Side:Det norske Folks Historie 2-2.djvu/251

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
203
1381 fgg. Sysſelmend.

og Nobiliteten, de ſidſte ikke. Men Foreningen og den nærmere Berørelſe med begge Nabolandene havde frembragt endnu en Forandring i Sysſelmendenes Stilling i Lighed med hvad der hyppigſt eller vel endog i Regelen fandt Sted i disſe, nemlig at Sysſelmendene nu bleve forlenede med Syſlerne, ſaaledes at de alene ſvarede Kronen en vis Afgift, imod at beholde de øvrige Indtegter, eller at det tillodes dem at beholde, uden Regnſkab, visſe beſtemte Indtegter, ſom Vaar eller Høſt-Ledingen, eller Sagøren af de ringere Forbrydelſer, e. a. d., imod at aflevere Regnſkab for det Øvrige. Og dette ledede da igjen til, hvad der var ſaa almindeligt i Sverige og Danmark med de ſaakaldte Lehn, at den, der blev Sysſelmand, fik Syſlen forlenet ſom Pant for en eller anden Fordring paa Kronen. I Sverige og Danmark var denne Fremgangsmaade allerede i længere Tid ſaaatſige bragt i formeligt Syſtem. Lehnene med de dertil hørende Borge, eller omvendt Borgene med de dertil liggende Lehn eller Fogderier bleve, ſom det lader til, i hele Aarhundredets Løb ſjelden eller aldrig overdragne til nogen Befalingsmand, uden imod at han enten betalte eller overtog at betale en Sum, ſom da naturligviis ſkulde godtgjøres ham, naar han igjen gav Slip paa Forleningen, forſaavidt ikke Indtegterne af denne betragtedes ſom Afdrag. Han fik ſaaledes ſelv en virkelig Panteret, ſom ikke ved et eenſidigt Magtſprog af Lehnsherren kunde berøves ham, men ſom endog gik over til hans Arvinger, indtil Summen var betalt, enten ligefrem af Lehnsherren, eller gradviis ved de aarlige Indtegter, naar disſe betragtedes ſom Afdrag, hvilket undertiden udtrykkeligt betingedes, undertiden ikke[1]. Men uagtet Lehnsherren ſaaledes herved paa en vis Maade midlertidigt fraſkrev ſig ſin Ret til at befatte ſig med Lehnet, og Panthaveren endog var berettiget til at modſtaa ethvert Forſøg fra hans Side paa at ſette ſig i utilbørlig Beſiddelſe deraf med væbnet Haand, ophørte derfor ikke hans Forpligtelſe til at tjene Lehnsherren i Krig med det beſtemte Antal Mend, efterkomme hans Kaldelſer til Møder og Krigstog, udføre hans Erender, og fremfor alt at forſvare Lehnene mod hans Fiender, ſamt ikke paa nogen Maade tillade, at de kom i disſes Hender, hvorfor det ogſaa ſedvanligviis udtrykkeligt indførtes i Overeenskomſterne om ſlige Panteforleninger, at Lehnene eller Borgerne ſkulde holdes til Lehnsherrens “troe Haand“, og aldrig under nogen Omſtændighed overgives til andre end ham eller den, hvem han maatte overdrage ſin Ret. Dette

  1. Undertiden heed det udtrykkeligt, at Lehnstageren ſkulde kunne tilegne ſig Indtægterne ſom Godtgjørelſe for Udruſtnings-Omkoſtninger; undertiden beſtemtes der ligeſaa udtrykkeligt, at Indtægterne, eller en vis Deel af dem, ſkulde betragtes ſom Afdrag paa Capitalen. I ſidſte Tilfelde maatte da Regnſkab aflegges, i førſte formodentlig ikke.