Indeholder nu end denne Skildring kjendelige Overdrivelser, især hvad den Anseelse angaar, hvori Presternes Friller skulde staa – og dog er det et Spørsmaal, om de ikke idetmindste paa Island, hvor Coelibatet aldrig ret var blevet indført, nød saadan Anseelse – faa er den dog ganske vist i det Væsentlige sandferdig. Forfatteren, der før sin Befordring til Verdens Biskopsstol havde været Copist i det pavelige Cancellie, havde god Anledning til at indhente nøjagtige og paalidelige Underretninger endog om de fjerneste Egne af Christenheden. I eet maa der nødvendigviis være en Overdrivelse, nemlig at Biskoperne selv paa en Maade skulde tvinge sine underordnede Geistlige til at holde Friller. Eet er, at de underhaanden kunne have seet igjennem Fingre dermed, ja maaskee endog ikke saa ugjerne seet det, et andet at de formeligt ved at presse Penge skulde nøde dem til at rette sig efter den herskende Skik. Endnu i den bergenske Biskop Haakons Dage ansaa Biskoperne sig endog forpligtede til, nu og da at advarede Prester, som holdt Friller, og true dem med Suspension eller Afsettelse, hvis de ej lod dem fare; og saa meget kunde dog ikke Opinionen have forandret sig omtrent 50 Aar derefter, at det nu næsten skulde være blevet til Pligt, hvad der dengang var anseet for strafskyldigt. Men tydeligt er det i alle Fald, at den Slaphed, som Schismet medførte i Kirkens Overbestyrelse, ogsaa gjorde sig gjeldende ved de forskjellige Localstyrelser, og maaskee mest i saa fjerne Egne som Norge, især saa længe endnu de alene ved pavelig Gunst, uden stort Hensyn til deres Dygtighed og Fortjenester udnævnte Biskoper sade ved Roret. Thi forsaavidt Schismet dog skulde have een god Følge, maatte det ellers være den, at den erkebiskopelige og biskopelige Myndighed, som Paverne i lang Tid med Skinsyge havde søgt at svekke, nu igjen hævede sig. Men for at dette skulde medføre nogen sand Nytte, maatte ogsaa de Geistlige selv, især Biskoperne, være andre, mere samvittighedsfulde Mend, end de var paa denne Tid, da langvarige Misbrug havde slappet Geistlighedens Moralitet og svekket dens Pligtfølelse.
Blandt de verdslige Embedsmend paa den Tid, da Olaf Haakonssøn hyldedes som Norges Konge, var, som vi have seet, Drottseten
og Biskopernes Friller saa stor Anseelse. Men at slige Friller ogsaa i det øvrige Norden idetmindste vare almindelige, seer man deraf, at deres sedvanlige Benævnelse „fylgjukona“ (Følgekone), i Tidens Løb forvansket til„Fylgkje“ (udtalt næsten som „Førkje“) i Norge, og „flycka“ eller „flicka„ i Sverige (ligesom frændkona er blevet til „Frænke“) omsider antog Betydningen af „Pige“ i Almindelighed og idetmindste i Sverige uden alt odiøst Bibegreb.
