kongelige Tjeneste, det vil sige til at blive haandgangen Mand, medens det forstaar sig, at Medlemmerne af de fornemste og rigeste Ætter neppe behøvede denne Forberedelse, men strax enten i Navn eller i Virkelighed bleve Kongens Mend og forfremmedes hurtigt til højere Verdigheder. De haandgangne Mend, fordeelte over hele Riget, og vel fordetmeste endog begunstigede med mindre Veitsler eller Forleninger af Krongods, vare forpligtede til-at yde Sysselmendene al den Haandrekning, de behøvede, og med dem at vaage over Landets indre og ydre Sikkerhed; de af dem, som havde Veitsler, vare ogsaa forpligtede til at stille væbnede Mend i Krigstid, og saaledes have vel ogsaa de fleste af dem holdt „Hovgaard“ i en mere indskrænket Maalestok. Deres fremdeles stedfindende Forpligtelse til at indfinde sig hos Kongen i Krigstid efter Tilsigelse sees tydeligt nok af Kong Haakons Opbud til Sogningerne i Marts 1380 (s. o. S. 82). „Vi byde“, heder det her, „alle vore Tjenere, haandgangne Mend og Herresvene iblandt Eder, og hvem det forresten tilkommer, at være rede med sine Vaaben og komme syd til Landsenden til os til Rigets Vern uden Ophold“. Man kan, som det ovenfor er yttret, vistnok temmelig trygt antage, at de mest anseede og formuende Bønder i enhver Bygd senere eller tidligere vare optagne blandt de haandgangne Mend. En længere eller kortere Tjenestetid som saadan aabnede Vejen til at blive virkelig Hirdmand eller Væbner, og saavidt man kan see, maatte man nødvendigviis have opnaaet denne Grad for at kunne blive Sysselmand eller Medlem af Raadet. I det mindste nævnes aldrig nogen Sysselmand eller Raadsherre, der ikke tidligere var Svein eller „Armiger“. Derimod var Ridderverdigheden ikke hertil nødvendig, og stundom kunde den vel endog være vanskelig at opnaa, forsaavidt som det lader til, at den nu ikke meddeeltes uden ved større Højtideligheder og af en virkelig kronet Konge, thi vist er det, – som det og idet følgende vil sees, – at ingen Ridder blev udnævnt i Norge fra Kong Haakons Død og indtil Kong Olafs Eftermand var kronet i 1397[1]. Paa den her antydede Viis var det nu vel altid muligt for Mend af ringe Herkomst, men med Dygtighed og kraftig Vilje, at arbeide sig op til de højere Verdigheder, men det ligger i Sagens Natur, at det havde sine store Vanskeligheder, og at det fornemmeligt kom an paa at høre til en af de Ætter, der nu engang plejede at betragtes som de mere anseede, og hvilke ligesaavel her i Norge dannede et Slegts-Aristokratie, som Frelsemendene i Sverige, om de end ikke kunde opvise saa bestemte Adkomster dertil, som disse; ja de kaldtes endog idetmindste i Pavebreve altid „nobiles“ d. e. Adelsmend. De indtog overhovedet i Samfundet
- ↑ Heri turde man ogsaa kunne søge det bedste Beviis for, at Kong Olaf ikke blev kronet; der blev nemlig ingen Riddere dubbede i hans Regjeringstid.
