Side:Det norske Folks Historie 2-2.djvu/245

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
197
1331 fgg. Lagmend.

Familieforhold forøvrigt, end ſom Løn for langvarig og hederlig Embedsførſel. Sagen var den, at Forberedelſen til Lagmands-Embedet allerede fra Begyndelſen af ſtillede den, der ſøgte at gjøre ſig ſkikket dertil, under ganſke andre Livsvilkaar, end den, der ved Hirdtjeneſte ſøgte at erhverve Syſler, blive Hirdſtjorer, Raadsherrer o. ſ. v. Hiin Forberedelſe maatte være mere klerkemesſig, idet den vordende Lagmand ganſke viſt maatte lære til Fuldkommenhed at ſkrive og omgaaes med Bøger, maaſkee endog noget Latin for at forſtaa ſig lidt paa den kanoniſke Ret; og disſe Kundſkaber erhvervede han da vel i Regelen paa en anden Lagmands Skriverſtue eller Contoir, ſom hans Skriverdreng eller„ Klerk[1]“, ſiden ſom hans Ombudsmand eller Fuldmegtig, indtil han var ganſke udlært og kunde overtage et ſelvſtændigt Lagmands-Embede. Men denne Forberedelſe var i det Væſentlige, hvad man nu vilde kalde civil, og hvilken man i de Tider næſten betragtede ſom halvgeiſtlig, medens derimod den Bane, ſom de, der attraaede Syſler m. m. betraadte, nu mere end forhen var afgjort militær. De vordende Sysſelmend maatte begynde med Hoftjeneſten og væſentligt forberede ſig dertil ved at erhverve Vaabenferdighed. Var end Skikkene ved Hoffet nu viſtnok betydeligt forandrede fra hvad de var paa den Tid, da Hirdſkraaen blev given, og lempede efter hvad der var brugeligt ved andre, idetmindſte de ſvenſke eller danſke Hoffer, ſaa var dog Hirdſkraaens Hovedbeſtemmelſer endnu fuldkomment gjeldende, og den deri antydede Bane for de unge højbyrdige Mend fremdeles den, de havde at betræde for at naa de højeſte Verdigheder i Riget. Hvorvidt der endnu ſkjelnedes mellem Kjerteſvend, Geſter og virkelige Hirdmend, er vanſkeligt at ſige: man kan af de forhaandenværende Breve ej ſee det, og det lader næſten til, at man nu kun brugte tre Grader, nemlig a) begyndende haandgangne Mend, der endnu ikke vare blevne virkelige Hirdmend; b) Hirdmend, der ſtode nærmeſt for Haanden til at kunne blive Riddere, og ſaaledes indtoge den ſamme Stilling, ſom de ſaakaldte Svener, Ridderſvene, Knaper, Riddermendsmend, Væbnere, eller Mend „aa Vaaben“, indtoge i Sverige og Danmark, hvorfor de ogſaa nu ſædvanligviis kaldte ſig „aa Vaaben“, paa Latin „armigeri[2]“;

  1. Deraf endnu Benævnelſen Clerk i England om enhver Contoriſt. At f. Ex Lagmanden Berg Hermundsſøn hørte til en ſaadan „Klerke“-Slegt, og formodentlig ſelv havde faaet en ſaadan Oplærelſe, ſees deraf, at hans Fader ſtundom kaldtes „Hermund Klerk“. See Eyſteins Regiſter fol. 10.
  2. Benævnelſen „aa Vaaben“ var mere ham„ „Svener“ mere ſvenſk, derfor brugtes den førſte ſildigere end den anden. I norſke Breve finder man neppe nogen kaldet „á vápn“ førend efter 1400, ſkjønt Benævnelſen allerede anvendtes i Borger-Retten, ſ. N. gl. L. III. S. 144. Forreſten var det endnu indtil Unionen hyppigſt i norſke ſkrevne Breve ikke at bruge nogen Titel for Hirdmendene.