Side:Det norske Folks Historie 2-2.djvu/198

Fra Wikikilden
Denne siden er korrekturlest
150
Olaf Haakonssøn.

Antydning dertil, og tvertimod er det af andre Omstændigheder sandsynligt, at han idetmindste ikke var gift i 1351–54[1]</ref>. Hans Bryllup med Katharina skete i Kong Haakons Dage, det er alt, hvad man veed om Tiden, og Kongen skjenkede dem begge tilsammen i Brudegave 300 Mkr. brendt, hvorhos ogsaa Katharina selv bragte ham en Medgift af 100 Mkr. brendt[2]. Som Fru Mæretas Datter var Katharina ej alene Medlem af den Ætt, der paa denne Tid vistnok ansaaes for den ypperste og berømmeligste i hele Sverige, St. Birgitta’s, men hun var tillige kommen i den nærmeste Berørelse med Dronning Margrete, havde vel, om endog noget yngre end hende, dog vist ligesaavel som Systeren Ingegerd været hendes Barndomsveninde, og stod fremdeles, lige til sin Død, højt i hendes Gunst[3]. Den Slutning ligger derfor nær, at hendes Forbindelse med Hr. Agmund Finnssøn fornemmelig var Dronningens Verk – vi ville see, hvorledes hun senere netop søgte at bringe saadanne Forbindelser mellem fornemme Mend og Kvinder fra sine forskjellige Riger istand – og at dette Giftermaal saaledes mere var en politisk Operation fra Dronningens Side, end noget Verk af Kjærlighed mellem den mere end femtiaarige norske Herre og den sytten- eller atten-aarige svenske Jomfru. Deres Egteskab blev ogsaa barnløst. I Aaret 1385 har de begge saa overbeviiste om, at de ingen Børn ville saa, at de gjorde en gjensidig Overeenskomst, hvorved Hr. Agmund skjenkede Fru Katharina Gaardene Eidsa og Tolga, hvorimod hun for sig og sine Arvinger opgav den Fordring paa sin Medgift, 100 Mk. brendt, der ellers vilde tilkomme hende, siden der ej var Børn[4]. Men denne Omstendighed, at Hr. Agmund var gift med Katharina, og at dette Parti sandsynligviis var Dronningens Verk, viser ogsaa, at han selv maa have staaet i den nærmeste Forbindelse med Dronningen og sandsynligviis meget højt i hendes Gunst, – hvoraf man da igjen maa slutte, at hans Udvelgelse til Drottsete og Rigsforstander saa langt fra har været hende ubehagelig, at hun meget mere selv har virket for den og anseet ham som en af sine og sin unge Søns fornemste Støtter i Norge. Hr. Agmund synes, som vi i det følgende ville see, med Iver at have røktet sine For-

  1. ↑ Dette synes at maatte sluttes af et Par Confessionaler eller Tilladelser, meddelte af Paven til at velge en egen Skriftefader, der kunde meddele almindedelig Absolution o. s. v., thi medens samtidige Confessionaler for andre Herrer, f. Er. Hr. Orm Eysteinssøn, ogsaa nævner Hustruen med, er der for Hr. Agmunds Vedkommende kun Tale om ham alene.
  2. ↑ Dipl. N. I. 493.
  3. ↑ Det vil i det følgende blive omtalt, at Dronning Margrete udnævnte hende til Hovmesterinde hos den unge Dronning Philippa.
  4. ↑ See nysnævnte Brev af 14de Februar 1382, Dipl. N. I. 493.
Hentet fra «https://no.wikisource.org/w/index.php?title=Side:Det_norske_Folks_Historie_2-2.djvu/198&oldid=204676»