Side:Det norske Folks Historie 2-2.djvu/247

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
199
1381 fgg. Haandgangne Mend.

ligere omtalte Beſtemmelſer, vedtagne paa Hirdmøderne i Tunsberg og Bergen 1273, hvorved Sysſelmendene forpligtedes til i Krigstid at holde hver et viſt Antal væbnede Mend, en Forpligtelſe ſom da tillige paalagdes Lendermendene og alle Veitſlemend, og ſom maa være vedbleven for disſe ſidſte, efterat Lendermandsverdigheden var bleven afſkaffet. For den unge Mand, der vilde begynde ſin Bane ſom Kriger og vordende Militær- og Civil-Befalingsmand, var det derfor viſtnok (naar han ikke var ſaa højbyrdig og megtig, at han ſtrax kunde blive optagen blandt Kongens Hirdmend og faa en Sysſel) det al-mindelige, at han ſluttede ſig til en eller anden fornem Mand, der holdt væbnede Tjenere, i Regelen vel en Sysſelmand, og gik i hans Tjeneſte ſom „Hofmand“ eller „Hovmand“. Saaledes kaldte man allerede i den Tid ſlige Tjenere hos Befalingsmendene, der udførte deres Erender, indkrævede Skat, o. ſ. v., og Benævnelſen vedblev ſiden indtil langt ned i Tiden og ophørte neppe, førend efter den ſaakaldte Souverainetets Indførelſe i 1660[1], da Beſtyrelſen, der indtil da væſentligen havde været ført paa den gamle Viis, blev ſat paa en ganſke anden Fod. At tage Tjeneſte paa denne Maade kaldtes ligeledes „at gaa i Hovgaard“. Vel var nu Forfremmelſen paa denne Bane upaatvivleligt meget afhængig af Byrd og Familieforbindelſer, og for den Ringe og Ubemidlede var det neppe let at ſtige højt, men Udſigten dertil var dog ikke ganſke lukket; Dygtighed, Mandighed og heldige Omſtændigheder kunde dog altid hjelpe En frem, og ſaaledes var det naturligt, at alle de ærgjerrige unge Mend, der attraaede Titler, Magt og Anſeelſe, flokkedes om at „gaa i Hovgaard“ for dermed at begynde ſin Bane. Dette ſeer man tydeligt nok af den allerede ovenfor berørte Art. 8 i den ſtore Retterbod af Kong Haakon, der ſandſynligviis vedtoges om Sommeren 1380 (ſ. ovf. S. 87—88). Det heder her udtrykkeligt: „Ikke ville vi heller, at Biſkoper, Riddere eller andre vore Mend tage Arbeidsmend eller Lejedrenge i Hovgaard, uden til virkeligt Arbeide og ſaadan Bedrift, ſom de ere opfødte med; men Enhver, der løber fra Bønder eller Preſter, ſkal refſes af Sysſelmand, efterſom Loven og vore Forfedres ſaavelſom vor egen Beſtemmelſe tilſiger“. Heraf ſeer man tydeligt, at unge Mend, endog af ringere Stand, ſom vare opfødte ved almindeligt Gaardarbeide paa Landet og

  1. Denne Benævnelſe lever ſandſynligviis endnu i Almuens Erindring, og der er mange Sagn, ſom knytte ſig dertil. Ordet udtales ofte ſom „Haamand“ Det lader til, at Benævnelſen ſelv endog har overlevet den Tid, da Hovmandstjeneſten virkelig var Militærtjeneſte, og at den endog brugtes om de mere fredeligt omreiſende Fogedfuldmægtige. Førend Benævnelſen „Hovmand“ blev almindelig, plejede man vel ogſaa ofte at kalde dem „Fanter“, ſee dette Verks 4de Deels 2det Bind, S. 265, jfr. Anm. 3.