ligt særligen at berøre – .hvis Medlemmer fornemmelig afgav det Personale, hvoraf de daværende Embedsmend, Sysselmendene og deres Ombudsmend, samt Lagmendene, udvalgtes. Imidlertid synes det dog, som om Lagmends-Embederne nu noget mere end Sysselmendsposterne have staaet aabne for Mend, der var af ringere Herkomst, eller ikke strengt taget.hørte til den Klasse af Hirdmends-Ætter, som i de Tider hos os kunde kaldes, om just ikke egentlig en Adel, saa dog idetmindste en Nobilitet i den Forstand, hvori dette Ord toges i den romerske Republiks Velmagtsdage. Legger man Merke til Lagmendenes Navne og borgerlige Stilling overhoved, da vil man endog i de fleste Tilfelde, der forekomme i dette sildigere Tidsrum, have Vanskelighed ved at paavise noget Slegtskab mellem dem og de nys omhandlede Hirdmends-Ætter, ligesom det nu heller ikke længer, som tidligere[1], i de fleste Tilfælde synes at være Regelen, eller endog kan godtgjøres, at Lagmendene vare haandgangne Mend, hvor anseede de forresten kunne have været. Det ligger ogsaa i Sagens Natur, at man ved Besættelsen af Lagmands-Embederne, der nødvendigviis fordrede en vis Grad af Lov-Kundskab, ikke saa godt kunde tage Hensyn til Byrd og Familieforbindelser, som ved Overdragelsen af Syslerne, hvorved ingen andre Qvalificationer udfordredes, end saadanne, som vare uadskillelige fra enhver Mand af Stand i hine Tider. Men denne Omstændighed, der saaledes aabnede Manden af ringere Stand eller Herkomst Adgangen til indflydelsesrige Embeder, der tildeels endog var stengt for de mere Højbyrdige, naar de ikke besad de fornødne Kundskaber, havde ogsaa her den samme Følge som paa de fleste Steder, hvor der findes et Slags Aristokratie, at Embedet selv, istedetfor at tiltage saa meget mere i Anseelse, som det forudsatte Talenter og Kundskaber hos Ihændehaveren, tvertimod sank saa meget lavere i Aristokraternes Øjne, som det ikke udelukkende kunde forbeholdes Aristokratiet, men maatte søge sin Mand uden Hensyn til Byrd og Connexioner, og vel endog i de fleste Tilfælde blandt de forholdsviis ringere Samfundsklasser. Dette falder strax i Øjnene, naar man enkeltviis forfølger Lagmendenes Livsbaner paa denne Tid, saavidt det lader sig gjøre, og det er endog merkverdigt at iagttage, hvor langt anseeligere den Stilling var, som Lagmendene indtog i Aarhundredets første Halvdeel, end den, som de syntes at have indtaget i det Tidsrum, vi her have for os. I Kong Erik og Haakon Magnussøns Tid opnaaede om ikke alle, saa dog mange eller endog de fleste Lagmend Ridderverdigheden, bleve Medlemmer af Raadet, og hørte aabenbart til Aristokratiet, f. Ex. Hr. Sigurd paa Aga, Hr. Hauk Erlendssøn, Hr. Guthorm
- ↑ See foregaaende B. S. 869.
