Side:Det norske Folks Historie 2-2.djvu/22

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
XIV

ſkaber i Udlandet. Ogſaa var han Æresmedlem af det ſkotſke antikvariſke Selſkab, det islandſke Literaturſelſkab og den norſke Forening for Oldtidsminders Bevaring. —

Til den her forſøgte Skizze af Munchs Liv hører nødvendigviis en Udſigt over hans Forfattervirkſomhed. Men hvis denne ſkulde opnaae nogen Grad af Fuldſtændighed, maatte den blive temmelig omfattende og indeholde en faa ſtor Opregning af Skrifter og Afhandlinger, at Mængden af Læſere derved vilde føle ſig lidet tiltrukne. Vi maae derfor indſkrænke os til det Vigtigere og for en ſtørre Overſkueligheds Skyld ſøge at gruppere dette under visſe Synspunkter.

Dog inden vi her indlade os paa Munchs enkelte Skrifter, turde det være pasſende at paapege hans vigtigfte hiſtoriſke Synsmaader, forſaavidt disſe ikke ere udtalte i enkelt Skrift eller Afhandling, men i flere, og ikke ſjeldent de ſenere Udtalelſer have undergaaet enkelte Modifikationer. Thi det gjaldt om Munch, at han aldrig, ſelv efterat være kommen til en Anſkuelſe, ſom ſyntes ganſke uforkaſtelig, blindthen ſlog ſig til Ro derved, men at han vedblev at granſke videre og lod ſig ikke i ſine Underſøgelſer afſkrække fra at ændre en tidligere fremſat Mening, om han end derved maatte paadrage ſig Ord for at ſkifte Mening og i hvert Fald i det mindre videnſkabelige Publikums Øine maatte ſvække dette Skin af Ufeilbarhed, hvori det helſt vil ſee ſine ſtore Mænd.

Vi maa ſaaledes her fremhæve hans Forſkninger og antagne Reſultater med Henſyn til Nordens ældſte hiſtoriſk-ethnographiſke Forhold og hans Vindikation af Norges Ret med Henſyn paa dets gamle Literatur. Han maa heri dele Æren med R. Keyſer ſom den, der førſt brød Banen og opſtillede rigtigere Anſkuelſer iſtedetfor de tidligere antagne. Men det maae erkjendes, at han har videre forfulgt og udviklet disſe og ogſaa opſtillet egne nye Meninger, hvorved Keyſer ſelv er bleven bragt til i enkelte Dele at afændre ſine. Og overhoved maa, hvad der er udrettet paa dette Felt, til en vis Grad betragtes under Eet, og begge Granſkere maa ſiges at have ſin fuldſtore Andeel deri, uden at den Enes eller Andens Fortjeneſte derved forringes. Ligeſom Begge om enkelte Arbeider af anden Art have været fælles, ſaaledes turde der ogſaa med Henſyn til denne Materie være et viſt Fællesſkab, ikke med Henſyn til dens ſkriftlige Behandling, men dog til hvad der foreligger ſom hiſtoriſkt Udbytte. Allerede den gjenſidige Meddeelſomhed, hvorved vore Hiſtorikere have udmærket ſig maaſkee fremfor alle andre Landes, gjør ſaadan en Antagelſe mere end rimelig.

Munch har i et eget Skrift „om den nyere hiſtoriſke Skole i Norge“ 1852 fremſat de Reſultater, han var kommen til, dengang denne Af-