og hvad der fandtes i Søen, men erklærede sig villig at give det tilbage, hvis man ved næste Sammenkomst mellem Norges Raad og Stæderne fandt, at han deri havde gjort Uret. Heri vilde dog Stæderne ej finde sig, men meente, at hans Uret var soleklar, og at han derfor allerede nu burde gjengive Godset. Dronningen sagde, at hun nok skulde sørge for, at Hr. Günther og alle hendes Mend skulde opføre sig saaledes imod Stæderne, at disse vilde takke dem derfor. Med denne temmelig svævende Forsikkring synes Stæderne for det første at have maattet ladet sig nøje. Til deres Aake over, at de danske Slotsherrer ikke efter Løfte havde indfundet sig, svarede Dronningen og Raadet, at den store Nød med den næværende Orlog, (nemlig mod Kong Albrecht, som det i det Følgende vil blive omhandlet,) havde gjort det umuligt at medbringe dem, hvilket ogsaa var Grunden til, at dette Møde holdtes senere end det oprindeligt var berammet. Derimod vilde hun og Raadet gjerne holde et Møde i Helsingborg med Stæderne paa den Dag, da Slottene i Skaane skulde gives tilbage ifølge Brevenes Lydelse. Dette Forslag vilde dog de Deputerede ikke antage, men sagde, at de først vilde høre sine egne Raads Mening derom.
Det Anliggende, som her var paa Bane, var maaskee den fornemste Drivfjeder til, at Margrete og det danske Rigsraad nu øjensynligt søgte saa meget som muligt at holde Stæderne ved godt Lune og give dem de bedste Løfter. Ifølge Fredsslutningen af 1370 vilde den Tid af femten Aar, i hvilke Stæderne skulde besidde de fire skaanske Slotte og Fogderier, være udløben i 1385, og de skulde da gives Dronningen tilbage. For hende maatte det nu være dobbelt magtpaaliggende at faa dem igjen, da Kong Albrecht havde begyndt Krigen paany og muligtviis kunde benytte sig af, at de vare i Tydskernes Hænder, til at faa dem i sin Vold. Stæderne syntes endnu ikke at have været ganske enige med sig selv om, hvorvidt de nu vilde opfylde dette Vilkaar. De vedtog kun at holde et nyt Møde i Lübeck 3die Søndag i Fasten det følgende Aar for at raadslaa herom, saavelsom om den Skade, Kjøbmendene havde lidt fra Danmark, m. m.[1]; overhoved synes de temmelig tydeligt at have givet at forstaa, at deres Villighed til at opfylde Vilkaaret vilde blive afhængigt af Dronningens og Raadets Villighed til at skaffe dem Erstatning for den lidte Skade. Imidlertid er det ogsaa paa den anden Side umiskjendeligt, at det i og for sig ikke kan have været Stæderne saa meget imod at blive hine skaanske Slotte qvit, da deres Bevaring kostede dem uforholdsmessigt mange Penge; men dette var naturligviis noget, som de ej omtalte for Dron-
- ↑ Uddrag af Recessus Hansæ, hos Suhm, XIV. S. 137.
