Side:Det norske Folks Historie 2-2.djvu/272

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
224
Olaf Haakonsſøn.

paa dette Landſkab); herefter ſkulde ingen Fejde finde Sted mellem begge Parter, og al Tviſt mindeligen afgjøres ved Voldgift. Den ene af Parterne ſkulde underſtøtte den anden mod hans Fjender, naar dette forlangedes, og det beſtemtes udtrykkeligt, at Greverne ſkulde ſverge at opretholde Rigets Landefred til Lands og Vands mod Røverne. Herpaa aflagde ſaavel den unge Hertug ſom hans Brødre og deres gamle Farbroder Grev Claus højtidelig Eed, men det er let at forſtaa, at uagtet Gerhard førte Hertugnavnet, var dog Claus den, der egentlig havde Magten og førte Regjeringen, ſaa længe han levede. Havde Margrete kunnet forudſee, hvilke Lidelſer denne Forening mellem Holſten og Slesvig vilde bringe over Riget, da havde hun maaſkee heller udſat ſig for at have Holſterne til Fjender endnu en Tidlang, end indladt ſig derpaa. Men ſaa fremſynet var man ej, og det er endog et ſtort Spørgsmaal, hvorvidt man i de Tider, ſelv om man havde kunnet forudſee den Denationaliſering af Slesvig, hvortil denne Forlening aabnede Vejen, vilde have haft Forſtand paa at erkjende den for en ſaa ſtor National-Ulykke, ſom den nu viſer ſig at have været. Dog viiſte de førſte ſkade lige Følger af Foreningen ſig tidligere, end maaſkee endog Margrete ſelv havde tænkt ſig muligt. Imidlertid havde hun dog nu faaet Fred fra den Kant, og Samtiden fandt dette hendes Skridt at være ſærdeles vel betænkt. Man betragtede hende nu, efter de ſkaanſke Status Gjenerhvervelſe og Fredens Oprettelſe med Holſterne, ſom mange Gange megtigere end før. „I Aaret 1386“, ſiger den ſamtidige lübeckſke Chroniſt, „kom Dronningen af Norge igjen i Beſiddelſe af Danmarks Rige ligeſaa fuldſtændigt ſom hendes Fader Valdemar havde haft det. Dette magede hun med ſtor Dygtighed, og paa den Maade, at hun førſt fik Skaane tilbage, og ſiden holdt en Dag med ſine Modſtandere Greven af Holſten, forenede ſig ganſke med dem til en evig Fred, og forlenede den arveligt med Hertugdømmet Slesvig. Da dette var ſkeet, faldt der en Angſt og Bæven over alle Mend i Riget, der maatte erkjende denne Frues Viisdom og Styrke, og ſom nu bød ſig hende og hendes Søn til Tjeneſte. Hun indſtevnede til ſig Fogederne i Landet, drog fra Slot til Slot og lod ſig hylde, og forflyttede hvilkenſomhelſt Foged fra det ene Slot til det andet, ligeſom en Kloſterforſtander ſkikker ſine Munke fra Kloſter til Kloſter. Dette ſkete endog i et Fjerdingaars Tid inden Kyndelmesſe (herved menes formodentlig Februar 1387), og det er højligen at forundres over, at en Kvinde, der før var ſaa fattig, at hun ikke uden Venners Hjelp kunde give et Maaltid Mad, fordi alle hendes Slotte ſtode ude og vare beheftede mere ved Magt end med Ret, nu tilligemed ſin Søn blev faa megtig i Løbet af et Fjerdingaar, at der intet manglede hende i hele Riget“.