Side:Det norske Folks Historie 2-2.djvu/273

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
225
1381 fgg. Forhandlinger med Hanſeſtæderne.


Denne Skildring af hendes tidligere fortrykte Omſtændigheder og den Vending til det bedre, ſom Begivenhederne i 1386 medførte, er heel merkelig; den tør vel være noget overdreven, men medfører dog viſtnok i det Hele taget Sandhed. Flere Omſtændigheder viſe, at hendes Hænder bare mere bundne før den Tid, end ſidenefter, da hun idetmindſte i Danmark kunde ſette igjennem næſten hvadſomhelſt hun vilde[1]. Nu maatte ogſaa de Sørøvere indgaa Fred, ſom ikke havde deeltaget i den tidligere Fredsſlutning. Paa et Beſøg, ſom Dronning Margrete ſelv aflagde ved Hanſedagen i Lübeck den 13de Juli, og ſom vi i det følgende nærmere kommer til at omtale, førte hun nu et andet Sprog mod Stæderne end hidtil. Thi da der var Tale om at beramme et Møde for at bringe en endelig Fred med Sørøverne iſtand, vegrede hun ſig ved at udſette Tiden lenger end til Midten af førſtkommende September, „paa Grund af vigtige Erender, hun havde at udrette i Norge“ (formomodentlig i Anledning af Kongens Myndigheds-Erklæring, ſom det idet følgende vil ſees); til den Tid maatte Stædernes Geſandter ſee til at indfinde ſig i Vordingborg; Kong Olaf, ſagde hun, vilde ej lenger ſidde for Stædernes Maning (plages med idelige Erſtatningskrav) af Stæderne, og hun vilde nu vide med Beſtemthed, om Stæderne i Betragtning af den Fordeel, de kunde have af Kongen (nemlig Bekræftelſen af Privilegierne), vilde forlige ſig med ham (det vil vel ſige opgive alle Erſtatningskrav) hvad Sørøverne angik. Stæderne fandt ſelv, at Ret og Billighed bød dem at føje ſig herefter[2], og ſaaledes blev Fredsmødet holdt, paa aftalt Tid og Sted. Her blev der ogſaa virkelig baade paa Danmarks og Stædernes Vegne ſluttet Fred, om end kun paa fire Aar, med de Sørøvere, ſom ikke allerede forhen havde indgaaet Stilſtand, og hvilke nu, ligeſom hine, maatte ſtille hver to andre Adelsmend til Borgen for Fredens Overholdelſe. Hermed ophørte vel ikke Kaperierne ganſke, men man hører dog ikke paa længere Tid tale derom, førend de ſaakaldte Vitalianere begyndte at forurolige Farvandene; men disſe udruſtedes fra mecklenburgſke, ikke fra danſke eller norſke Havne.

  1. At flere af de fornemſte Herrer endnu i 1384 vare ligeſaa megtige ſom Dronningen, ja tildeels endog megtigere, ſynes at fremgaa af Beſtemmelſen paa Hanſedagen i April 1384 om de 9 Skibe, der fra Danmark ſkulde udruſtes mod Sørøverne. Dronningen paatog ſig nemlig kun at ſkaffe to, Hr. Henning Putbuſch ligeſaamange, og Konrad Molteke endog tre; to andre Herrer hver eet. (Suhm, XIVl S. 133).
  2. See Uddrag af Stædernes Brev til de preusſiſke Stæder i Recessus Hansæ, hos Suhm XIV. S. 162. 163. Her tales ogſaa om, at Norges Riges Raad ſkulde indfinde ſig i Vordingborg tilligemed det danſke, men deraf ſynes dog intet at være blevet.