hindrede dog ikke Panthaveren fra, – hvad vi allerede oftere have seet Exempler paa –, igjen paa sit Ansvar at overdrage Lehnet eller en Deel deraf til en eller flere andre, atter imod en Pengesum, os paa de samme Vilkaar. Ved større Pantsettelser, som de megtigere Fyrster overtog, var denne Fremgangsmaade endog den sedvanlige, saaledes at de under Eet forbandt sig til at give en stor Sum for et heelt Landskab med alle dets mindre Lehn og Borge, men i Virkeligheden kun bragte Summen, eller det meste deraf, til Veje ved enkeltviis at bortforlene de mindre Dele til flere af sine Mend paa samme Viis, og ej sjelden .hendte det da, at en og anden af disse endnu foretog en lignende Under-Pantsettelse. Især skete slige Panteforleninger og Underforleninger, naar en Fyrste med væbnet Haand havde erobret et Landskab. Hans første Skridt var da sedvanligviis at give Borgene med tilhørende Fogderier i Pantelehn til paalidelige Mend; derved fik han tildeels Krigsomkostningerne godtgjorte og gjorde desuden Panthaverne saaatsige til Med-Interessenter i Foretagendet, saa at han desto sikkrere kunde .regne paa, at de vilde forsvare Erobringen. Det indviklede System, som herved fremkom, og hvorved Penge-Interesserne spillede en overvejende Rolle, kunde nu vel især efter de Tiders Betragtningsmaade siges at medføre visse Fordele, navnlig den nysnævnte, at Panthavernes Interesser derved knyttedes stærkere til Overherrens, fra hvem de udledede sin Ret, omtrent saaledes som nuomstunder indenlandske Statslaan antages at gjøre de Borgere, der have anbragt sine Capitaler deri, dobbelt interesserede i at opretholde Staten, med hvis Tilværelse eller Trusel deres egen Udsigt til at faa sine Penge tilbage staar og falder. Men det er dog let at indsee, at Ulemperne af Systemet maatte langt overveje Fordelene. For det første blev dog Kongerne eller de regjerende Fyrster i Virkeligheden altfor lenge udelukkede fra deres rette Herredømme over de bortforlenede Landsdele og fra den Control, de skulde udøve over Befalingsmendene; for det andet havde disse, ved Manglen af denne Control[1], og i Følelsen af, næsten at have Ejendomsret til Forleningen, al mulig Fristelse til at begaa alskens Uretferdigheder og undertrykke Indbyggerne; og endelig var Tilbagegivelsen af eller overhoved Forføjningen over et saadant i Over- og Under-Pant bortgivet Landskab somoftest forbunden med saa mange Vanskeligheder, grundede i de forskjellige Pengekrav, at det stundom vist
- ↑ Under Forhandlingerne paa Baagahuus (s. f. B. S. 833,) undskyldte Kong Haakon sig selv for al Deelagtighed i de Kaperier, Høvdingen paa Vardberg, Thorkil Baarun, havde tilladt sig, med at denne ej vilde lystre ham, og neppe engang tilstede ham Adgang paa Slottet (s. f. B. S. 752). Thorkil bestyrede da Slottet maaskee i den rette Panthavers, Kong Valdemars, Navn; sandsynligviis havde han igjen stillet Valdemar en Pengesum til Sikkerhed.
