Side:Det norske Folks Historie 2-2.djvu/266

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
218
Olaf Haakonsſøn.

havde tilſkrevet dem ſaaledes“[1]. At Dronningen vilde hale Sagen ud, er øjenſynligt, og Henſigten kan vel neppe havde været nogen anden, end, ſom man ſiger, at holde dem i Skal, deels for at afſkrække Stæderne ſaa meget mere fra at begunſtige Mecklenburgerne, deels vel ogſaa for at have et ſterkere Baand paa dem til at holde flg Fredsſlutningen af 1370 efterrettelige, ved hvilken de efter femten Aars Forløb, hvilken Termin nu ſterkt nærmede ſig, ſkulde tilbagegive de pantſatte ſkaanſke Slotte. Og ſaavidt man kan ſee, blev der ingen Fornyelſe af Privilegierne i Norge udferdiget, ſaa lenge Kong Olaf levede, ſkjønt der ogſaa i 1384 og formodentlig oftere blev klaget over de Forurettelſer, Kjøbmendene i Norge meente at have lidt. Disſe Forurettelſer kunne dog neppe have været faa ſtore, ſom Kjøbmendene ſkildrede dem. Disſe maatte dog nu ved ſin Rigdom og den Penge-Afhængighed, hvori uden al Tvivl en Mengde af Nordmendene ſtod til dem, have faaet ſin Handels-Overlegenhed ſaa faſt begrundet, at de Indſkrænkninger, der paalagdes dem, ikke kunne have haft ſynderligt at betyde. Det verſte var formodentlig, ſat flere Befalingsmend, under Paaſkud af at Stædernes og Kjøbmendenes Privilegier, og ſaaledes ogſaa den Artikel i disſe, der forbød Nordmendene at befatte ſig med Vrag og ſkibbrudent Gods, der tilhørte Stæderne, vare ophørte ved Kong Haakons Død, øjeblikkeligt efterat denne havde begyndt at gjøre Strandretten gjeldende mod hanſeatiſke Skibe ligeſaavel ſom mod andre, og tilegnede ſig baade Vrag og Gods[2]. Herom ſynes iſær Kjøbmendenes Klager at have drejet ſig. Stæderne ſelv var dog aabenbart langt mere optagne med Kaperierne i de danſke Farvande og med de ſkaanſke Anliggender. I disſe Kaperier, der, ſom ovenfor nævnt, for en ſtor Deel dreves fra danſke Slotte, endog kongelige, men fra ſaadanne, over hvilke Dronningen endnu ikke havde tilbørlig Raadighed[3], deeltog ogſaa en Hr. Günther, der allerede

  1. Forhandlingerne paa dette Møde findes ej i den lübeckſke, men i den wismarſke Recessus Hansæ. Dronningen var paa denne Tid enten i Halland, hvor hun var den 28de Juli, eller var maaſkee endog allerede kommen tilbage til Sjæland; under alle Omſtændigheder kunde man have hendes Svar, medens Mødet endnu holdtes.
  2. Dette fremgaaer af hvad der nedenfor berettes om Klagerne over Hr. Günther af Wedhouſen.
  3. Som de fornemſte blandt Sørøverne nævnes Johan Grupendal, Slotsherre til Søborg, og Henrik Wardenberg ſamt Paſchedagh, Slotsherrer til Abrumstorp, begge to kongelige Slotte. Af en Qvittering, ſom de to ſidſtnævnte udſtedte den 31te Octbr. 1382, ſees det, at de indtil da havde haft Abrumstorp med tilliggende Fogderi i Pant og førſt da vare blevne udløſte (ſee Suhm XIV. S. 104, 105). Sandſynligviis har Forholdet været det ſamme med Søborg.