Side:Det norske Folks Historie 2-2.djvu/277

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
229
1383. Kong Albrecht i Sverige paany ydmyget af Stormendene.

over den Umyndighedstilſtand, hvori han befandt ſig lige over for Raadet og Høvdingerne, havde gjort nye Forſøg paa at afkaſte Aaget, og ſaaledes gjort Brud paa de højtidelige Tilſagn, han tilforn havde maattet give. Men alle ſaadanne Attentater kunde ej andet end lede til nye Krænkelſer for ham, iſær da han nu ej længer havde ſin megtige og ſtatskloge Fader at ty til. Saaledes maatte han paa Gripsholm den 18de September 1383 udſtede en højſt ydmygende Forſkrivning, hvori han erklærede, at han „af ſit hele Hjerte og ſin Tanke havde bortkaſtet al Mistykke, Misſtemning, Mistro og Tvedragt, der paa nogen Maade og i nogetſomhelſt Stykke havde kunnet reiſe ſig mellem ham og hans Raadgivere, navnlig Drottſeten Bo Jonsſøn, ſamt alle de øvrige i Riget boende Mend, høje og lave, læge eller lærde“; Uenigheden ſkulde betragtes, ſom om den aldrig havde fundet Sted, og Kongen ſkulde aldrig drages det til Minde, ſom indtil denne Dag havde kunnet afſtedkomme nogen Skade eller Uvilje; og for at al ſaadan Uvilje og Mistro ganſke kunde forebygges, overlod og lagde Kongen ſig „med hele ſin Tro ind til Rigets Raadgivere, om al hans egen og Rigets Beſtaaen, og om alt hvad der kunde angaa ham ſelv, Riget eller Indbyggerne, og vilde han i alle Erender eller Stykker rette ſig efter deres Vilje og i ingen Maade derfra afvige, men med oprigtig Troſkab og Kjærlighed omgaaes dem, ſtyrke dem i al deres Ret, og med god Tro lade dem blive ved alle de Breve og Rettigheder uforkrænkede, ſom før maatte være givne dem eller nogen enkelt af dem. Thi det maatte han nu erkjende, at med Rigets Raadgiveres Raad kunde han bedſt ramme Rigets og Underſaatternes Bedſte“[1]. Dette var altſaa hverken mere eller mindre end en ydmygſt Beden om Forladelſe og Kryben til Korſet fra hans Side; han havde modtaget Skrud, ſom en Skoledreng. Men ſaa langt fra, at ſligt kunde fremkalde hos ham det venlige og tillidsfulde Sind mod Raadet, ſom dette fordrede, maatte det tvertimod have opirret ham dobbelt imod det, medens Raadet og Herrerne paa deres Side viſt heller ikke et eneſte Øjeblik tvivlede om, at hans Løfter hverken vare eller kunde være oprigtige, og at alene Frygt og Afmagt afholdt ham fra at prøve nye Forſøg paa at afryſte Aaget og hevne de lidte Krænkelſer. Det er ſaaledes let at begribe, paa hvor ſvage Fødder Enigheden mellem Konge og Folk ſtod i Sverige, og hvor lidet der ſkulde til for at afſtedkomme et aabenbart Brud imellem dem. Det er af de paafølgende Begivenheder umiskjendeligt, og i ſig ſelv naturligt, at jo længere Tid der hengik efter Kong Magnus’s og hans Søns Fordrivelſe, deſto mere traadte Erindringen om hans foregivne Daarligheder i Skyggen, ſaameget mere ſom mange af disſe endog kun vare ham paa-

  1. Brevet er aftrykt i Tillegget til Hadorphs Udg. af Riimkrøniken S. 39.