Side:Det norske Folks Historie 2-2.djvu/252

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
204
Olaf Haakonsſøn.

hindrede dog ikke Panthaveren fra, — hvad vi allerede oftere have ſeet Exempler paa —, igjen paa ſit Anſvar at overdrage Lehnet eller en Deel deraf til en eller flere andre, atter imod en Pengeſum, os paa de ſamme Vilkaar. Ved ſtørre Pantſettelſer, ſom de megtigere Fyrſter overtog, var denne Fremgangsmaade endog den ſedvanlige, ſaaledes at de under Eet forbandt ſig til at give en ſtor Sum for et heelt Landſkab med alle dets mindre Lehn og Borge, men i Virkeligheden kun bragte Summen, eller det meſte deraf, til Veje ved enkeltviis at bortforlene de mindre Dele til flere af ſine Mend paa ſamme Viis, og ej ſjelden .hendte det da, at en og anden af disſe endnu foretog en lignende Under-Pantſettelſe. Iſær ſkete ſlige Panteforleninger og Underforleninger, naar en Fyrſte med væbnet Haand havde erobret et Landſkab. Hans førſte Skridt var da ſedvanligviis at give Borgene med tilhørende Fogderier i Pantelehn til paalidelige Mend; derved fik han tildeels Krigsomkoſtningerne godtgjorte og gjorde desuden Panthaverne ſaaatſige til Med-Interesſenter i Foretagendet, ſaa at han deſto ſikkrere kunde .regne paa, at de vilde forſvare Erobringen. Det indviklede Syſtem, ſom herved fremkom, og hvorved Penge-Interesſerne ſpillede en overvejende Rolle, kunde nu vel iſær efter de Tiders Betragtningsmaade ſiges at medføre visſe Fordele, navnlig den nysnævnte, at Panthavernes Interesſer derved knyttedes ſtærkere til Overherrens, fra hvem de udledede ſin Ret, omtrent ſaaledes ſom nuomſtunder indenlandſke Statslaan antages at gjøre de Borgere, der have anbragt ſine Capitaler deri, dobbelt interesſerede i at opretholde Staten, med hvis Tilværelſe eller Truſel deres egen Udſigt til at faa ſine Penge tilbage ſtaar og falder. Men det er dog let at indſee, at Ulemperne af Syſtemet maatte langt overveje Fordelene. For det førſte blev dog Kongerne eller de regjerende Fyrſter i Virkeligheden altfor lenge udelukkede fra deres rette Herredømme over de bortforlenede Landsdele og fra den Control, de ſkulde udøve over Befalingsmendene; for det andet havde disſe, ved Manglen af denne Control[1], og i Følelſen af, næſten at have Ejendomsret til Forleningen, al mulig Friſtelſe til at begaa alſkens Uretferdigheder og undertrykke Indbyggerne; og endelig var Tilbagegivelſen af eller overhoved Forføjningen over et ſaadant i Over- og Under-Pant bortgivet Landſkab ſomofteſt forbunden med ſaa mange Vanſkeligheder, grundede i de forſkjellige Pengekrav, at det ſtundom viſt

  1. Under Forhandlingerne paa Baagahuus (ſ. f. B. S. 833,) undſkyldte Kong Haakon ſig ſelv for al Deelagtighed i de Kaperier, Høvdingen paa Vardberg, Thorkil Baarun, havde tilladt ſig, med at denne ej vilde lyſtre ham, og neppe engang tilſtede ham Adgang paa Slottet (ſ. f. B. S. 752). Thorkil beſtyrede da Slottet maaſkee i den rette Panthavers, Kong Valdemars, Navn; ſandſynligviis havde han igjen ſtillet Valdemar en Pengeſum til Sikkerhed.