Side:Det norske Folks Historie 2-2.djvu/206

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
158
Olaf Haakonssøn.

stille Erlend Borgen paa Drengen Gunnars Vegne for at denne ikke skulde lide noget Tab, ved at Systeren Holmfrid nu overtog Vergemaalet for ham[1]. Erlend vilde vel neppe have optraadt paa denne Maade, hvis han ikke selv havde været beslegtet med dem, og maaskee endog haft Ejendomme paa den Kant. Man seer ogsaa, at da Gaute Haakonssøn paa Tolga var død[2], optraadte baade Ingemund paa sin Hustrues Vegne (hendes Broder omtales ikke og maa vel imidlertid være død) og Erlend med Fordringer paa Arv efter ham, den sidste dog rigtignok ikke i sit eget, men i sin Frende Thorgeir Thorsteinssøns Navn. Erlend stevnede Sagen ind for Lagmanden, som tildømte ham Halvdelen af det omtvistede Gods, og Kong Haakon stadfestede Dommen med Raadets Samtykke; imidlertid maa man antage, at Ingemund, der allerede havde sat sig i Besiddelse af Godset, fremdeles søgte Udflugter, thi om Sommeren 1373, da mange Raadsherrer vare forsamlede i Bergen, og Kong Magnus ligeledes var tilstede, fandt denne, der førte etslags Regjering i Sønnens Navn, det nødvendigt at overdrage Erkebiskop Thrond, Hr. Agmund Finnssøn og Haakon Jonssøn det Hverv med de andre gode Mend, som de selv vilde nævne i Dom med sig, at afgjøre Trætten. Disse valgte Thorstein Hallgrimssøn, Provst ved Apostelkirken, Hr. Narve Ingevaldssøn, Otte Rømer, Viljam Erikssøn, (formodentlig en Søn af Erik Viljamssøn til Torge), Gunnar Lagmand og Jon Darre, saa at Dommen i alt bestod af ni Medlemmer, der samledes i Sommerhallen hos Chorsbrødrene ved Christkirken. Dommen lød saaledes, at Lagmandsdommen og det ovennævnte kongelige Stadfestelsesbrev skulde gjelde, indtil Kong Haakon selv med sit Raad nærmere overvejede Sagen og maaskee fandt andet rettere efter Loven, eller særskilt udnævnte Mend til at granske den; hvis Erlend, som Ingemund paastod, desuden sad inde med Odelsjorder, som tilhørte Holmfrid, skulde Ingemund søge dem efter Loven, saaledes som foreskrevet var om Odelsbrigde, og ligeledes skulde Erlend søge Ingemund efter Loven for de særlige Fordringer, han maatte have paa ham[3]. Uagtet denne Dom egentlig ikke var endelig, synes dog Sagen dermed at være afgjort, da man ej hører mere

  1. Skiftebrevet af 2den Juni 1366 (Dipl. N. IV. 457) er særdeles merkeligt ved sin Udførlighed. Blandt de Effecter, som her opregnes, er ogsaa en Bog indeholdende „Bevers Saga tilligemed mange andre gode Sagaer“, ligesaa syv andre Bøger, baade Tidebøger og Sagabøger. Dette er formodentlig den sidste Gang, at Sagabøger omtales i norske Brevskaber.
  2. Da Gaute Haakonssøn paa Tolga neppe var død i 1366, maa det være hos ham, at Bryllupet stod.
  3. Dipl. N. III. 384. Jvfr. ovf. 28, 29.