Side:Det norske Folks Historie 2-2.djvu/196

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
148
Olaf Haakonsſøn.


Indeholder nu end denne Skildring kjendelige Overdrivelſer, iſær hvad den Anſeelſe angaar, hvori Preſternes Friller ſkulde ſtaa — og dog er det et Spørsmaal, om de ikke idetmindſte paa Island, hvor Coelibatet aldrig ret var blevet indført, nød ſaadan Anſeelſe — faa er den dog ganſke viſt i det Væſentlige ſandferdig. Forfatteren, der før ſin Befordring til Verdens Biſkopsſtol havde været Copiſt i det pavelige Cancellie, havde god Anledning til at indhente nøjagtige og paalidelige Underretninger endog om de fjerneſte Egne af Chriſtenheden. I eet maa der nødvendigviis være en Overdrivelſe, nemlig at Biſkoperne ſelv paa en Maade ſkulde tvinge ſine underordnede Geiſtlige til at holde Friller. Eet er, at de underhaanden kunne have ſeet igjennem Fingre dermed, ja maaſkee endog ikke ſaa ugjerne ſeet det, et andet at de formeligt ved at presſe Penge ſkulde nøde dem til at rette ſig efter den herſkende Skik. Endnu i den bergenſke Biſkop Haakons Dage anſaa Biſkoperne ſig endog forpligtede til, nu og da at advarede Preſter, ſom holdt Friller, og true dem med Suſpenſion eller Afſettelſe, hvis de ej lod dem fare; og ſaa meget kunde dog ikke Opinionen have forandret ſig omtrent 50 Aar derefter, at det nu næſten ſkulde være blevet til Pligt, hvad der dengang var anſeet for ſtrafſkyldigt. Men tydeligt er det i alle Fald, at den Slaphed, ſom Schismet medførte i Kirkens Overbeſtyrelſe, ogſaa gjorde ſig gjeldende ved de forſkjellige Localſtyrelſer, og maaſkee meſt i ſaa fjerne Egne ſom Norge, iſær ſaa længe endnu de alene ved pavelig Gunſt, uden ſtort Henſyn til deres Dygtighed og Fortjeneſter udnævnte Biſkoper ſade ved Roret. Thi forſaavidt Schismet dog ſkulde have een god Følge, maatte det ellers være den, at den erkebiſkopelige og biſkopelige Myndighed, ſom Paverne i lang Tid med Skinſyge havde ſøgt at ſvekke, nu igjen hævede ſig. Men for at dette ſkulde medføre nogen ſand Nytte, maatte ogſaa de Geiſtlige ſelv, iſær Biſkoperne, være andre, mere ſamvittighedsfulde Mend, end de var paa denne Tid, da langvarige Misbrug havde ſlappet Geiſtlighedens Moralitet og ſvekket dens Pligtfølelſe.

14. Fremragende Perſonligheder. Verdslige Embedsmend.


Blandt de verdslige Embedsmend paa den Tid, da Olaf Haakonsſøn hyldedes ſom Norges Konge, var, ſom vi have ſeet, Drottſeten

    og Biſkopernes Friller ſaa ſtor Anſeelſe. Men at ſlige Friller ogſaa i det øvrige Norden idetmindſte vare almindelige, ſeer man deraf, at deres ſedvanlige Benævnelſe „fylgjukona“ (Følgekone), i Tidens Løb forvanſket til„Fylgkje“ (udtalt næſten ſom „Førkje“) i Norge, og „flycka“ eller „flicka i Sverige (ligeſom frændkona er blevet til „Frænke“) omſider antog Betydningen af „Pige“ i Almindelighed og idetmindſte i Sverige uden alt odiøſt Bibegreb.