste Øjeblik tvivlede om, at hans Løfter hverken vare eller kunde være oprigtige, og at alene Frygt og Afmagt afholdt ham fra at prøve nye Forsøg paa at afryste Aaget og hevne de lidte Krænkelser. Det er saaledes let at begribe, paa hvor svage Fødder Enigheden mellem Konge og Folk stod i Sverige, og hvor lidet der skulde til for at afstedkomme et aabenbart Brud imellem dem. Det er af de paafølgende Begivenheder umiskjendeligt, og i sig selv naturligt, at jo længere Tid der hengik efter Kong Magnus’s og hans Søns Fordrivelse, desto mere traadte Erindringen om hans foregivne Daarligheder i Skyggen, saameget mere som mange af disse endog kun vare ham paa-
- ↑ Brevet er aftrykt i Tillegget til Hadorphs Udg. af Riimkrøniken S. 39.
