Side:Det norske Folks Historie 2-2.djvu/249

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
201
1381 fgg. Haandgangne Mend.

kongelige Tjeneſte, det vil ſige til at blive haandgangen Mand, medens det forſtaar ſig, at Medlemmerne af de fornemſte og rigeſte Ætter neppe behøvede denne Forberedelſe, men ſtrax enten i Navn eller i Virkelighed bleve Kongens Mend og forfremmedes hurtigt til højere Verdigheder. De haandgangne Mend, fordeelte over hele Riget, og vel fordetmeſte endog begunſtigede med mindre Veitſler eller Forleninger af Krongods, vare forpligtede til-at yde Sysſelmendene al den Haandrekning, de behøvede, og med dem at vaage over Landets indre og ydre Sikkerhed; de af dem, ſom havde Veitſler, vare ogſaa forpligtede til at ſtille væbnede Mend i Krigstid, og ſaaledes have vel ogſaa de fleſte af dem holdt „Hovgaard“ i en mere indſkrænket Maaleſtok. Deres fremdeles ſtedfindende Forpligtelſe til at indfinde ſig hos Kongen i Krigstid efter Tilſigelſe ſees tydeligt nok af Kong Haakons Opbud til Sogningerne i Marts 1380 (ſ. o. S. 82). „Vi byde“, heder det her, „alle vore Tjenere, haandgangne Mend og Herreſvene iblandt Eder, og hvem det forreſten tilkommer, at være rede med ſine Vaaben og komme ſyd til Landsenden til os til Rigets Vern uden Ophold“. Man kan, ſom det ovenfor er yttret, viſtnok temmelig trygt antage, at de meſt anſeede og formuende Bønder i enhver Bygd ſenere eller tidligere vare optagne blandt de haandgangne Mend. En længere eller kortere Tjeneſtetid ſom ſaadan aabnede Vejen til at blive virkelig Hirdmand eller Væbner, og ſaavidt man kan ſee, maatte man nødvendigviis have opnaaet denne Grad for at kunne blive Sysſelmand eller Medlem af Raadet. I det mindſte nævnes aldrig nogen Sysſelmand eller Raadsherre, der ikke tidligere var Svein eller „Armiger“. Derimod var Ridderverdigheden ikke hertil nødvendig, og ſtundom kunde den vel endog være vanſkelig at opnaa, forſaavidt ſom det lader til, at den nu ikke meddeeltes uden ved ſtørre Højtideligheder og af en virkelig kronet Konge, thi viſt er det, — ſom det og idet følgende vil ſees, — at ingen Ridder blev udnævnt i Norge fra Kong Haakons Død og indtil Kong Olafs Eftermand var kronet i 1397[1]. Paa den her antydede Viis var det nu vel altid muligt for Mend af ringe Herkomſt, men med Dygtighed og kraftig Vilje, at arbeide ſig op til de højere Verdigheder, men det ligger i Sagens Natur, at det havde ſine ſtore Vanſkeligheder, og at det fornemmeligt kom an paa at høre til en af de Ætter, der nu engang plejede at betragtes ſom de mere anſeede, og hvilke ligeſaavel her i Norge dannede et Slegts-Ariſtokratie, ſom Frelſemendene i Sverige, om de end ikke kunde opviſe ſaa beſtemte Adkomſter dertil, ſom disſe; ja de kaldtes endog idetmindſte i Pavebreve altid „nobiles“ d. e. Adelsmend. De indtog overhovedet i Samfundet

  1. Heri turde man ogſaa kunne ſøge det bedſte Beviis for, at Kong Olaf ikke blev kronet; der blev nemlig ingen Riddere dubbede i hans Regjeringstid.