Side:Det norske Folks Historie 2-2.djvu/253

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
205
1381 fgg. Sysſelmend.

maatte ſynes haabløſt at faa den tilvejebragt. Thi om end, hvad der dog kun ſjelden var Tilfeldet, Landsherren eller nogen anden paa hans Vegne havde Penge til at indløſe Pantet med, var det ikke derfor ſagt, at Overpanthaveren ſtrax kunde udløſe Underpanthaverne, og imidlertid henſtod Landſkabet eller enkelte Dele deraf i en Mellemtilſtand, uden nogen beſtemt Overherre. Ved Afſtaaelſer af Landſkaber eller Tilbagegivelſer af erobrede Landsdele var det heller ikke nok, ſlethen at fordre eller betinge dette i Overeenskomſten derom, men Modtageren maatte ogſaa overtage at udløſe de enkelte Underpanthavere, og ſaaledes fremkom altid de trykkende Pengeſpørgsmaal paany, ſaaledes ſom vi have ſeet for Kong Magnus Eriksſøns Vedkommende med Erhvervelſen al Skaane; og desuden kunde det da ofte hende, at Stillingen blev ſaa forviklet, at endog den ſamvittighedsfulde Panthaver dog tilſidſt kunde anſee ſig berettiget og foranlediget til at lade ſig udløſe af En, i hvis Hender hans Overherre allermindſt ønſkede at vide Forleningen, ej at tale om de mange virkelig troløſe Panthavere, der for at vinde Pengefordele og Magt ligefrem ſveeg Forpligtelſen til, under enhver Omſtændighed at holde Lehnet til deres rette Overherres troe Haand, og gik over med det til Fjenden[1]. At dette Syſtem kunde blive ſaa almindeligt i de Tider, har man nu vanſkeligt ved at forſtaa, da man ej længer kjender nogen Bortforlening af Landſkaber med fuldſtændig Oppebæren af alle kongelige Indtægter, men alene Beſtyrelſe mod en vis Løn af Statskasſen; i hiin Tid var derimod Overgangen dertil fra det ſedvanlige Forlenings-Syſtem meget naturlig; det var egentlig kun en Misbrug af dette, og en lignende Misbrug vil overalt kunne indſnige ſig, hvor Diſtrictsbeſtyrelſen antager en Forlenings Charakteer, idet Oppebyrgſlen og Forvaltningerne af Statsindtægterne er forenet med den egentlige Beſtyrelſe hos en eneſte Perſon, og fornemmelig) hvor Indtægterne tillige forpagtes til denne, ſaa at han intet egentligt Regnſkab har at aflegge. I Norge, hvor Sysſelmendene ifølge Hirdſkraaen virkelig ſkulde indſende og aflegge Regnſkab for de kongelige Indtægter, og hvor dette endnu omkring 1340 maa have været

  1. Exempler herpaa haves i den ſvigagtige Overdragelſe af Haderslev, Aabenraas og Lilletønders Slotte til de holſteenſke Grever efter Kong Valdemars Død, hvorom der udtrykkeligt tales i Forhandlingerne 1424 ( Str. R. D. Vil. S. 400). Valdemar havde betroet disſe Slotte til Hennike Wittkop, en Spicker og en Peſſen, men af disſe „kjøbte“, heder det, Greverne dem baade imod Indbyggernes og Rigsſtyrelſens Vilje. Paa ſamme Maade har det venteligt forholdt ſig med den bekjendte Hiſtorie om Ridder Erland Kalv, der førſt gik over til Holſterne med det Slot, han havde af Kongen, og ſiden vendte tilbage under Kongens Haand baade med dette og med to andre, han havde faaet af Greverne.