Denne Skildring af hendes tidligere fortrykte Omstændigheder og den Vending til det bedre, som Begivenhederne i 1386 medførte, er heel merkelig; den tør vel være noget overdreven, men medfører dog vistnok i det Hele taget Sandhed. Flere Omstændigheder vise, at hendes Hænder bare mere bundne før den Tid, end sidenefter, da hun idetmindste i Danmark kunde sette igjennem næsten hvadsomhelst hun vilde[1]. Nu maatte ogsaa de Sørøvere indgaa Fred, som ikke havde deeltaget i den tidligere Fredsslutning. Paa et Besøg, som Dronning Margrete selv aflagde ved Hansedagen i Lübeck den 13de Juli, og som vi i det følgende nærmere kommer til at omtale, førte hun nu et andet Sprog mod Stæderne end hidtil. Thi da der var Tale om at beramme et Møde for at bringe en endelig Fred med Sørøverne istand, vegrede hun sig ved at udsette Tiden lenger end til Midten af førstkommende September, „paa Grund af vigtige Erender, hun havde at udrette i Norge“ (formomodentlig i Anledning af Kongens Myndigheds-Erklæring, som det idet følgende vil sees); til den Tid maatte Stædernes Gesandter see til at indfinde sig i Vordingborg; Kong Olaf, sagde hun, vilde ej lenger sidde for Stædernes Maning (plages med idelige Erstatningskrav) af Stæderne, og hun vilde nu vide med Bestemthed, om Stæderne i Betragtning af den Fordeel, de kunde have af Kongen (nemlig Bekræftelsen af Privilegierne), vilde forlige sig med ham (det vil vel sige opgive alle Erstatningskrav) hvad Sørøverne angik. Stæderne fandt selv, at Ret og Billighed bød dem at føje sig herefter[2], og saaledes blev Fredsmødet holdt, paa aftalt Tid og Sted. Her blev der ogsaa virkelig baade paa Danmarks og Stædernes Vegne sluttet Fred, om end kun paa fire Aar, med de Sørøvere, som ikke allerede forhen havde indgaaet Stilstand, og hvilke nu, ligesom hine, maatte stille hver to andre Adelsmend til Borgen for Fredens Overholdelse. Hermed ophørte vel ikke Kaperierne ganske, men man hører dog ikke paa længere Tid tale derom, førend de saakaldte Vitalianere begyndte at forurolige Farvandene; men disse udrustedes fra mecklenburgske, ikke fra danske eller norske Havne.
- ↑ At flere af de fornemste Herrer endnu i 1384 vare ligesaa megtige som Dronningen, ja tildeels endog megtigere, synes at fremgaa af Bestemmelsen paa Hansedagen i April 1384 om de 9 Skibe, der fra Danmark skulde udrustes mod Sørøverne. Dronningen paatog sig nemlig kun at skaffe to, Hr. Henning Putbusch ligesaamange, og Konrad Molteke endog tre; to andre Herrer hver eet. (Suhm, XIVl S. 133).
- ↑ See Uddrag af Stædernes Brev til de preussiske Stæder i Recessus Hansæ, hos Suhm XIV. S. 162. 163. Her tales ogsaa om, at Norges Riges Raad skulde indfinde sig i Vordingborg tilligemed det danske, men deraf synes dog intet at være blevet.
