paa dette Landskab); herefter skulde ingen Fejde finde Sted mellem begge Parter, og al Tvist mindeligen afgjøres ved Voldgift. Den ene af Parterne skulde understøtte den anden mod hans Fjender, naar dette forlangedes, og det bestemtes udtrykkeligt, at Greverne skulde sverge at opretholde Rigets Landefred til Lands og Vands mod Røverne. Herpaa aflagde saavel den unge Hertug som hans Brødre og deres gamle Farbroder Grev Claus højtidelig Eed, men det er let at forstaa, at uagtet Gerhard førte Hertugnavnet, var dog Claus den, der egentlig havde Magten og førte Regjeringen, saa længe han levede. Havde Margrete kunnet forudsee, hvilke Lidelser denne Forening mellem Holsten og Slesvig vilde bringe over Riget, da havde hun maaskee heller udsat sig for at have Holsterne til Fjender endnu en Tidlang, end indladt sig derpaa. Men saa fremsynet var man ej, og det er endog et stort Spørgsmaal, hvorvidt man i de Tider, selv om man havde kunnet forudsee den Denationalisering af Slesvig, hvortil denne Forlening aabnede Vejen, vilde have haft Forstand paa at erkjende den for en saa stor National-Ulykke, som den nu viser sig at have været. Dog viiste de første skade lige Følger af Foreningen sig tidligere, end maaskee endog Margrete selv havde tænkt sig muligt. Imidlertid havde hun dog nu faaet Fred fra den Kant, og Samtiden fandt dette hendes Skridt at være særdeles vel betænkt. Man betragtede hende nu, efter de skaanske Status Gjenerhvervelse og Fredens Oprettelse med Holsterne, som mange Gange megtigere end før. „I Aaret 1386“, siger den samtidige lübeckske Chronist, „kom Dronningen af Norge igjen i Besiddelse af Danmarks Rige ligesaa fuldstændigt som hendes Fader Valdemar havde haft det. Dette magede hun med stor Dygtighed, og paa den Maade, at hun først fik Skaane tilbage, og siden holdt en Dag med sine Modstandere Greven af Holsten, forenede sig ganske med dem til en evig Fred, og forlenede den arveligt med Hertugdømmet Slesvig. Da dette var skeet, faldt der en Angst og Bæven over alle Mend i Riget, der maatte erkjende denne Frues Viisdom og Styrke, og som nu bød sig hende og hendes Søn til Tjeneste. Hun indstevnede til sig Fogederne i Landet, drog fra Slot til Slot og lod sig hylde, og forflyttede hvilkensomhelst Foged fra det ene Slot til det andet, ligesom en Klosterforstander skikker sine Munke fra Kloster til Kloster. Dette skete endog i et Fjerdingaars Tid inden Kyndelmesse (herved menes formodentlig Februar 1387), og det er højligen at forundres over, at en Kvinde, der før var saa fattig, at hun ikke uden Venners Hjelp kunde give et Maaltid Mad, fordi alle hendes Slotte stode ude og vare beheftede mere ved Magt end med Ret, nu tilligemed sin Søn blev faa megtig i Løbet af et Fjerdingaar, at der intet manglede hende i hele Riget“.
