Side:Det norske Folks Historie 2-2.djvu/254

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
296
Olaf Haakonsſøn.

det ſedvanlige[1], havde dog Sysſelbeſtyrelſen væſentlig hine ſamme Betingelſer for, at en virkelig Bortforlening og.Pantſettelſe og-ſaa der kunde blive mulig, om end ikke i ſaa paafaldende Mon ſom i Nabolandene, fordi der ej fandtes ſaa mange Borge, hvilke iſær udgjorde Gjenſtanden for ſlig Forlening. Men at den dog ogſaa tidligt anvendtes i Norge, ſees nokſom deraf, at allerede Kong Haakon den eldre overdrog Syſlen paa Follo til Mariekirken i Oslo, og i 1315 gav Paal Eriksſøn Fjerdedelen af alle de ſtørre Sagefald (Alejemaal, Thegngilde, Brevebrud og Fredkjøb) i Elveſysſel; en Rettighed, ſom han igjen overdrog til Mariekirken, men ſom dog neppe kunde vedvare i længere Tid, end Hr. Paal ſelv levede. Siden finde vi flere Exempler iſær paa ſlige Forleninger, hvorved enkelte Klasſer af Indtægter, ſom f. Ex. Vaarledingen eller Høſtledingen, eller visſe Sagefaldspoſter, fuldſtendigt ſkulde tilfalde Lehnshaverne, med andre Ord, betragtes ſom hans Indtægt, hvorimod det da vel faldt af ſig ſelv, at det øvrige ſkulde indſendes med behørigt Regnſkab. Ogſaa er det allerede viiſt, hvorledes Hirdſtjornen paa Island bortforpagtedes paa visſe Aar. Men herfra var da Overgangen til Pantſettelſe af hele Syſlen eller enkelte Indtægter meget let og naturlig. Vi have ſeet, at der oftere var Tale om at pantſette Baagahuus paa denne Maade, og at det virkelig ogſaa en Stund var pantſat til Hertug Erik af Saxen, der lod det beſtyre ved Gottſkalk Skarpenberg. Kong Magnus pantſatte i ſit Teſtament Øen Ordooſt i Elveſysſel til Vadſtena’s vordende Kloſter for den dertil legerede Sum, „med alle kongelige Rettigheder, undtagen Sagøren“, altſaa med Leding, Landſkyld, Told og Kongskjøb: en Pantſettelſe, med Henſyn til hvilken det dog er tvivlſomt, hvorvidt den er bleven ſat i Verk[2]. Vi have allerede ſeet, at Kong Haakon pantſatte Oslo Sysſel

  1. I Formularen for Sysſelmendenes Reversbrev til Kongen, der opſtilles i Hirdſkr. Cap. 36 ſom vedtagne i Tunsberg 1273, opføres udtrykkeligt ſom en af Sysſelmandens Forpligtelſer, at „han ſkal indkomme paa den og den Tid og det og det Sted, med Regnſkab og ret Afdrag af Rente“, og Visoren eller de visſe Indtægter ſkulde endog i hvert Brev udtrykkelig ſpecificeres. Altſaa ſee vi heraf, at Sysſelmanden maatte gjøre fuldſtændigt Regnſkab og indſende hvad han havde opkrævet, kun fradragende, hvad der var ham forundt til Indtægt. Vi ſee ogſaa af Forhandlingerne i 1340 (ſee foregaaende B. S. 249), at de af Sysſelmendene indkrævede Penge ſkulde indſendes med behørigt Regnſkab til Fehirdſlerne.
  2. Det er allerede ovenfor (S. 37, 38) handlet om, hvorvidt Magnus’s Liig blev begravet ved Vadſtena; da dette ej ſynes at have været Tilfeldet, idetmindſte i de førſte Aar efter hans Død, ſynes det ogſaa, ſom om Pantſettelſen burde gaa tilbage. Imidlertid finde vi Hr. Erik Ketilsſøn ved disſe ſamme Tider ſom Befalingsmand over eller Panthaver af Ordooſt, og da han tillige ſees at have haft meget med Vadſtena at beſtille, og navnlig at