Side:Det norske Folks Historie 2-2.djvu/250

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
202
Olaf Haakonsſøn.

aldeles den ſamme Stilling, ſom de danſke og ſvenſke Adelsmend, og førte ligeſom disſe faſte, arvelige Skjoldemerker. Foreningen førſt med Sverige, ſiden med Danmark, bidrog naturligviis end mere til at ſtille deres Ætter paa lige Fod med disſe Landes Adelsſlegter[1].

Den væſentlige Forſkjel med Henſyn til Sysſelmendenes og Lagmendenes Stilling i Samfundet var altſaa nu ej alene den, at hine vare militære, disſe civile, men ogſaa den, at de førſte hørte til Ariſtokratiet

  1. I Pavebreve, idetmindſte fra det 13de Aarhundrede af, kaldes Konger og Dronninger „illustres“, men Kongeſønner, Hertuger og alle Adelsmend, eller de, der anſaaes jevngode med ſaadanne, nobiles. At alle Riddere anſaaes for nobiles, forſtaar ſig af ſig ſelv, men for dem, der ei var Riddere, maatte det, idetmindſte naar de vare norſke, være vanſkeligt nok for det pavelige Cancellie at vide, naar Nobilitetsprædicatet ſkulde anvendes, ſaaſom det ei brugtes i Norge ſelv. At det er tilføjet efter Vink af norſke, med Forholdene bekjendte Geiſtlige, kan vel ikke omtvivles, men af ſtor Interesſe vilde det dog have været, om vi nøjere havde kjendt de Regler, de her fulgte. Naar man ſkal gjette paa noget, bliver intet rimeligere, end at det var Optagelſen i Hirden, eller blandt de haandgangne Mends Tal, der anſaaes at berettige til dette Prædicat. (Exempler paa Anvendelſen af Titlen „nobilis“ ſee Dipl. N. I. 79. 308). Hvad Skjoldemerkerne angaar, da vil man finde udførlig Underretning derom, deels i det danſke „Adelslexikon“, deels og iſær, i de (desverre ufuldendte) „heraldiſk-hiſtoriſke Optegnelſer“ af Munthe, i N. Samll. N. 3die og 4de Deel, hvor ogſaa en Mængde Vaabenmerker findes afbildede. Det fremgaar heraf, at faſte, arvelige Vaabenmerker begyndte allerede at bruges mod Slutningen af det 13de Aarhundrede, men bleve ikke ret almindelige, ſaaledes at man ſikkert kan ſtole paa dem ved genealogiſke Underſøgelſer, førend hen i det 14de. Endog Hafthorsſønnerne, ſkjønt Brødre, førte ikke de ſamme Vaabenmerker, og Hr. Jon Hafthorsſøn ej engang til alle Tider det ſamme. Ættevaabenet, ſom idetmindſte Faderen brugte, var en Roſe (deraf ogſaa det ſenere den ſvenſke Green af Ætten tillagte Familienavn „Roos“); men Hr. Jon optog dette Merke førſt efter 1347, thi 1330—40 brugte han kun en ſtor Hjelm med ſtore Fjerbuſke, og i 1347 en kvindelig Figur, ſom holdt en Krone over en Hjelm med utydelige Merker. Hr. Sigurd derimod førte et Skjold, deelt i to Feldt paatvers; i det nedre Halvdelen af Roſen, Faderens Merke, i det øvre derimod Halvdelen af den norſke Løve med Øxen, aabenbart for at tilkjendegive ſin kongelige Herkomſt; og af denne Omſtændighed, ſaavelſom flere andre, navnlig den, at Sigurd, ſkjønt yngre Broder, i Aarene 1333—1339 ſtillede ſig mere afgjort i Oppoſition mod Kongen, end Jon, og traadte beſtemtere frem med visſe Fordringer, ſkulde man virkelig friſtes til at tro, at de kun vare Halvbrødre, og at alene Sigurd Hafthorsſøn var født i Faderens Egteſkab med Konge-Datteren Agnes. Jons Søn, Haakon Jonsſøn, havde atter et fra Faderens og Farbroderens forſkjelligt Vaaben, nemlig en ſpringende Løve eller Grif maaſkee med en Skraabjelke fra Venſtre til Højre. See N. Samll. IV. S. 124—130, 583 fgg; jfr. nedenfor. Naar man ſſteds. S. 130) finder Guthorm Hafthorsſøn og Lagmanden Sigurd Hafthorsſøn at have ſort et verticalt deelt Vaabenſkjold, hvori atter den halve Roſe og en Hermelinsſtribe, beſtyrker dette det af os ovenfor Anførte, at Sigurd Lagmand var beſlegtet med Hafthorsſønnerne.