havde tilskrevet dem saaledes“[1]. At Dronningen vilde hale Sagen ud, er øjensynligt, og Hensigten kan vel neppe havde været nogen anden, end, som man siger, at holde dem i Skal, deels for at afskrække Stæderne saa meget mere fra at begunstige Mecklenburgerne, deels vel ogsaa for at have et sterkere Baand paa dem til at holde flg Fredsslutningen af 1370 efterrettelige, ved hvilken de efter femten Aars Forløb, hvilken Termin nu sterkt nærmede sig, skulde tilbagegive de pantsatte skaanske Slotte. Og saavidt man kan see, blev der ingen Fornyelse af Privilegierne i Norge udferdiget, saa lenge Kong Olaf levede, skjønt der ogsaa i 1384 og formodentlig oftere blev klaget over de Forurettelser, Kjøbmendene i Norge meente at have lidt. Disse Forurettelser kunne dog neppe have været faa store, som Kjøbmendene skildrede dem. Disse maatte dog nu ved sin Rigdom og den Penge-Afhængighed, hvori uden al Tvivl en Mengde af Nordmendene stod til dem, have faaet sin Handels-Overlegenhed saa fast begrundet, at de Indskrænkninger, der paalagdes dem, ikke kunne have haft synderligt at betyde. Det verste var formodentlig, sat flere Befalingsmend, under Paaskud af at Stædernes og Kjøbmendenes Privilegier, og saaledes ogsaa den Artikel i disse, der forbød Nordmendene at befatte sig med Vrag og skibbrudent Gods, der tilhørte Stæderne, vare ophørte ved Kong Haakons Død, øjeblikkeligt efterat denne havde begyndt at gjøre Strandretten gjeldende mod hanseatiske Skibe ligesaavel som mod andre, og tilegnede sig baade Vrag og Gods[2]. Herom synes især Kjøbmendenes Klager at have drejet sig. Stæderne selv var dog aabenbart langt mere optagne med Kaperierne i de danske Farvande og med de skaanske Anliggender. I disse Kaperier, der, som ovenfor nævnt, for en stor Deel dreves fra danske Slotte, endog kongelige, men fra saadanne, over hvilke Dronningen endnu ikke havde tilbørlig Raadighed[3], deeltog ogsaa en Hr. Günther, der allerede
- ↑ Forhandlingerne paa dette Møde findes ej i den lübeckske, men i den wismarske Recessus Hansæ. Dronningen var paa denne Tid enten i Halland, hvor hun var den 28de Juli, eller var maaskee endog allerede kommen tilbage til Sjæland; under alle Omstændigheder kunde man have hendes Svar, medens Mødet endnu holdtes.
- ↑ Dette fremgaaer af hvad der nedenfor berettes om Klagerne over Hr. Günther af Wedhousen.
- ↑ Som de fornemste blandt Sørøverne nævnes Johan Grupendal, Slotsherre til Søborg, og Henrik Wardenberg samt Paschedagh, Slotsherrer til Abrumstorp, begge to kongelige Slotte. Af en Qvittering, som de to sidstnævnte udstedte den 31te Octbr. 1382, sees det, at de indtil da havde haft Abrumstorp med tilliggende Fogderi i Pant og først da vare blevne udløste (see Suhm XIV. S. 104, 105). Sandsynligviis har Forholdet været det samme med Søborg.
