Side:Det norske Folks Historie 2-2.djvu/198

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
150
Olaf Haakonsſøn.

Antydning dertil, og tvertimod er det af andre Omſtændigheder ſandſynligt, at han idetmindſte ikke var gift i 1351—54[1]</ref>. Hans Bryllup med Katharina ſkete i Kong Haakons Dage, det er alt, hvad man veed om Tiden, og Kongen ſkjenkede dem begge tilſammen i Brudegave 300 Mkr. brendt, hvorhos ogſaa Katharina ſelv bragte ham en Medgift af 100 Mkr. brendt[2]. Som Fru Mæretas Datter var Katharina ej alene Medlem af den Ætt, der paa denne Tid viſtnok anſaaes for den ypperſte og berømmeligſte i hele Sverige, St. Birgitta’s, men hun var tillige kommen i den nærmeſte Berørelſe med Dronning Margrete, havde vel, om endog noget yngre end hende, dog viſt ligeſaavel ſom Syſteren Ingegerd været hendes Barndomsveninde, og ſtod fremdeles, lige til ſin Død, højt i hendes Gunſt[3]. Den Slutning ligger derfor nær, at hendes Forbindelſe med Hr. Agmund Finnsſøn fornemmelig var Dronningens Verk — vi ville ſee, hvorledes hun ſenere netop ſøgte at bringe ſaadanne Forbindelſer mellem fornemme Mend og Kvinder fra ſine forſkjellige Riger iſtand — og at dette Giftermaal ſaaledes mere var en politiſk Operation fra Dronningens Side, end noget Verk af Kjærlighed mellem den mere end femtiaarige norſke Herre og den ſytten- eller atten-aarige ſvenſke Jomfru. Deres Egteſkab blev ogſaa barnløſt. I Aaret 1385 har de begge ſaa overbeviiſte om, at de ingen Børn ville ſaa, at de gjorde en gjenſidig Overeenskomſt, hvorved Hr. Agmund ſkjenkede Fru Katharina Gaardene Eidſa og Tolga, hvorimod hun for ſig og ſine Arvinger opgav den Fordring paa ſin Medgift, 100 Mk. brendt, der ellers vilde tilkomme hende, ſiden der ej var Børn[4]. Men denne Omſtendighed, at Hr. Agmund var gift med Katharina, og at dette Parti ſandſynligviis var Dronningens Verk, viſer ogſaa, at han ſelv maa have ſtaaet i den nærmeſte Forbindelſe med Dronningen og ſandſynligviis meget højt i hendes Gunſt, — hvoraf man da igjen maa ſlutte, at hans Udvelgelſe til Drottſete og Rigsforſtander ſaa langt fra har været hende ubehagelig, at hun meget mere ſelv har virket for den og anſeet ham ſom en af ſine og ſin unge Søns fornemſte Støtter i Norge. Hr. Agmund ſynes, ſom vi i det følgende ville ſee, med Iver at have røktet ſine For-

  1. Dette ſynes at maatte ſluttes af et Par Confesſionaler eller Tilladelſer, meddelte af Paven til at velge en egen Skriftefader, der kunde meddele almindedelig Abſolution o. ſ. v., thi medens ſamtidige Confesſionaler for andre Herrer, f. Er. Hr. Orm Eyſteinsſøn, ogſaa nævner Huſtruen med, er der for Hr. Agmunds Vedkommende kun Tale om ham alene.
  2. Dipl. N. I. 493.
  3. Det vil i det følgende blive omtalt, at Dronning Margrete udnævnte hende til Hovmeſterinde hos den unge Dronning Philippa.
  4. See nysnævnte Brev af 14de Februar 1382, Dipl. N. I. 493.