Side:Det norske Folks Historie 2-2.djvu/248

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
200
Olaf Haakonsſøn.

ellers plejede at gaae i Tjeneſte hos Bønder eller Preſter ſom Gaardsfarte eller Arbeidsmend, nu ofte af Ærgjerrighed og Forfengelighed ſlog Vrag paa denne beſkednere Stilling og gik til dem, der holdt Hovmend, for at antages blandt disſe, ej til det Arbejde, de før havde udført, men til Hovmandstjeneſte. At Biſkoperne her nævnes blandt dem, der havde “Hovgaard“, kommer deraf, at de, ſom bekjendt, vare berettigede til at holde haandgangne Mend, tidligere endog Skutelſveiner, foruden at viſtnok ogſaa de fleſte Biſkoper havde Syſler, ſom perſonligt var dem overladte[1]. Ved Ridderne ung andre vore Mend“ forſtaaes her aabenbart nærmeſt Sysſelmendene, da det kan anſees ſom givet, at enhver Ridder var Sysſelmand, foruden de Væbnere, der ogſaa fik Syſler. Ærgjerrigheden hos de unge Folk og deres Tilſtrømning til Hovgaardene maa have været uforholdsmesſig ſtor og utilbørlig, ſiden man maatte ſkride ind derimod med et udtrykkeligt Forbud. I denne Tjeneſte erhvervede nu de unge „Hovmend“ den nødvendige Øvelſe i Vaaben og i de almindeligſt forefaldende Forretninger. De kunde da formodentlig i alle Fald ſtige til at blive Sysſelmendenes Lensmend, det vil ſige deres Underſysſelmend eller Fuldmegtige i de mindre Diſtricter, og hvilke efter Retterbødernes udtrykkelige Beſtemmelſe ikke uden Bøndernes eget Samtykke maatte være haandgangne Mend, da de ellers let kunde misbruge ſin Magt til at undertrykke Almuen, men ſkulde i Regelen være indfødte Bønder af Bygdelaget[2]. Denne Beſtemmelſe blev dog i Tidens Løb neppe omhyggeligt overholdt, og i alle Fald kunde det ej være ſaa vanſkeligt at erhverve Bøndernes Samtykke, thi viſt er det, at der omtales flere Lensmend, der tillige ſynes at have været haandgangne. Dette var idetmindſte Tilfeldet med de ſaakaldte Ombudsmend for Hirdſtjorer eller Befalingsmend, der ikke ſelv kunde beſtyre Syſlerne; ſaadanne Ombudsmend vare i ſig ſelv virkelige Sysſelmend i Alt uden Navnet[3]. Lang og tro Hovmandstjeneſte og Dygtighed, eller Gunſt og Beſkyttelſe, eller anſeet Byrd banede vel omſider, paa Sysſelmandens Anbefaling, Vejen til den umiddelbare

  1. Vi have ſaaledes ſeet, at Biſkopen af Hamar i 1333 havde Syſlen paa Nes og Ringsaker (ſ. foreg. B. S. 425), ligeſom Biſkop Jakob af Bergen Lindaas og Herdle Skibreder (ſ. o. S. 108, og nedenfor).
  2. N. g. L. III. S. 21, 30: jfr. foreg. B. S. 671.
  3. Vi ſee allerede i 1347 Brynjulf Brynjulfsſøn, der i 1340 kun var „Lensmand“ paa Vors, at kaldes „Kongens Ombudsmand“ ſammeſteds, han maa altſaa da vel have været haandgangen (Dipl. N. I. 268, 304). Bergulf Aſkesſøn paa Mærdin var Hr. Ivar Agmundsſøns „Ombudsmand“ i Skiduſysſel i Aarene 1338—1340: Sønnen Aſke Bergulfsſøn var virkelig Sysſelmand (Dipl. N. I. 245, 269, 336, 341), og hans Kone Ingegerd kaldes „Huſtru Ingegerd paa Mærdin, altſaa var han haandgangen. Man finder oftere i de Tider en Sysſelmands Ombudsmand tillige kaldet „Kongens Ombudsmand“, ſee f. Ex. Dipl. N. V. 445, ſammenholdt med III. 590.