verne kom alligevel ikke synderligt til Behandling her; derimod ind fandt der flg Udsendinger fra de tydske Kjøbmend i Tunsberg og Oslo med Klager over, at de svarligen forurettedes og beskattedes af Fogderne tvertimod Privilegierne; man havde vel.i Breve til Dronningen og Fogderne gjort Forestillinger derimod, men Fogderne havde ligefrem sagt, at Privilegierne ej gjaldt efter Kongens Død. Det blev derfor paa dette Møde besluttet, at Stæderne skulde tilskrive Rigsraadet i Norge med Anmodning om at faa Sagen ordnet paa den bedste Maade[1]. Men forinden noget Brev herom kunde blive ferdigt og ankomme til Norge, var idetmindste den største Deel af Raadet paa Vejen til Throndhjem for Hyldingens Skyld, idetmindste var man saa optagen af Forberedelserne til denne, at man ikke førend den var omme kunde give Stæderne noget Svar. Dette skete saaledes først den 28de August, medens Drottseten, og endeel andre Raadsherrer, som vi ovenfor have berettet, vare forsamlede i Hornboresund, hvad enten de nu var paa Vejen tilbage fra Throndhjem, eller de havde samlet sig efter Tilbagekomsten for at begive sig ned til Dronningen. Svaret, der afsendtes under Biskop Jon af Oslos, Drottsetens og Haakon Jonssøns Segl, gav kun den Beskeed, „at man havde forenet sig med Dronningen og overdraget hende Kong Olafs og Rigets Hverv med Hensyn til Stæderne, saa at hvad hun dagthingede med dem om Fred og Privilegier, det skulde staa ved Magt, indtil Kong Olaf kom til sine myndige Aar“. De øvrige Raadsherrer, som tiltraadte denne Erklæring, var Provst Vinalde Henrikssøn, Magister Capellarum, Cantsleren Provst Henrik Henrikssøn, Gaute Erikssøn, Benedict Nikolassøn, Henrik Michelstorp, Alf Haraldssøn, Jon Martinssøn, Jon Darre og Agmund Bolt[2]. Dette Brev maa altsaa være blevet fremlagt paa et Mode, som Stæderne atter ved Midten af September holdt i Skaane, fornemmelig angaaende de Ulemper, som her fandt Sted med Hensyn til deres Handel og Fiskerier. Ved dette Møde henvendte de Deputerede sig til Dronningen selv, der enten var tilstede eller i alle Fald ikke langt borte, med fornyet Anmodning om, at hun vilde stadfeste Stædernes Privilegier i Norge. Hun svarede hertil, noget undvigende, at hun visselig havde Fuldmagt dertil og vilde bruge den paa et senere Møde, men at baade hun og Rigsraadet var enige om, at „nu, da Kongen var død, var ogsaa Privilegierne døde“: et Svar, som de Deputerede nok fandt noget besynderligt, siden de besluttede i Forhandlingerne at indføre hiint Brev fra Rigsraadet, med den Bemerkning, at Rigsraadet
