Efterat denne vigtige Sag var afgjort, skreed Dronningen og Raadet til at bringe et andet, ikke mindre paatrængende, Anliggende i Orden, om end ikke paa en ligesaa tilfredsstillende Maade, dog i alle Fald saa godt, som det efter Omstændighederne kunde ventes. Det danske Kongehuus havde nu lige siden Grev Gerhards Dage ligget i Strid med de holstenske Grever om Sønderjylland, hvortil de meente at have Arveret ifølge Kong Christophers Forsikringsbrev af 1330. Den tappre og navnkundige Grev Henrik, hvilken vi i det foregaaende saa ofte have haft Anledning til at omtale, var død 1381, efterladende sig umyndige Sønner, men hans Broder, Grev Nikolas eller Claus, levede endnu og tilkjendegav noksom sin Vilje, ej at give Slip paa Hertugdømmet, idet han i sin Titel kalde sig „ret Arving“ dertil[1]. Erfaringen havde nu viist Dronning Margrete, at det under de nærværende Omstendigheder ej var at tænke paa, at kunne frarive Greverne Hertugdømmet, og at det saaledes maatte være fordeelagtigere at overlade dem det med det Gode, knytte dem til sig som sine Vasaller, og paa den Maade sikkre sig ej alene Fred fra deres Kant, men endog deres Bistand, end ideligen at foruroliges af disse megtige Fyrster og see dem rede til, naar det skulde være, at gjøre felles Sag mod hende med sine Frænder, Mecklenburgerne. Hun besluttede sig derfor til et Skridt, der sikkert maa have været meget tungt, og som i Fremtiden skulde udøve en skadeligere Virkning paa Danmarks indre Lykke og Velvære, end man da havde nogen Anelse om, nemlig at overdrage Greverne Sønderjylland til arveligt Lehn. Hun begav sig i det Øjemed selv til Jylland, hvor hun havde en Sammenkomst med Greverne og foreløbigt aftalte det fornødne. Den højtidelige Forlening skete siden paa et Danehof, der holdtes i Nyborg i de første Dage af Juli 1386, og hvor, foruden det danske Raad og en Mængde andre Herrer, ogsaa den nye Erkebiskop af Nidaroos, Nikolas, og den nys udnævnte Biskop Henrik af Grønland var tilstede[2]. Her blev nu en fuldkommen Fred mellem Danmark og Holsten indgaaet, saaledes at Grev Gerhard som eldste Søn af eldste Broder, altsaa Familiens Hoved, forlenedes med Hertugdømmet til Arv i nedstigende Linje, Barn efter Barn, imod at han og de øvrige Grever skulde svare det danske Rige Mandskab og Tjeneste; dog skulde af alle dem, der samtidigt herskede i Holsten, kun een ad Gangen regjere i Hertugdømmet og føre Titel af „Hertug i Slesvig“ (altsaa ikke af Jylland, formodentlig til Forebyggelse af yderligere Fordringer
Side:Det norske Folks Historie 2-2.djvu/271
Denne siden er korrekturlest
223
1381 fgg. Greverne af Holsten forlenede med Sønderjylland.
