og Nobiliteten, de sidste ikke. Men Foreningen og den nærmere Berørelse med begge Nabolandene havde frembragt endnu en Forandring i Sysselmendenes Stilling i Lighed med hvad der hyppigst eller vel endog i Regelen fandt Sted i disse, nemlig at Sysselmendene nu bleve forlenede med Syslerne, saaledes at de alene svarede Kronen en vis Afgift, imod at beholde de øvrige Indtegter, eller at det tillodes dem at beholde, uden Regnskab, visse bestemte Indtegter, som Vaar eller Høst-Ledingen, eller Sagøren af de ringere Forbrydelser, e. a. d., imod at aflevere Regnskab for det Øvrige. Og dette ledede da igjen til, hvad der var saa almindeligt i Sverige og Danmark med de saakaldte Lehn, at den, der blev Sysselmand, fik Syslen forlenet som Pant for en eller anden Fordring paa Kronen. I Sverige og Danmark var denne Fremgangsmaade allerede i længere Tid saaatsige bragt i formeligt System. Lehnene med de dertil hørende Borge, eller omvendt Borgene med de dertil liggende Lehn eller Fogderier bleve, som det lader til, i hele Aarhundredets Løb sjelden eller aldrig overdragne til nogen Befalingsmand, uden imod at han enten betalte eller overtog at betale en Sum, som da naturligviis skulde godtgjøres ham, naar han igjen gav Slip paa Forleningen, forsaavidt ikke Indtegterne af denne betragtedes som Afdrag. Han fik saaledes selv en virkelig Panteret, som ikke ved et eensidigt Magtsprog af Lehnsherren kunde berøves ham, men som endog gik over til hans Arvinger, indtil Summen var betalt, enten ligefrem af Lehnsherren, eller gradviis ved de aarlige Indtegter, naar disse betragtedes som Afdrag, hvilket undertiden udtrykkeligt betingedes, undertiden ikke[1]. Men uagtet Lehnsherren saaledes herved paa en vis Maade midlertidigt fraskrev sig sin Ret til at befatte sig med Lehnet, og Panthaveren endog var berettiget til at modstaa ethvert Forsøg fra hans Side paa at sette sig i utilbørlig Besiddelse deraf med væbnet Haand, ophørte derfor ikke hans Forpligtelse til at tjene Lehnsherren i Krig med det bestemte Antal Mend, efterkomme hans Kaldelser til Møder og Krigstog, udføre hans Erender, og fremfor alt at forsvare Lehnene mod hans Fiender, samt ikke paa nogen Maade tillade, at de kom i disses Hender, hvorfor det ogsaa sedvanligviis udtrykkeligt indførtes i Overeenskomsterne om slige Panteforleninger, at Lehnene eller Borgerne skulde holdes til Lehnsherrens “troe Haand“, og aldrig under nogen Omstændighed overgives til andre end ham eller den, hvem han maatte overdrage sin Ret. Dette
- ↑ Undertiden heed det udtrykkeligt, at Lehnstageren skulde kunne tilegne sig Indtægterne som Godtgjørelse for Udrustnings-Omkostninger; undertiden bestemtes der ligesaa udtrykkeligt, at Indtægterne, eller en vis Deel af dem, skulde betragtes som Afdrag paa Capitalen. I sidste Tilfelde maatte da Regnskab aflegges, i første formodentlig ikke.
