og endelig c) Riddere, der, som vi have seet, oprindeligt kaldes Skutelsveiner. Man seer ogsaa af de Breve, der ere tilbage fra hine Tider, at Titelen „Herre“ fremdeles var forbeholdt Ridderne, der ogsaa ved Siden deraf stundom i Omtale kaldtes „velborne Mend“, og hvis Hustruer ligeledes stedse kaldtes „Fruer“, ligesom Hirdmendenes eller Væbnernes altid kaldtes „Hustru N. N.“; derhos vise en Mængde Exempler, at allerede Hirdmendene eller Væbnerne sædvanligviis kaldtes „ærlig Mand N. N.“ eller „hederlig Mand N. N.“: en Titel, der ej synes at være bleven nogen haandgangen Mand til Deel, førend han kunde kalde sig á vápn[1]. Men fordi om disse Benævnelser nu var blevne mere brugelige, end de eldre, der opstilles i Hirdskraa, er det derfor ikke sagt, at dennes Bestemmelser ikke efter Bogstaven fulgtes. Det er saaledes ej alene muligt, men endog højst sandsynligt, at Kongerne fremdeles paa de i Hirdskraaen foreskrevne Maader har udnævnt Kertesveiner, Gester, Hirdmend og Riddere, men at man kun i daglig Tale havde ophørt at skjelne mellem andre Grader end de nysnævnte tre, „Ikkehirdmend“, Hirdmend eller Væbnere, og Riddere. Alle disse tilsammen udgjorde saaledes hvad man nu vilde kalde den egentlige Militærstand, og af denne valgtes nu saagodtsom udelukkende Sysselmendene og Hirdstjorerne, altsaa de højere Befalingsmend; thi det kan alene betragtes som Undtagelser, at enkelte Sysler vare overdragne til Geistlige, f. Ex. Syslen paa Follo til Provsten ved Mariekirken i Oslo, og selv denne lod dog de egentlige Sysselforretninger udføre ved verdslige Ombudsmend, der vistnok vare ligesaa militære som nogen af de øvrige Sysselmend eller Undersysselmend. At Sysselmendenes Embeder, uagtet de omfattede Civil-Bestyrelsen, dog væsentligst havde en militær Charakter, ligger i Sagens Natur og den Maade, hvorpaa Bestyrelsen skete i Kongens Navn, endog der, hvor det egentlige Feudalvæsen ikke herskede. Civil- og Militær-Bestyrelfe vare i de Tider uadskillelige. Sysselmanden repræsenterede Kongens Person i sit District, paa den dømmende Myndighed nær, altsaa var netop den militære og den executiv-civile forbeholdt ham, og selv den sidste kunde i de Tider, da alle voxne Læg-Mend bare Vaaben eller havde Ret til at bære dem, ikke godt haandhæves uden paa militær Viis; naar Domme skulde udføres, Udaadsmend opsøges og fordrives, Skat inddrives o. s. v., saa maatte det i denne Tid altid skee ved væbnede Tjenere; idetmindste faldt det neppe Nogen ind at udføre saadanne Hverv uden at være bevæbnet og omgiven af et bevæbnet Følge. En endnu mere afgjort militær Charakteer fik Sysselmands-Embederne ved de af os tid-
- ↑ Guthorm Rolfssøn paa Eker, som vi ovenfor have omtalt, kaldes saaledes endnu ikke „hederlig Mand“ i et Brev af 1318 (Dipl. N. II. 552), men derimod let af 1404 (ssteds. I. 595). Altsaa er han vel i Mellemtiden bleven Væbner.
