Side:Det norske Folks Historie 2-2.djvu/271

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
223
1381 fgg. Greverne af Holſten forlenede med Sønderjylland.


Efterat denne vigtige Sag var afgjort, ſkreed Dronningen og Raadet til at bringe et andet, ikke mindre paatrængende, Anliggende i Orden, om end ikke paa en ligeſaa tilfredsſtillende Maade, dog i alle Fald ſaa godt, ſom det efter Omſtændighederne kunde ventes. Det danſke Kongehuus havde nu lige ſiden Grev Gerhards Dage ligget i Strid med de holſtenſke Grever om Sønderjylland, hvortil de meente at have Arveret ifølge Kong Chriſtophers Forſikringsbrev af 1330. Den tappre og navnkundige Grev Henrik, hvilken vi i det foregaaende ſaa ofte have haft Anledning til at omtale, var død 1381, efterladende ſig umyndige Sønner, men hans Broder, Grev Nikolas eller Claus, levede endnu og tilkjendegav nokſom ſin Vilje, ej at give Slip paa Hertugdømmet, idet han i ſin Titel kalde ſig „ret Arving“ dertil[1]. Erfaringen havde nu viiſt Dronning Margrete, at det under de nærværende Omſtendigheder ej var at tænke paa, at kunne frarive Greverne Hertugdømmet, og at det ſaaledes maatte være fordeelagtigere at overlade dem det med det Gode, knytte dem til ſig ſom ſine Vaſaller, og paa den Maade ſikkre ſig ej alene Fred fra deres Kant, men endog deres Biſtand, end ideligen at foruroliges af disſe megtige Fyrſter og ſee dem rede til, naar det ſkulde være, at gjøre felles Sag mod hende med ſine Frænder, Mecklenburgerne. Hun beſluttede ſig derfor til et Skridt, der ſikkert maa have været meget tungt, og ſom i Fremtiden ſkulde udøve en ſkadeligere Virkning paa Danmarks indre Lykke og Velvære, end man da havde nogen Anelſe om, nemlig at overdrage Greverne Sønderjylland til arveligt Lehn. Hun begav ſig i det Øjemed ſelv til Jylland, hvor hun havde en Sammenkomſt med Greverne og foreløbigt aftalte det fornødne. Den højtidelige Forlening ſkete ſiden paa et Danehof, der holdtes i Nyborg i de førſte Dage af Juli 1386, og hvor, foruden det danſke Raad og en Mængde andre Herrer, ogſaa den nye Erkebiſkop af Nidaroos, Nikolas, og den nys udnævnte Biſkop Henrik af Grønland var tilſtede[2]. Her blev nu en fuldkommen Fred mellem Danmark og Holſten indgaaet, ſaaledes at Grev Gerhard ſom eldſte Søn af eldſte Broder, altſaa Familiens Hoved, forlenedes med Hertugdømmet til Arv i nedſtigende Linje, Barn efter Barn, imod at han og de øvrige Grever ſkulde ſvare det danſke Rige Mandſkab og Tjeneſte; dog ſkulde af alle dem, der ſamtidigt herſkede i Holſten, kun een ad Gangen regjere i Hertugdømmet og føre Titel af „Hertug i Slesvig“ (altſaa ikke af Jylland, formodentlig til Forebyggelſe af yderligere Fordringer

  1. See det af Suhm (XIV. S. 151) citerede Brev, trykt i Weſtphals Monumenta III. 373.
  2. See Detmar, S. 338, jfr. Dipl. Norv. IV. 530, Grenlands hiſtoriſke Mindesmerker, III. S. 128—130 og Suhm, XIV. S. 160—162, hvor det vigtigſte, denne Sag vedkommende, findes ſamlet.