Side:Det norske Folks Historie 2-2.djvu/269

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
221
1381 fgg. Forhandlinger med Hanſeſtæderne.

og hvad der fandtes i Søen, men erklærede ſig villig at give det tilbage, hvis man ved næſte Sammenkomſt mellem Norges Raad og Stæderne fandt, at han deri havde gjort Uret. Heri vilde dog Stæderne ej finde ſig, men meente, at hans Uret var ſoleklar, og at han derfor allerede nu burde gjengive Godſet. Dronningen ſagde, at hun nok ſkulde ſørge for, at Hr. Günther og alle hendes Mend ſkulde opføre ſig ſaaledes imod Stæderne, at disſe vilde takke dem derfor. Med denne temmelig ſvævende Forſikkring ſynes Stæderne for det førſte at have maattet ladet ſig nøje. Til deres Aake over, at de danſke Slotsherrer ikke efter Løfte havde indfundet ſig, ſvarede Dronningen og Raadet, at den ſtore Nød med den næværende Orlog, (nemlig mod Kong Albrecht, ſom det i det Følgende vil blive omhandlet,) havde gjort det umuligt at medbringe dem, hvilket ogſaa var Grunden til, at dette Møde holdtes ſenere end det oprindeligt var berammet. Derimod vilde hun og Raadet gjerne holde et Møde i Helſingborg med Stæderne paa den Dag, da Slottene i Skaane ſkulde gives tilbage ifølge Brevenes Lydelſe. Dette Forſlag vilde dog de Deputerede ikke antage, men ſagde, at de førſt vilde høre ſine egne Raads Mening derom.

Det Anliggende, ſom her var paa Bane, var maaſkee den fornemſte Drivfjeder til, at Margrete og det danſke Rigsraad nu øjenſynligt ſøgte ſaa meget ſom muligt at holde Stæderne ved godt Lune og give dem de bedſte Løfter. Ifølge Fredsſlutningen af 1370 vilde den Tid af femten Aar, i hvilke Stæderne ſkulde beſidde de fire ſkaanſke Slotte og Fogderier, være udløben i 1385, og de ſkulde da gives Dronningen tilbage. For hende maatte det nu være dobbelt magtpaaliggende at faa dem igjen, da Kong Albrecht havde begyndt Krigen paany og muligtviis kunde benytte ſig af, at de vare i Tydſkernes Hænder, til at faa dem i ſin Vold. Stæderne ſyntes endnu ikke at have været ganſke enige med ſig ſelv om, hvorvidt de nu vilde opfylde dette Vilkaar. De vedtog kun at holde et nyt Møde i Lübeck 3die Søndag i Faſten det følgende Aar for at raadſlaa herom, ſaavelſom om den Skade, Kjøbmendene havde lidt fra Danmark, m. m.[1]; overhoved ſynes de temmelig tydeligt at have givet at forſtaa, at deres Villighed til at opfylde Vilkaaret vilde blive afhængigt af Dronningens og Raadets Villighed til at ſkaffe dem Erſtatning for den lidte Skade. Imidlertid er det ogſaa paa den anden Side umiskjendeligt, at det i og for ſig ikke kan have været Stæderne ſaa meget imod at blive hine ſkaanſke Slotte qvit, da deres Bevaring koſtede dem uforholdsmesſigt mange Penge; men dette var naturligviis noget, ſom de ej omtalte for Dron-

  1. Uddrag af Recessus Hansæ, hos Suhm, XIV. S. 137.