Side:Det norske Folks Historie 2-2.djvu/206

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
158
Olaf Haakonsſøn.

ſtille Erlend Borgen paa Drengen Gunnars Vegne for at denne ikke ſkulde lide noget Tab, ved at Syſteren Holmfrid nu overtog Vergemaalet for ham[1]. Erlend vilde vel neppe have optraadt paa denne Maade, hvis han ikke ſelv havde været beſlegtet med dem, og maaſkee endog haft Ejendomme paa den Kant. Man ſeer ogſaa, at da Gaute Haakonsſøn paa Tolga var død[2], optraadte baade Ingemund paa ſin Huſtrues Vegne (hendes Broder omtales ikke og maa vel imidlertid være død) og Erlend med Fordringer paa Arv efter ham, den ſidſte dog rigtignok ikke i ſit eget, men i ſin Frende Thorgeir Thorſteinsſøns Navn. Erlend ſtevnede Sagen ind for Lagmanden, ſom tildømte ham Halvdelen af det omtviſtede Gods, og Kong Haakon ſtadfeſtede Dommen med Raadets Samtykke; imidlertid maa man antage, at Ingemund, der allerede havde ſat ſig i Beſiddelſe af Godſet, fremdeles ſøgte Udflugter, thi om Sommeren 1373, da mange Raadsherrer vare forſamlede i Bergen, og Kong Magnus ligeledes var tilſtede, fandt denne, der førte etſlags Regjering i Sønnens Navn, det nødvendigt at overdrage Erkebiſkop Thrond, Hr. Agmund Finnsſøn og Haakon Jonsſøn det Hverv med de andre gode Mend, ſom de ſelv vilde nævne i Dom med ſig, at afgjøre Trætten. Disſe valgte Thorſtein Hallgrimsſøn, Provſt ved Apoſtelkirken, Hr. Narve Ingevaldsſøn, Otte Rømer, Viljam Eriksſøn, (formodentlig en Søn af Erik Viljamsſøn til Torge), Gunnar Lagmand og Jon Darre, ſaa at Dommen i alt beſtod af ni Medlemmer, der ſamledes i Sommerhallen hos Chorsbrødrene ved Chriſtkirken. Dommen lød ſaaledes, at Lagmandsdommen og det ovennævnte kongelige Stadfeſtelſesbrev ſkulde gjelde, indtil Kong Haakon ſelv med ſit Raad nærmere overvejede Sagen og maaſkee fandt andet rettere efter Loven, eller ſærſkilt udnævnte Mend til at granſke den; hvis Erlend, ſom Ingemund paaſtod, desuden ſad inde med Odelsjorder, ſom tilhørte Holmfrid, ſkulde Ingemund ſøge dem efter Loven, ſaaledes ſom foreſkrevet var om Odelsbrigde, og ligeledes ſkulde Erlend ſøge Ingemund efter Loven for de ſærlige Fordringer, han maatte have paa ham[3]. Uagtet denne Dom egentlig ikke var endelig, ſynes dog Sagen dermed at være afgjort, da man ej hører mere

  1. Skiftebrevet af 2den Juni 1366 (Dipl. N. IV. 457) er ſærdeles merkeligt ved ſin Udførlighed. Blandt de Effecter, ſom her opregnes, er ogſaa en Bog indeholdende „Bevers Saga tilligemed mange andre gode Sagaer“, ligeſaa ſyv andre Bøger, baade Tidebøger og Sagabøger. Dette er formodentlig den ſidſte Gang, at Sagabøger omtales i norſke Brevſkaber.
  2. Da Gaute Haakonsſøn paa Tolga neppe var død i 1366, maa det være hos ham, at Bryllupet ſtod.
  3. Dipl. N. III. 384. Jvfr. ovf. 28, 29.